Problemer med selvværd påvirker stort set alt i livet. Et tema som Kisser Paludan, forfatter til bogen “Elsk den du er – styrk dit selvværd på 8 uger” ofte oplever som det, der virkelig spænder ben for, at et menneske kan udvikle sig. Vi har fået lov at bringe et uddrag fra bogen, og her handler det om, hvordan du skaber kærlige og nærende relationer, og om, hvordan du lærer at være tro mod dig selv i disse relationer.
Selvværd og relationer
Dine relationer er et spejl af dit forhold til dig selv. Har du relationer, der er skæve i for- hold til fordelingen mellem “at give/modtage”, eller relationer, som ikke er understøttende, kærlige eller nærende, så handler det om, hvordan du har det med dig selv. Det er jo dig, der byder dig selv at have relationer, der ikke fungerer. Det kan være både svært og hårdt at tage ansvaret på sig, men også meget befriende, fordi det giver dig kraft og styrke til at ændre det, der skal til, for at dine relationer afspejler et kærligt og nært forhold til dig selv.
Som ung kæmpede jeg med at “tiltrække” veninder, der skulle hjælpes, og som derfor ikke havde så meget at give. Det frustrerede mig, men ændrede sig først, da jeg for alvor så på, hvordan de bare afspejlede tanker og historier om, hvem jeg var. Mit underliggende billede af mig selv var, at jeg skulle være den stærke og den, der gav i relationer, hvorved jeg fratog mig selv muligheden for at modtage og være sårbar. Det passede godt ind i mine gamle overlevel- sesstrategier, der handlede om at være stærk og klare mig selv, men det var uhensigtsmæs- sigt og i sidste ende ukærligt over for mig selv. Mange relationer var i stand til at ændre sig med min forandring, men ikke alle. Nogle relationer havde brug for at forblive i den rolle, vi var startet med, og det var også okay. Vi er alle først klar til udvikling, når vi er klar, men det betød, at jeg valgte nogle venskaber fra for at kunne være tro mod og kærlig over for mig selv.
Jeg har ikke tal på alle de par, der gennem årene er kommet i min praksis med det ene formål at få partneren til at indse, hvor stor en idiot han/hun var. Jeg har også der oplevet, hvor stor modstand mennesker gennemgående har mod at vende blikket indad og se på deres egen andel. Det er så meget nemmere at pege fingre ad andre end at tage ansvar for, hvorfor man er i relationer, der ikke fungerer.
Når jeg fx har siddet med mænd eller kvinder, der har været meget utilfredse og ikke har fået deres behov opfyldt i deres forhold, har jeg ofte stillet spørgsmålet: “Hvorfor er du i et forhold, hvor du er så ulykkelig? Hvad er det, der gør, at du vælger at være sammen med en partner, der ikke giver dig det, du har brug for? Hvad handler det om i dig?” Først når vi begynder at tage ansvar for den bagage, vi bringer med os ind i et forhold, og lærer at stå ved, hvem vi selv er, kan vi for alvor begynde at skabe nære og givende relationer. Når vi lærer at give os selv den kærlighed, vi har fortjent, holder vi også op med at søge efter, at andre skal fylde os op. Når dit selvværd er lavt, vil du opleve et behov for, at andre skal understøtte dit værd og give dig den anerkendelse og kærlighed, du ikke har til dig selv. Det tomrum, vi har indeni, kræ- ver vi, at andre (ofte en partner) skal fylde op for os. Hvis du er så heldig at have en partner, der virkelig forsøger at fylde hullet, vil du også opleve, at det aldrig bliver nok. Det siver ud, fordi der ikke er noget sted, det kan lande, og så er det forfra igen. Vi gør hinanden til aktører på en scene, der i virkeligheden udspiller sig på barndommens gade, og frustreres over, at rollerne ikke længere fungerer. Kun ved at du lærer at elske dig selv, kan du slippe ud af denne onde cirkel og dels tiltrække kærlige relationer, dels holde op med at kræve, at noget i dig skal fyldes op af en anden. Anerkendelse bliver rart, men ikke nødvendigt.
Kan jeg elskes med hele pakken af mig?
Vær opmærksom på, at det kan virke foruroligende at se dine relationer med nye, åbne øjne. Mange mennesker definerer sig selv gennem deres relationer og kan være bange for at se dem realistisk. Vi risikerer måske at indse, at nogle relationer ikke har den betydning, vi har tillagt dem, eller at der er noget, vi ønsker at ændre. Mange mennesker er dybest set bange for at stå ved og være sig selv i selskab med andre, fordi de, oftest ubevidst, tror, at de er nødt til at leve op til en tilpasset udgave af dem selv for at være værd at elske.
Min definition af kærlighed er følgende: Sand kærlighed er ubetinget kærlighed til hele pakken. Det er, når vi netop elsker hinanden med det hele – med alle vores lyse og smukke sider og med alt det, der er besværligt og skævt. Når vi lever autentisk, er vi det hele. Når vi finder kærlighed til det hele i os selv og holder op med at dømme, vil vi opleve, at andre møder os på samme måde: med kærlighed til det hele. Jeg ønsker, at mennesker omkring mig er helt tro mod sig selv. Det er trygt for mig, fordi jeg ved, hvor jeg har dem, og smukt, fordi jeg får lov til at se hele mennesket.
Jeg oplever igen og igen, både med klienter og i mine grupper, at vi netop fatter sympati for hinanden, når vi viser, hvem vi er, også med alt det, der er sårbart og svært. Vi tror, at vi skal gøre eller være på en bestemt måde, for at andre kan lide os. Men jeg oplever netop, hvordan det forholder sig modsat: Når vi tør møde hinanden i et medmenneskeligt møde, hvor vi er ærlige med alt, hvad det indbefatter at være mennesker, så er der samhørighed mellem os fra vores essens. Når vi ikke tør lade masken falde og møde hinanden fordoms- frit og uden forbehold, bliver mødet mellem mennesker i stedet overfladisk og ligegyldigt.
Hvis du ønsker nære, givende og kærlige relationer i dit liv, må du starte med at skabe præcis det samme forhold til dig selv.. Når du lærer at elske dig selv, så vil du samtidig forstå at behandle andre på samme kærlige og respekt- fulde måde. Det vil komme af sig selv og føles helt naturligt.