Er jeg en paryk – eller tørklæde-pige?

Pernille Højland-Rønde: mor, kone, ven, nabo, veluddannet, arbejdsom, personlighed, kronisk syg, pletskaldet, humoristisk, livstræt, livsglad, positiv, fighter og blogger på stay-positive.dk.

Pletskaldethed er én af de værste bivirkninger ved min psoriasisgigt (kroniske smerter). Lægerne mener, at det var en bivirkning af den medicin, jeg fik. Det var en stor sorg.  Og man kan sige, at det at tabe mit hår og pludselig være pletskaldet tvang mig til at gøre status over min kvindelighed og min personlige stil. Den måde jeg så mig selv på. Hvilken slags skaldet ville jeg være? Hvordan ville jeg bære mig sygdom? Ville jeg gemme den, eller ville jeg annoncere den for hele verden? Med andre ord: ville jeg være en tørklæde-person eller en paryk-person?

Tørklæde-personen ved, at alle vil se, at hun er skaldet og højst sandsynligt drage konklusioner eller spørge hvorfor. Paryk-personen håber, at selvom folk opdager parykken, så vil de antage, at hun bærer paryk, fordi hun ikke vil tale om hvorfor og gerne bare passe ind – som før sygdommen.

LÆS OGSÅ: Får jeg nogensinde hår igen? 

I første omgang, da alopeciaen (pletskaldethed) indtraf, besluttede jeg, at jeg ville være en paryk-person. Kun kampen med kommunen gjorde, at jeg ikke gik med paryk fra starten. Der gik mere end et halvt år fra første plet, til jeg blev bevilliget paryk. Jeg ville gerne passe ind i min omverden. Jeg ville gerne ses på, som jeg altid er blevet set på. Jeg har haft min diagnose, psoreasisgigt (kroniske smerter) i ca. 10 år. Men andre mennesker har jo aldrig kunnet se på mig, at jeg var syg. Den usynlige sygdom. Men nu, med alopeciaen, blev det hele pludseligt så tydeligt. Alle kunne se, at noget var forandret – og jeg ville bare så gerne være mig selv – status quo.

LÆS OGSÅ: Jeg lever et dobbelt liv

Endelig fik jeg bevilliget min paryk. Vi hentede den hos parykmageren – hele familien. En rigtig familietur. Børnene pegede på parykker og hatte, talte med parykmageren og så på, da han klippede resterne af og parykken til. Det var det. Et stk. glad familie gik ud af forretningen, ud i solen – alle med hår – og hen til isbutikken for at få den største is. Valget faldt på en pæn, beskeden brun paryk. Frisuren var meget naturlig. Jeg havde haft præcis den samme frisure tidligere, da jeg selv havde hår. Så for folk der kendte mig, var der ikke den store forandring – hvis man så bort fra det halve år med hatte. Niels mente dog, at vi skulle forsøge os med en lang blond paryk… altså når vi nu havde muligheden. Jeg overrulede ham, og vi endte med den brune page. Den så ikke paryk-agtig ud – mere som om jeg lige havde fået en rigtig god klipning.

Jeg stod midt i en seriøs samtale med en anden, og denne mand går forbi og smider en kvik bemærkning. Jeg svarer igen. Ping-pong. Ping-pong. Og så er det, han siger: “Pas på… eller jeg river parykken af dig”. Whaaaaattttt? 

Håret – eller fibrene – faldt pænt og havde blødt pandehår. Jeg så afslappet ud, men cool og ovenpå for første gang i lang tid – ikke stiv og på vagt som tidligere. Jeg gik med den hver dag de efterfølgende tre måneder. Indtil vendepunktet… Jeg var til et arrangement. Et fåtal til dette arrangement ved, at jeg bærer paryk. Her er en mand, som jeg sædvanligvis joker og ping-ponger med. Dette fortsætter gennem middagen og resten af aftenen. Sådan set fint nok. Jeg er ikke sart. Jeg kan klare meget og kan også sagtens svare igen. Jeg har altid en rap replik at svinge lige tilbage igen. Denne gang blev jeg dog ramt. Jeg stod midt i en seriøs samtale med en anden, og denne mand går forbi og smider en kvik bemærkning. Jeg svarer igen. Ping-pong. Ping-pong. Og så er det, han siger: “Pas på… eller jeg river parykken af dig”. Whaaaaattttt? Jeg er målløs. Tårerne pibler frem. Ikke flere smarte bemærkninger. Jeg har ikke flere. Kun tårer. Jeg får hurtigt sagt godnat og løber grædende over gårdspladsen til mit hotelværelse. Lækkert sted. Jeg tænder den store, luksuriøse bruser og står hulkende under det brændende vand. En masse spørgsmål presser sig på: Er det virkeligt så tydeligt, at jeg går med paryk? Hvor ville han hen med den bemærkning? For ingen går jo med paryk for sjov. Er det ok at gøre grin med alvorlig sygdom? Han kunne jo ikke vide, om jeg kæmpede med kræft. Og denne sygdom er nu heller ikke for sjov. Men han fik mig alligevel til at tænke. For pludselig føltes parykken falsk. Jeg følte mig falsk, når jeg havde den på.

Jeg besluttede, at mit sandere jeg ville bære tørklæder. Jeg ville gøre denne usynlige sygdom til et statement. Jeg var jo ikke flov over at have alopecia eller over at være kronisk syg. Jeg ville gå ud og møde verden i mine hatte og tørklæder – og så kan diskretionen gå ad h… til. Nu står parykken på stativet på badeværelset. Til fuld skue for alle, der går derind. Den er lidt skummel at se på. Som et spøgelse – bare meget mere velplejet end mig. Det tog lidt tid. Jeg kom ned med nakken. Men så rejste jeg mig – og så blev der købt hatte og tørklæder, som var det en olympisk disciplin. Jeg har nu tørklæder i alle farver og til alle lejligheder. Jeg binder dem – stort og stolt. Det er mit stille statement. Jeg kæmper med mange ting – men jeg kæmper med et smil og forsøger at “Stay Positive”. Så næste gang I ser mig og mit store tørklæde, så skal I ikke tænke, at det er synd. I skal tænke, at vi alle kæmper med noget – men at det er måden vi rejser os igen, der viser vores sande jeg. Vores karakter skal altid være større end vores omstændigheder. Og så gælder det altid om at finde humoren og det positive i enhver situation – især de svære.

/Pernille Stay Positive

Følg Pernille på Instagram under @staypositive_blog og på Facebook under Stay Postive  

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet