Cappuccino, Caffe Latte, Café Au Lait, Café Romano, Espresso, Latte Macchiato, filterkaffe, pulverkaffe, Irish Coffee, Café Americano etc. etc. etc… Listen over forskellige slags kaffe kunne fortsætte i al uendelighed! Kaffe er livsnødvendigt for os – i hvert fald hvis du spørger Team ChriChri! Vi tror på, at der ikke er det, som en kop kaffe ikke kan løse. Med andre ord så elsker vi vores kaffepauser, og selvfølgelig skal vi deltage i verdens største af slagsen!
På grund af klimaforandringer kan kaffebønderne i nogle af verdens fattigste lande ikke længere producere den samme kvalitetskaffe eller de samme mængder kaffe, som de kunne førhen, og de tjener derfor heller ikke penge nok til at kunne forsørge sig selv eller deres familier. For at skabe opmærksomhed omkring dette problem har nonprofit mærkningsordningen, Fairtrade, stablet verdens største kaffepause på benene! Det foregår i løbet af d. 13, 14 og 15 maj, hvor du kan støtte bønderne og være med til at gøre en forskel. Alt, du skal gøre, er at drikke en kop Fairtrade-kaffe – nemt, ikk’?
LÆS OGSÅ: 7 råd til den perfekte kop kaffe
For at deltage i kaffepausen skal du tilmelde dig her, drikke en kop Fairtrade-kaffe d. 13, 14 eller 15 maj og evt. vise dit engagement på Facebook eller Instagram for at sprede budskabet! For at få så mange som muligt til at støtte op om kaffebønderne har Fairtrade endvidere kreeret hashtagget #fairtradechallenge til formålet.
Team ChriChri er mere end villige til at drikke en ekstra kop i pausen – især hvis det kan gøre en forskel for andre. Har du lyst til at gøre lidt mere ud af det end blot at drikke en kop Fairtrade-kaffe, kan du jo samle venner og familie til en kaffepause og gøre det til en hyggestund!
LÆS OGSÅ: Kend din kaffe