Det er en kunst i sig selv, at skrive et godt CV. For hvad skal man have med? Hvad skal man fremhæve? Og hvordan skal man egentlig se ud på sit profilbillede? Når det handler om at lande drømmejobbet, skal man være helt skarp på disse spørgsmål, og derfor bringer vi dig her en guide, der kan højne kvaliteten af dit CV med dimensioner.
8 råd til hvordan du får lavet et godt og brugbart CV
1. Layout – Gør dit CV let tilgængeligt og overskueligt.
2. Målret altid dit CV det job du søger
3. Start altid med et afsnit der beskriver dine faglige og personlige profil
4. Opstil din erhvervserfaring i omvendt kronologi
5. Beskriv din uddannelse
6. Beskriv eventuelt frivilligt arbejde
7. Fortæl om dine fritidsinteresser
8. Et profilbillede gør en forskel
1. Layout
I dag læses de fleste CV’er først på en PC-skærm, derfor er layout vigtigt. Jeg anbefaler, at du bruger tid på layout. Det skal være let læseligt. Hvis du er tvivl om hvad jeg præcist mener, så prøv at læse dit CV, samtidig med at du scroller nedad. Det er min erfaring at mange CV’er bliver læst på den måde. Sørg for at du bruger en skriftstørrelse der er til at læse, personligt kan jeg bedste lide skriftstørrelse 12. Undgå for meget støj på dit CV. Farver anbefaler jeg ikke man bruger, da vi oftest printer i sort hvid. Kursiv, understregning OG fed på samme tid, sender et forvirrende signal. Hold dig derfor til en ren og letlæselig stil.
I virkeligheden syntes jeg, at formen i et CV skal være ret konservativt. Det er meget sjældent, at jeg ser at et kreativt CV virker godt. Et par gange har jeg set stillingsannoncer til jobs hvor der stod, at man gerne måtte være kreativ i sit layout. Dette var jobs til en kreativ branche, ellers ser jeg det sjældent.
2. Målret altid dit CV det job du søger
Hvis du søger et job, hvor der i jobopslaget står, at man skal være analytisk og god til Excel. Så vil jeg anbefale, at du skriver klart og tydeligt i din personlige/faglige profil at dette er nogle af dine kompetencer. Skal du have kendskab til f.eks. modebranchen, så skriv at du har det.
Giv dine vigtigste pointer om din profil up front. Du kan målrette dit CV ved at fremhæve de fag du har haft på dit studium der er relevante for jobbet. Fremhæv på samme måde de arbejdsopgaver eller ansvarsområder du har haft i dine tidligere jobs der er relevante.
3. Start altid med et afsnit der beskriver dine faglige og personlige profil
Det er en god idé at indlede dit cv med en faglig profil på ca. 4-5 linjer, hvor du kort beskriver, hvad du kan byde ind med i forhold til jobbet.
Det er vigtigt, at du her klart kommunikerer, hvad du kan bidrage med i forhold til det konkrete job, så din kommende arbejdsgiver får en forståelse for, hvad du kan – også hvis dine erfaringer eksempelvis stammer fra en anden branche. Undgå at bruge floskler men beskriv dig selv med levende og aktive ord
Få meget gerne andre til at læse det igennem inden du sender det afsted. Søg feedback og hør hvilket indtryk andre sidder tilbage med når de har læst dit CV, det skulle meget gerne matche det indtryk du gerne vil have andre får af dig.
4. Opstil din erhvervserfaring i omvendt kronologi
Beskriv din erhvervserfaring i omvendt kronologisk rækkefølge. Beskriv hvilke relevante ansvarsområder eller arbejdsopgaver du har haft, og hvilke resultater du har skabt, som virksomheden kan bruge. Hvis du ikke har opnået deciderede resultater i dine ansættelser, kan du i stedet specificere dit faglige udbytte. Brug hellere bullet points end tung prosa.
5. Beskriv din uddannelse
Beskriv din uddannelse i omvendt kronologisk rækkefølge. Der er i dag mange uddannelser der minder om hinanden, derfor kan du anføre hvad dit faglige fokusområde i din uddannelse har været. Hvis det er relevant så beskriv et fag eller et projekt, hvis det er relevant for jobbet. Har du efteruddannelse eller kurser, så beskriv de relevante for det job du søger.
6. Tillidsposter og frivilligt arbejde
Du kan have tilegnet dig et hav af kompetencer og viden gennem frivilligt arbejde og tillidsposter. Beskriv de relevante poster og eventuelle resultater i omvendt kronologisk rækkefølge. Der gemmer sig ofte nogle guldkorn i dette afsnit.
Jeg syntes det er rasende spænde at læse om hvad folk bruger af kompetencer i frivilligt arbejde. Blandt alle de virksomheder jeg taler med, nævner alle uden undtagelse, at frivilligt arbejde er et felt man læser med stor interesse. Det siger meget om personen.
Du skal ikke stresse hvis du ikke har frivilligt arbejde, men fremhæv det endelig hvis du har. Jeg har på mit eget CV beskrevet, at jeg sidder i min andelsboligforeningsbestyrelse og udpenslet hvad det betyder. Jeg har lært meget af det arbejde, og fået kompetencer jeg kan bruge i mit job.
7. Fritidsinteresser
Skriv afslutningsvis om, hvad du laver, når du ikke arbejder. Et kort afsnit om fritidsinteresser medvirker til at vise dig som et ‘helt menneske’ – og er interessant for din kommende arbejdsgiver.
Jeg talte forleden med en virksomhed der sagde, at de altid læste CV’et bagfra, da det gav dem et billede af hvad det er for en person der gemmer sig bag alle de faglige ord.
Beskriv derfor gerne hvordan du slapper af. Hvis du læser bøger, så skriv hvilke bøger du læser, dyrker du sport så fortæl hvilken slags sport og hvad det giver dig. At læse om dig er altid spændende.
8. Et profilbillede gør en forskel
Sidste råd herfra. HUSK at smile på dit billede! – Det lyder måske tåbeligt, at dette er mit sidste råd, men i dag forventer de fleste et billede på dit CV ,og der skal du da se glad og positiv ud. Et billede må ikke være alt for gammelt, for dårlig kvalitet eller fra en badeferie på Kreta.
Uanset hvordan man ser ud, hvad man har på eller hvor gammel man er, så klæder et smil alle! Hvis man skal læse en stor stak af CV’er, så husker man nemt CV’et med det gode billede med et smittende smil.
Jeg håber disse 8 råd har gjort det bare lidt sjovere at skrive dit CV. Rigtig god fornøjelse.!