Mit navn er Christina. Jeg er 25 år og bosat på Sydsjælland. At proppe mig med mad og søde sager, når livet gør ondt, har jeg nok egentlig altid gjort, men de sidste fire år har det været så slemt, at mit liv nærmest ikke har handlet om andet.

“Jeg burde bare dø” er den eneste tanke, der farer rundt i hovedet på mig, mens jeg står der foran spejlet og vejer næsten 90 kilo. Jeg hader min blævrende mave og mine appelsinhudsbefængte lår, og fantasien om at skære fedtet af med en kniv er nogle gange en tand for livlig. Det eneste, jeg har kæmpet for de sidste fire år, er at være slank og veltrænet. Jeg vil bare være perfekt. Er det virkelig for meget at forlange?

“Jeg burde bare dø er den eneste tanke, der farer rundt i hovedet på mig, mens jeg står der foran spejlet og vejer næsten 90 kilo”

Jo hårdere jeg prøver på at opnå et vægttab, desto mere umuligt synes det for mig. Til sidst er det det eneste, jeg drømmer om, og 90 procent af min tankekapacitet går til tænke over, hvad jeg skal spise, hvad jeg skal træne, og hvordan min drømmekrop ser ud.

LÆS OGSÅ: Jeg donerede æg til min søster

“Når jeg har tabt mig, så…” var en sætning, der fløj ud af munden på mig flere gange dagligt. Til sidst kunne jeg ikke fysisk holde mig fra den plade chokolade, der lå i køkkenskabet, og før jeg så mig om, stod jeg febrilsk og proppede det i mig, som var det det sidste, jeg nogensinde fik at spise. Bagefter var jeg total omtumlet og havde svært ved at sætte ord på, hvad der var sket. Det næste, jeg gjorde, var at stikke chokoladepapiret så langt ned i skraldespanden som overhovedet muligt, så min kæreste ikke ville opdage det. Kort efter kom det – selvhadet.

“Det næste, jeg gjorde, var at stikke chokoladepapiret så langt ned i skraldespanden som overhovedet muligt, så min kæreste ikke ville opdage det”

Jeg hadede mig selv, torden og fucking lynild. “Din latterlige undskyldning af et menneske, du kan kraftedeme ikke finde ud af en skid” hviskede jeg rasende til mig selv, mens jeg bandt mine løbesko og slugte en koffeinpille.

LÆS OGSÅ: Jeg lever et dobbeltliv

Efter et par år med denne adfærd sad jeg en dag i min sofa og stirrede ud i luften. “Hvad er der galt med mig?” tænkte jeg. Tårerne løb ned ad mine kinder, og sorgen over hvordan jeg levede mit liv var nu uundgåelig. “Er det her livet? Hvis det er, er jeg ikke sikker på, at jeg gider det.” Jeg greb min computer og googlede “Lider jeg af overspisning?”, og pludselig kunne jeg ikke ignorere det længere. Det stod klart og tydeligt: Jeg har en spiseforstyrrelse. “Jeg går aldrig mere på kur” skulle jeg sige ud i luften og love mig selv højt og helligt aldrig at hoppe på “LCHF-dukan-no-sugar-only-apples-and-air”-kuren.

“Pludselig kunne jeg ikke ignorere det længere. Det stod klart og tydeligt: Jeg har en spiseforstyrrelse”

Hvordan overspisning kommer til udtryk er fuldstændig individuelt, men i virkeligheden kan man sammenligne det med andre slags misbrug. Det er noget, man tyer til, når der er noget, man ikke kan holde ud. Når man eksempelvis spiser en plade chokolade, udskiller hjernen det glædesstof, der hedder Serotonin, og derfor føler du straks, at du får det bedre. Ligesom når du drikker alkohol, har sex eller dyrker motion.

I Danmark er der omkring 40.000 mennesker, der lider af overspisning og knapt 5000 af anoreksi. Jeg mener, overspisning er en overset tilstand og ønsker derfor gennem min blog at bringe lidt mere fokus på det.

Overspisning og overvægt skal i allerhøjeste grad opfattes som et symptom på, at noget er galt.  
Hvis du pludselig sidder og har kværnet to plader chokolade og en pose chips, så spørg dig selv: Hvad skete der? Hvad gik galt? Hvad skete der i dig, siden du havde brug for at proppe dig med salt og sukker? Husk at bevare den kærlige og omsorgsfulde tilgang til dig selv, og vær positivt nysgerrig på, hvad der sker i situationen, hvor du overspiser.

“Hvis du pludselig sidder og har kværnet to plader chokolade og en pose chips, så spørg dig selv: Hvad skete der? Hvad gik galt?”

Et år senere kan jeg med stolthed i stemmen sige, at jeg endnu ikke har været på slankekur, og endnu bedre at jeg næsten er helbredt. Jeg blev tvunget til at revurdere mine værdier og veje drømmen om et lykkeligt liv op mod det at se et bestemt tal på min badevægt – hvad vejer mest? Det stod så klart for mig, at det næsten var grinagtigt.

_______

3 GODE RÅD

1. Tal kun til dig selv, som du ville tale til din bedste veninde

2. Overvej om restriktioner hjælper dig, eller om de bidrager til mere kaos, frustration og overspisning.

3. Vid, at tallet på vægten ikke definerer dig og dit værd. Nævn tre af dine kvaliteter hver dag, som ikke nødvendigvis er baseret på dit udseende, for at minde dig selv om, at du er mere end et nummer.

_______

Er du interesseret i mere? Besøg min blog på www.densociale.bloggersdelight.dk