Life&Beyond

Forældregrupper erstatter mødregruppen

Fødselsberetninger og diskussioner om ammeteknik. Mange forestiller sig måske, at mødregruppen er kvindedomæne og uden interesse for de mange fædre, som hidtil kun har fulgt med fra sidelinjen. Men nu tyder det på, at der gøres op med mødremonopolet – fædrene skal inddrages i et forældrefælleskab som rummer både mænd og kvinder.

25 kommuner har nu, ifølge Berlingske, oprettet forældregrupper i stedet for de institutionaliserede mødregrupper.

Else Guldager, sundhedsplejske og ph.d. i sundhedsvidenskab mener, at initiativet kan fremme, at de nybagte forældre får snakket sammen på en ny måde som forebygger mulige konflikter og skilsmisser. Else Guldager har igennem flere år været med til at udvikle kommunale koncepter for forældregrupper.

Hun mener, at grupperne er mere tidssvarende til det moderne forældreskab – og så hjælper familiegrupperne på samhørigheden i familien. Ifølge Else Guldager sikrer forældregruppen, at de nybagte forældre får en god dialog og viden omkring barnets udvikling helt fra starten af.


Den nye faderrolle

Faderrollen har efterhånden ændret sig en del og derfor har nutidens nybagte fædre ikke de samme store rollemodeller i deres egne fædre, som man måske havde førhen.

De har brug for andre steder at gå hen, når de skal lære, hvordan man er far, forklarer Else Guldager.

“Fædre i dag har heller ikke stærke rollemodeller i deres egne fædre. De vil gerne være fædre på en anden måde. Og i forældregruppen oplever de, at deres overvejelser om den rolle bliver taget alvorligt,”  forklarer Else Guldager.

Derudover har det været essentielt i udviklingen af de nye forældregrupper, at mænd og kvinder interesserer sig i forskellige ting omkring barnet.

”Groft sagt er det sådan, at når et par venter barn, forestiller kvinden sig et barn, hun skal amme og skifte ble på, mens manden forestiller sig én, han kan spille fodbold med eller sætte op på cyklen. Det er to helt forskellige perspektiver på forældreskab, når det kommer til barnet,” siger Else Guldager.

Mænd vil gerne lære om faktuelle ting omkring barnets udvikling, fx hvordan hjernen udvikler sig og kvinden er meget opmærksom på barnets tidlige trivsel og behov for omsorg. Derfor er programmet også lagt sammen sådan, at der er noget som taler til begge køn.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *