Forestil dig, at du er klædt i en florlet sommerkjole. Du sidder i solen og mærker, hvordan dens stråler varmer dig, mens en let brise sørger for, at sveden ikke løber ned ad dine armhuler. Måske kan du også høre fuglekvidr, fordi fuglene nyder denne tid på året lige så meget, som du gør. Omkring dig har du nogle af dine kæreste venner, og stemningen er god….
I din hånd har du et smukt vinglas fyldt med roséfarvet kærlighed, for det er nemlig international rosédag i dag, og det skal naturligvis fejres med (mindst) et glas rosé!
Vi kan ikke love, at vejret arter sig lige så godt, som i vores fantasi – det er jo Danmark, vi bor i… – men drømme kender ingen grænser!
Team ChriChri er aldrig bleg for en fest, så selvfølgelig skal vi også have et glas rosévin, når det langt om længe bliver fyraften. Vi drikker i dag I AM Rosé. Hvorvidt vinen skal nydes ude eller inde, må tiden vise, men vi drømmer i hvert fald om florlette sommerkjoler og bare ben, når først vi har fået et glas rosé i hånden.