Life&Beyond

 Magisk oprydning? Det lyder jo fortryllende!

Facts


Magisk oprydning

Af Marie Kondo

– Køb bogen her –

Her på redaktionen er vi en god blanding af rodehoveder og ordensmennesker. Nogle efterlader ting de mest underlige steder, mens andre nærmest ikke kan gå 10 skridt uden at rydde noget op. Vi er faldet over den interessante bog “Magisk oprydning”, som vi vist alle kan lære noget af 😉

Forfatteren er japaneren Marie Kondo, som er en såkaldt oprydningsekspert. Hun er kommet på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2015, hvor hun er i fornemt selskab med blandt andre Barack Obama og Angela Merkel.

Marie Kondo er også at finde på YouTube, hvor hun blandt andet viser, hvordan man folder T-shirts og organiserer undertøj.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan får du styr på dit klædeskab!

I bogen får du den perfekte opskrift på, hvordan du bringer dit hjem i orden. Metoden, hun benytter sig af, har hun valgt at opkalde efter sit kælenavn, KonMari.

KonMari-metoden går i al sin enkelhed ud på at afskaffe roderi én gang for alle. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, men det kan altså lade sig gøre! Det vigtigste er, at du begynder med at smide ud, for på den måde kan du nemlig organisere din bolig grundigt og gennemført på én gang. Den gyldne regel er, at du skal huske at rydde op i den rigtige rækkefølge. På den måde vil du nemlig opnå de bedste resultater. Der er faktisk kun to opgaver involveret i oprydningsarbejdet: At smide ud og at beslutte sig for, hvor tingene skal være. Det vigtige er så, at man begynder med at smide ud, og at man sørger for at blive helt færdig med denne opgave, før man begynder på den næste opgave. Så vil du efter sigende aldrig opleve tilbagefald i form af uorden. Et rent og pænt hjem for altid – det kan vi lide!

LÆS OGSÅ: Så ofte bør du gøre rent!

I øvrigt mener forfatteren, at det ikke kun er rodet, der forsvinder – du bliver nemlig også selv forandret og får måske mod på at gøre dine drømme til virkelighed. Hvem havde troet, at oprydning ligefrem kunne ændre ens liv? Tilbage er der vist kun at sige: På med arbejdshandsken og sæt i gang!

Her kan du læse et uddrag af bogen, hvor Kondo forklarer, hvordan man begynder på den rigtige måde:

“Begynd på den rigtige måde”

“Ved dagens begyndelse er du fyr og flamme, når du går i gang med oprydningen, men før du har set dig om, er solen ved at gå ned, og du er næsten ikke kommet nogen vegne. Med et sæt går det op for dig, hvad klokken er, og du hen- falder til fortvivlede selvbebrejdelser. Og hvad står du med i hænderne? Meget ofte er det et af dine yndlingstegneserie- hæfter, et fotoalbum eller en anden genstand, der vækker gode minder.

Selvom jeg råder dig til at begynde at rydde op efter kategori, ikke efter rum, og samle alting på én gang, betyder det ikke, at du kan begynde med en hvilken som helst kategori. Vanskeligheden ved at vælge, hvad der skal gemmes, og hvad der skal smides ud, afhænger i meget høj grad af kategorien. Når folk kører fast på halvvejen, skyldes det som oftest, at de har taget de sværeste kategorier først. Begyndere skal ikke starte med ting, der vækker minder, som f.eks. fotografier. Ikke nok med at selve mængden af enkeltgen- stande i denne kategori som regel er større end i nogen af de andre, det er også langt sværere at træffe en beslutning om at gemme dem eller ej.

Ud over tingenes fysiske værdi er der yderligere tre faktorer, der giver vores ejendele værdi: funktion, information og affektionsværdi. Når elementet sjældenhed kommer til, bliver det endnu mere kompliceret at vælge, hvad der skal smides ud. Folk har svært ved at kassere ting, de stadig kunne bruge (funktionel værdi), som indeholder nyttig information (informationsværdi), og som er forbundet med følelser (affektionsværdi). Når tingene er svære at få fat på eller erstatte, bliver det endnu sværere at smide dem ud.

Det bliver meget mere ubesværet at beslutte, hvad der skal gemmes, og hvad der skal ud, hvis du begynder med ting, hvor det er lettere at træffe beslutningen. Efterhånden som du arbejder dig frem mod de vanskeligere kategorier, optræner du din evne til at beslutte. Tøj er det nemmeste, fordi det som oftest er alt andet end sjældent. Derimod har fotografier og breve ikke blot stor affektionsværdi, men de er også enestående; derfor bør de gemmes til sidst. Dette gæl- der især fotos, fordi de har det med at dukke op hele tiden, mens du sorterer andre kategorier, og på de mest uventede steder, som mellem bøger og papirer. Den bedste række- følge er: først tøj, derefter bøger, papirer, tilfældige småting (komono) og til sidst minder og ting med affektionsværdi. Denne rækkefølge har også vist sig at være den mest effektive, når det gælder vanskelighederne ved det efterfølgende valg af opbevaringssted. Endelig skærper denne rækkefølge vores intuitive fornemmelse af hvilke ting, der vækker glæde i os. Hvis du kan accelerere beslutningsprocessen bare ved at smide tingene ud i en bestemt rækkefølge, synes du så ikke, det er et forsøg værd?”

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *