Bryd tabuet! Sofie blev misbrugt som barn

Facts

Landsorganisationen Mod Seksuelle Overgreb arbejder for at bekæmpe alle former for seksuelle overgreb ved at aftabuisere, synliggøre, forebygge og afhjælpe følgerne af seksuelle overgreb.

Landsorganisationen tilbyder ikke behandling, men formidler kontakt til behandlingscentre og medlemsorganisationer, der yder hjælp, støtte og rådgivning. 

Læs mere her

På ChriChri-redaktionen er vi altid åbne for læserhenvendelser. Vi tager meget gerne imod ris, ros og ideer til, hvad vi skal skrive om. Da 21-årige Sofie spurgte, om vi ville bringe hendes historie, var vi ikke et sekund i tvivl. Hendes historie fortjener at blive fortalt. Som barn oplevede Sofie, hvordan hele hendes verden væltede. I et års tid blev hun udsat for seksuelle overgreb. Men det mest smertefulde var familiens reaktioner, og den offerrolle og skyldfølelse, som hun ufrivilligt fik. Nu bryder Sofie tabuet og fortæller, hvordan hun overlevede denne hårde periode i sit liv og kom styrket ud på den anden side på trods  af de seksuelle overgreb, hun oplevede som barn.  

”Jeg har kun fortalt den her historie til min kæreste. Ellers er der ingen, der kender til, hvad jeg har været igennem,” fortæller Sofie, da hun begrunder, hvorfor hun gerne vil være anonym her i artiklen. 

Det er dog med en vis ambivalens, at hun har taget det valg, for hun har lyst til at stå frem og sætte ord på, hvad der skete dengang.

”Der er et eller andet i mig, der har lyst til at dele det her. Men jeg tør ikke. Min mor har nemlig ikke taget det så pænt, men vi har stadig et tæt bånd, for jeg er et familiemenneske. Jeg vil gerne holde fast i min lille familie”, fortæller Sofie. 

Sofie fortæller, at der stadig er mange usagte ting, som hun ønsker at fortælle sine forældre.  Hun vil gerne fortælle dem om sine oplevelser, og hvilke følelser hun gik igennem. Hvordan hun følte sig helt alene, og at ingen vidste, hvordan hun rent faktisk havde det. Ingen forstod hende, og ingen gav hende lov til at træde ud af den offerrolle, hun blev placeret i – det måtte hun selv sørge for. Hun flyttede hjemmefra i en alder af 16 år og gjorde op med den skyldfølelse, som plagede hende.

”Jeg har overhovedet ikke ondt af mig selv. Sket er sket. Men jeg er bare så ked af alle de mennesker, som er blevet ramt- udover mig. De har haft mere ondt, end jeg har. Og de har kæmpet en kamp, som i virkeligheden var deres sorg i stedet for min. De har kæmpet for deres egen skyld – fordi jeg havde ikke ondt dengang”, fortæller Sofie. 

Muligt at komme videre

Sofie ville ikke være et offer for hverken fortidens hændelser, hendes uvidenhed som barn eller psykologens dom: ”Du får aldrig et normalt sexliv, og du vil få svært ved at være intim og i et forhold”.

Siden hen skulle det udsagn dog vise sig ikke at være den absolutte sandhed i Sofies tilfælde.  Selv om overgrebene satte deres spor, og  at det selvfølgelig er noget, der stadig påvirker hende den dag i dag, ville hun ikke acceptere, at hun ikke skulle kunne finde kærligheden. I dag bor hun sammen med sin kæreste, som hun har kendt i tre år. Sofie fortæller, at det virkelig har hjulpet hende at møde kæresten. At de er i gang med at opbygge et liv sammen har virkelig været godt for hende, og Sofies helt store drøm er at skabe sin egen familie og at give sine børn en anden barndom, end hun selv havde. 

”Jeg følte, at jeg blev kastet rundt som barn. Først blev jeg placeret på et hjem, indtil der var styr på politi-sagen, og hvor jeg skulle bo. Dernæst blev jeg tvunget til psykolog, selv om jeg måske endnu ikke var parat til at tale om sagen. Jeg ville bare lege eller være teenager. Men det tog lang tid, før jeg kunne få lov til det. Det var faktisk først, da jeg kom på gymnasiet og flyttede til København, at jeg følte mig fri igen”, forklarer Sofie.

Skyldfølelsen

Når hun var ked af det, skyldtes det, at hendes forældre var sønderknuste. Det var deres sorg og skam over, at hun var blevet seksuelt misbrugt af morens kæreste, som var det værste. Det var nemlig et hav af store følelser og reaktioner, som mødte den 11-årige Sofie, da hun kort før  en familieferie fortalte, hvad morens kæreste, havde fået hende til.

”Min mor sagde, at det ikke passede, hvad jeg sagde, da jeg fortalte om de seksuelle overgreb. Han er en god mand, sagde hun. Hun sagde, at jeg havde ødelagt ferien. Det gav mig en kæmpe skyldfølelse”, fortæller Sofie.

Og skyldfølelsen var faktisk værre end selve overgrebene, for som Sofie forklarer det, var gerningsmanden så snu, at han kom helt ind på livet af hende – og fik det hele til at virke så naturligt og normalt. Hun vidste ikke bedre, og han bad hende ikke om at lyve for familien. Der var desuden heller ikke noget af det, som han gjorde, der var ubehageligt eller gjorde ondt. Så det som hænger fast i dag, er spørgsmålet om, hvorfor hun ikke bare sagde fra dengang – hvorfor forstod hun ikke, hvad der foregik? 

”I dag tænker jeg, at  hvis bare jeg havde bedt gerningsmanden om at stoppe, så havde jeg skånet mine forældre for en masse følelser. Men jeg vidste ikke dengang, at det var forkert, hvad der foregik.
Det, jeg nogle gange har manglet, var i virkeligheden at møde andre, som også føler, at det ikke er selve overgrebene, men derimod folks reaktioner, som har været værst”, siger Sofie.

Når det hverken gjorde ondt eller virkede forbudt på dét tidspunkt, spørger Sofie sig selv, hvorfor hun var nødt til at fortælle sine forældre om overgrebene.

”Jeg har jo ødelagt noget i mine forældre ved at sige det. Så hvorfor skulle jeg sige det? Min far blev utroligt ked af det”, fortæller Sofie, da hun sætter ord på den altoverskyggende skyldfølelse, som hun har taklet alene.

I dag har hun vendt episoden i barndommen til en styrke, som hun kan bruge til noget. Hun ser sig selv som en stærk person, fordi hun har gennemlevet de her ting og er kommet godt ud på den anden side. Hun lærte at tage ansvar i en ung alder, og det ser hun som en styrke, hun kan trække på.  

”Når jeg står i en svær situation i dag, tænker jeg tit: ”Jamen du har jo klaret de,t der er værre,  så du skal nok også kunne klare det her. På den måde formår jeg at bruge det som en styrke”, siger Sofie.

Men det har taget meget lang tid at komme dertil på egen hånd. Sofie har aldrig snakket med andre, som har været igennem det samme som hende, men det ville hun ønske, at hun havde, for det har taget hende mange år at finde frem til, hvordan hun skulle takle skyldfølelsen.

”Når jeg gik til psykolog, følte jeg, at det var hammeregoistisk af mig: At der var en, som skulle sidde og høre på mine problemer. Sådan havde jeg det. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en person, som jeg kunne dele det med – én, der havde været igennem det samme. Det ville have hjulpet mig”, forklarer Sofie.

’Sket er sket’

Sofies budskab til pårørende, der befinder sig i samme situation, som hendes forældre gjorde, er klart: I stedet for at placere barnet i en offerrolle og hele tiden fremhæve, hvor synd det hele er, så acceptér at sket er sket. Og tænk i stedet på, hvad der kan gøres for barnet lige nu og her.  Sofie følte hverken, at hun blev set eller forstået dengang.

Hendes håb er, at både pårørende og børn, som har været igennem det samme som hun og hendes familie, kan snakke mere åbent omkring, hvordan man håndterer det. Hun håber, at der vil være nogle jævnaldrende med hende, som kan læse det her og nikke genkendende til noget af det. At man ikke bare vil ses som et offer. Det blev hun hele tiden konfronteret med, og hun foretrækker at blive set som en vinder. En, som har været igennem noget og nu er meget stærkere. Som sagt er hendes helt store drøm, at opbygge sin egen familie og vise, at en barndom kan være anderledes.

”Jeg tror på, at det her har givet mig nogle egenskaber både som mor og som menneske generelt. Og så håber jeg, at dem, der har brug for det, kan læse det her og se, at man kan komme videre. Jeg ville selv ønske, at jeg havde kunnet læse om en pige, som havde klaret det”, siger Sofie afslutningsvist.



Sofie vil gerne være anonym i denne artikel, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.  

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet