Hvad har gjort dig til den du er i dag?
Alt det, du har oplevet i dit liv, har været en form for „træning“ i at være dig. Vi oplever smerte og udfordringer som en naturlig del af livet. Men nogle gange kan vi næsten komme til at “sidde fast” i livet, fordi vi ikke giver slip på smerten. Og her kan vi sidde rigtigt længe.
Derfor vil jeg gerne dele med dig, hvordan du kan give slip på fortiden.
Hvis du bærer på en “gammel” smerte, kan du måske forestille dig, hvor utrolig livgivende det ville være at komme videre og efterlade din fortid – i fortiden. Ville du måske ligefrem føle dig lettere, og være gladere og mere til stede i dit liv, hvis du gav slip? Det betyder ikke, at du ikke ærer din fortid, men blot at det nu er tid til at integrere dine oplevelser, så du kan leve fuldt og helt!
LÆS OGSÅ: Sofia Manning: Er du klar til dit livs eventyr?
Find gaven
Hvis du har en oplevelse i din fortid, som du har svært ved at give slip på, er det måske fordi den rummer en gave, som du endnu ikke har fået øje på? Måske er du blevet klogere på hvad du ønsker dig af livet, eller måske har du lært en særlig lektie om kærlighed, ydmyghed, tålmodighed, smerte eller åbenhed?
Lav en brainstorm
– Hvad mon du lærte af den oplevelse?
– Hvilke erfaringer gjorde du dig?
– Hvad vil du aldrig gøre igen pga. denne oplevelse?
– Hvad vil du være mere opmærksom på?
– Hvordan vil du behandle andre pga. Denne oplevelse?
– Hvad vil du altid sørge for at sige eller aldrig mere finde på at sige?
Kig på dine notater og reflektér: Hvis du skulle få øje på én god ting, du har fået ud af oplevelsen, hvad var det så? Har du evt. lært mere end én ting?
LÆS OGSÅ: Sofia Manning: Sådan hjælper du kærligheden på vej
Hvis du har lyst kan du skrive ned, hvad du har lært. At have det på skrift kan hjælpe dig til fokusere på gaven i din fortid.
Lav et ritual
Hvis du har besluttet dig for at give slip på en del af din fortid, en historie som dræner dig eller en dårlig vane, så kan du lave et ritual, der manifesterer beslutningen: Skriv historien/oplevelsen ned, eller find et foto eller en ting, som symboliserer det, du vil give slip på. Brænd papiret og spred asken et smukt sted, eller begrav papiret eller symbolet i haven, på en mark eller stranden. Du kan også sætte en flaskepost i vandet. Sørg under alle omstændigheder for, at afskeden bliver så smuk, personlig eller kærlig, at du definitivt kan sige farvel.