Life&Beyond

Sådan vælger du en god flaske vin

Cabernet Sauvignon, Merlot, Shiraz eller Chardonnay? Det kan være forvirrende med alle de forskellige fancy navne og utallige druetyper, når du skal vælge en god flaske vin… Heldigvis har vi her samlet nogle gode råd til dig, hvis du ikke ligefrem er ekspert på området.

Find ud af hvad din vin skal bruges til

Først og fremmest skal du finde ud af, om du skal sidde og nyde din vin eller om det er en vin, der skal passe til maden.

Vælg vin til din mad

Match vinen til maden ud fra hvilken egn din mad kommer fra. Skal du spise middelhavsmad, kan du meget passende matche maden med en vin fra middelhavslandene. Skal du spise nordisk mad, kan du gå efter en naturvin eller en biodynamisk vin, der har subtil smag, eller hvis menuen er inspireret af det asiastiske køkken, kan du vælge en oversøisk vin.

Kend vinens skelet

Vin har et skelet, den er bygget op omkring. Skelettet består af sødme/tørhed, frugtsyre og garvesyre. Druerne har forskellige frugtsyrer, som slår igennem i vinen, og frugtsyre kender vi typisk fra frisk frugt som æble, appelsin og citron. Det er frugtsyren, der får mundvandet til at løbe. Garvesyren kommer fra druernes skal, kerner og stilke og har en udtørrende effekt.

Sæt sødt til sødt

Sødmefulde retter (fx retter med barbecue sauce) skal du matche med en sød vin – typisk en halvtør. Til dessert er tommelfingerreglen sødt til sødt. Den søde mad får vinen til at fremstå mere tør, og derfor skal vinen helst være endnu sødere end maden.

Læs etiketten på bagsiden af vinen

Etiketten på bagsiden af vinen angiver, hvad vinen indeholder. Etiketten fortæller typisk om aromaen på frugtsiden, og hvilke druer vinen indeholder. Normalt vil det også være angivet, hvorvidt vinen har lagret på fade.

Lagring på egetræsfade giver typisk nogle fyldigere vine og matcher godt med kraftige retter.

Lær din drue at kende

De druer, der er plantet flest steder i verden, kan man statistisk tage for de druer, der er mest efterspurgte. Den blå drue, der er plantet flest steder i verden, er Carbernet Sauvignon, mens den grønne er Chardonnay. Derudover er Shiraz også meget udbredt.

Køb ikke nødvendigvis den billigste vin

Den dyre vin er ikke nødvendigvis den bedste, men den billigste vin er sjældent den bedste.

Vinmarkedet er i høj grad drevet af pris. Teknikken har udviklet sig ekstremt meget de seneste 30 år. Vinproducenterne er blevet mere præcise til at fremstille den vin, der er oppe i tiden her og nu. Forbrugeren får en bedre vin til prisen i dag, end man gjorde før i tiden. Til gengæld er meget af den vin, der købes i supermarkedet, blevet standardiseret til en bestemt pris og et bestemt niveau. Kvalitetsvine som Bordeaux, Bourgogne og Champagne etc. er modsat blevet dyrere på grund af større efterspørgsel.

Tag et billede af etiketten

Et godt tip er at tage et billede af vinens etikette, når du smager en vin, du synes smager godt. Det bevidstgør dig om, hvad det er for en, du drikker. På den måde vil du fremover kunne genkende område, drue og højst sandsynligt også vinens navn.

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *