Ifølge statistikken får en ud tre danskere konstateret kræft. Halvdelen af dem dør. Alle de, der får kræft, har pårørende! Som alle står lidt i baggrunden og må lægge deres behov til side for at tage sig af den syge. De usynlige, der står tilbage, når en af deres pårørende er død, og som nu skal leve livet igen – eller de skal finde ud af at leve et helt nyt liv. Og det kan være ret svært.

Jeg er en del af statistikken. Min mor døde af kræft i 2008 efter et halvt års sygdom. I 2011 døde min far, dog ikke af kræft, men af en blanding af sygdom og sorg over at have mistet den kvinde, han havde været gift med i næsten 40 år – hun blev bisat på deres 40- års bryllupsdag. Det var en kold dag den 1. november 2008. Der var frost i jorden og hendes urne, som blev overbragt min far af en embedsmand, var pyntet med røde silkebånd. Det var en lettelsens dag. Nu var hendes sygdomsforløb og hendes død ligesom lagt ned et helt bestemt sted på Næstved Kirkegård.

Det var der, resterne af den kvinde, der havde født mig, nu lå, og endelig var der et håndgribeligt sted, hvor man igen kunne besøge hende. 691 dage efter min mors død – på Mors Dag, da døde min far også. Flere som deltog i hans bisættelse, sagde: ’Det er ligesom sidste år’, en reference til min mors bisættelse. Hans urne blev nedsat på præcis det samme sted, som min mors. Nu er de så sammen, og jeg er forældreløs. Når man ikke selv har mistet en forælder, er det svært at forholde sig til det. Det er en abstrakt følelse og sorg – ligesom når man ikke selv har fået et barn – det er svært at forstille sig den kærlighed, der følger med ens eget barn. Jeg har derfor samlet to veninder Simone Lykke og Jannie Helle Lykke Jensen, begge mistede en forælder i 2014, til en snak om det at være efterladt og det at håndtere døden og sorgen – og sig selv. 

LÆS OGSÅ: Tegn dig til et bedre velvære!

Sygdommen

Jannie: Min mor døde i maj i 2014 og blev bisat den sidste forårsdag, den 31. maj. Min mor var syg i 9 måneder. Hun havde lungekræft og metastaser i hjernen.

Simone: Min far var syg i 7 måneder, leverkræft. Den 11. december 2013 samledes vi alle sammen. Jeg er fra en kernefamilie – far og mor, der har fået 4 børn. Vi søskende samledes derhjemme, mens mine forældre var hos lægen for at få diagnosen. Min mor ringede og sagde, at det var kræft. Vi knækkede helt sammen. Den der tryghed, jeg er vokset op med, livet, som man kender det, bliver revet væk under én på et splitsekund.

Da han kom ind ad døren – han havde det svært, når vi børn græd – sagde han med et glimt i øjet: ”Jeg har noget, I ikke har”, for at lette stemningen lidt, selvom det var svært.

Marlene: Min mor gjorde det samme den dag, hun fortalte mig, hun havde kræft. Hun sagde, at nu kunne hun spise alt det chokolade, hun ville, for det ville helt sikkert ikke fede mere.

Simone: Vi fandt hurtigt ud af, det var terminalt, men jeg lavede alligevel en crowdfunding, hvor jeg samlede 50.000 kr. ind til behandling i Frankfurt i håb om, at det ville hjælpe. Det blev kun til to behandlinger dernede. Han lurede jo selv ret hurtigt, at der kun var én vej. Min søster og jeg flyttede hjem, så han kunne være hjemme med os alle omkring sig.

Vi købte sådan nogle pink heldragter og kaldte os for ’Team Daddy’. Hver gang, han åbnede øjnene og så os fjolle rundt omkring ham i de der grimme dragter, smilede han og sagde: ”Gud, jeg troede lige, jeg var kommet i himlen”. Det grinede vi meget af. Vi holdt humøret højt, men det var enormt hårdt. Her ligger den supermand, man elsker allerhøjest, pludselig syg og svag. Jeg gik på kompromis med mange ting i mit liv.

“Her ligger den supermand, man elsker allerhøjest, pludselig syg og svag. Jeg gik på kompromis med mange ting i mit liv. Med mine venner og især min daværende kæreste.“

Med mine venner og især min daværende kæreste. Det gik fra at være ’Projekt – Jeg skal redde min far’ til ’Projekt – min far, uanset hvor mange sekunder han har tilbage, så skal han leve og rejse herfra med et kæmpesmil på læben’.

Jannie: Jeg havde det på samme måde. Vi var alle sammen samlet hos min onkel, mens vi ventede på, min mor skulle komme tilbage fra sygehuset med den endelige diagnose. Og jeg var lige startet på 5. semester på universitetet og skulle i gang med min bacheloropgave, og det hele kørte bare derudaf.

Min mor og far var skilt, hun boede i Jylland sammen med min søster, og jeg og min bror var i København. Vi var der alle børnene, og efter hun kom tilbage fra sygehuset, var vi sammen hele weekenden og havde egentlig bare en hyggelig weekend. Vi gik ture og plukkede æbler, blommer og alt muligt. Men da jeg kom tilbage til København og min opgave, så måtte jeg give op. Jeg kunne ikke koncentrere mig – hver gang jeg kiggede i en bog, gik mine tanker bare alle mulige andre steder hen. Så i december tog jeg orlov. Og den sidste måned, der i starten af maj, skulle hun til nogle scanninger og samtaler, og jeg kunne bare mærke, jeg skulle være der. Så jeg tog plejeorlov og var hjemme hos hende den sidste måned.

Jeg sov ved siden af hende hver nat. Det var ret sindssygt at ligge der ved siden af hende. Til sidst var det ikke min mor mere. Hun havde den her tumor i hjernen, og jeg skulle hjælpe hende med alt, og vi blev så let uvenner, og det var ret hårdt. Man vil så gerne glemme den sidste tid, men det kan man bare ikke. De sidste 10 dage var hun indlagt på Vejle Sygehus. Vi var der alle sammen hele tiden.

Marlene: Mine forældre var begge meget private om deres sygdom. Jeg er meget misundelig på jer, når jeg hører, hvordan I deltog i deres sygdom. Da min mor var syg, holdt mine forældre sammen og ville ikke rigtig tale om det. Som om de ville skåne os børn for det. Det var først bagefter, da min mor var død, at jeg fandt ud af, min far havde sparet op eller var ved det, så hun kunne komme til Kina og blive behandlet der. Men undervejs var de meget private. Og jeg var ret sur over det, men følte, jeg overskred deres grænser ved at trænge mig på. Så jeg ved egentlig ikke så meget om min mors sygdomsforløb. Jeg så hende måske 6 gange på de 6 måneder, hun var syg.

Jeg følte mig ikke velkommen hjemme. Dagen før hun døde, ringede min far til mig. Jeg talte i telefon og vidste bare, at han ringede med dårlige nyheder. Jeg blev i den telefonsamtale i alt for lang tid, mens min far ringede igen og igen. Jeg vidste bare, at mit liv ville blive forandret for evigt, når jeg tog hans opkald.

“’Marlene, jeg vil så gerne dø. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer. Det er bare fordi, jeg savner mor simpelthen så meget’. Det var svært ikke at bryde fuldstændig sammen der”

Og til sidst måtte jeg gøre det, og jeg var på Nørrebro og satte mig på en bænk. Han sagde, at det var på tide at komme hjem. Og så gik alting bare rigtig hurtigt. Min kusine hentede mig og min søster, og så var det huhej til Næstved. Vi kom på sygehuset, og det var ligesom om, min mor blev sur: ’Hvad laver I her alle sammen? Er det fordi, I tror jeg dør nu?’ og så sendte hun os ud for at spise mad. Hun orkede ikke, vi var der. Og min mor var typen, man alligevel bare føjede. Hun sagde: ’Tag nogle penge i min pung, jeg skal ikke bruge dem alligevel’. Og så gik vi ud og spiste. Eller jeg drak en dobbelt mørk rom.

Med min far var det anderledes. Den weekend, han døde, havde jeg været sammen med ham hver dag, og dagen før han døde, sagde han til mig, da jeg kom ned på sygehuset og kyssede ham på kinden: ’Marlene, jeg vil så gerne dø. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer. Det er bare fordi, jeg savner mor simpelthen så meget’. Det var svært ikke at bryde fuldstændig sammen der. Men jeg sagde, at det var ok. Du må gerne dø’, sagde jeg til ham. 

Døden

Simone: Han døde kl. 22.00. Der var en sygeplejerske hjemme hos os, og han havde for første gang fået morfin den morgen. Vi kunne ikke længere holde ud, han beklagede sig over smerter. Hans vejrtrækning var meget uregelmæssig, og man var hele tiden i alarmberedskab. Jeg syntes ikke, han havde trukket vejret i 100 år og kaldte ud til sygeplejersken. Hun kom ind, tog hans puls og gav os det der ”Han er død”-blik. I ved, det der medfølende blik. ”Hent mor!”, sagde min lillebror, og i det samme trak min far vejret kraftigt ind igen. Det virkede, som om han ubevidst ønskede, at vi alle sammen skulle være der.

Min mor kom hurtigt ind: ”Er det nu?”, spurgte hun. Og vi nikkede. Så satte vi os rundt om ham og nussede ham, og forsikrede ham om, at vi nok skulle passe godt på hinanden, og han måtte have det smukt og dejligt, der hvor han nu skulle hen. Imens lå han helt fredfyldt og sagde: ”Jaa. Jaa”. Og så gav han slip. Det var meget særligt.

Jannie: Vi havde været på sygehuset i 10 dage, og de havde været så søde at lade os alle sammen være der. Min mormor og lillesøster på stuen med min mor, og jeg og min bror i nogle sofaer i en opholdsstue. Hun kunne hverken tale eller bevæge sig de sidste dage, og tidligt om morgenen blev vi vækket, og nu var hun død. Vi havde også sagt til hende, hver eneste dag, at hun godt måtte give slip. Og da hun så døde, så tænkte jeg: ’Nå, ok, endelig’.

Marlene: Jeg tænkte det samme, da min far døde. Han havde også været så syg så længe og savnet min mor så meget. Da min søster ringede søndag nat kl. ca. 00.30, tænkte jeg det, inden jeg tog telefonen. Endelig! Det havde været så opslidende. Jeg havde i 4 år levet med en syg forælder. Jeg var lettet over, det endelig var slut. Det var ikke helt det samme, da min mor døde. Hun døde kl. 10 om formiddagen. Vi kom for sent. Hun var død, da vi kom. Så jeg så ingen af dem tage deres sidste vejrtrækning. Men vi tilbragte 6 timer med min mor, efter hun var død. Man skal jo ligge på stuen med en snor til en klokke i hånden, hvis man nu vågner op og slet ikke er død. Så da jeg så hende død, lå hun med en blomst i hånden og en snor til en klokke. Hun så smuk ud. Og så kom der en præst. 

“Det er din livshistorie nu. Du er hende, med den døde forælder.”

Min far var meget religiøs, så han ville ligesom have en ceremoni. Min mors brødre, vi børn og min kusine var der. Og så var der en nadver, og vi fik sådan et lille shot. Og så skålede vi og sang en sang, og det hele var bare så mærkeligt. Så tog vi hjem og købte smørrebrød på vejen. Så drak vi en øl og spiste rejemadder. Det var virkelig absurd.

Da min far døde, kunne jeg først tage det første tog om morgenen, så han havde ligget alene i så mange timer, da min søster og jeg ankom kl. 6 om morgenen. Jeg er så sur på mig selv over, jeg ikke blev den søndag. Vi lavede en ceremoni for ham også om eftermiddagen i kapellet. Han lignede Skriget. Maleriet. Han var ikke lige så smuk, som min mor havde været.

Simone: Vi omfavnede hinanden, da han var død. Vi stod tæt i en cirkel og sagde: ’Godt kæmpet, familie’. Han blev hos os hele natten, og da vi vågnede om morgenen, havde hans dødsstivhed sat et smil på hans læber. Det var ret vildt. Min lillebror og jeg pyntede hans kiste og kastede alt muligt ned i den. Han ville have hadet det – på den gode måde. Der var tegninger fra børnebørnene og medaljer, jeg havde givet ham under sygdomsforløbet, hvor der stod ’WINNER’ på.

Marlene: Vi puttede virkelig også meget i min fars kiste. En pakke cigaretter, han havde gemt, siden han var holdt op med at ryge, som han ville have med. Og en lighter, han også ville have med. Min mor fik tegninger, og så havde jeg skrevet et brev til hende, som jeg havde læst højt for min kusine dagen før, så ordene havde været sagt højt.

LÆS OGSÅ: Emma Holten om at være stærk

Livet Efter

Jannie: Noget af det allerførste jeg tænkte, da min mor lå der død, var, at nu ville jeg aldrig nogensinde henvende mig til nogen og sige: ’Mor!’. Det er så mærkeligt.

Simone: Det er mærkeligt at skulle lære kun at sige jeg skal hjem til mor og ikke hjem til ’mor og far’.

Marlene: De der dage lige efter en død, er så mærkelige. Man kan stå og se på et menneske og så bare tænke: ’Dit liv, det er bare helt normalt. Det var ligesom i går, og det bliver ligesom i morgen. Jeg har lige mistet min mor. Min mor er lige død. Fatter du ikke det, menneske?’. Man går rundt i en klokke, og så går verden bare videre derude.

Jannie: Jeg valgte at tage på højskole, efter min mor døde. Der skulle ske noget nyt. Det var i den periode, hvor alle stadig gik med fløjlshandsker. Det var så tunge møder med mine veninder. Og de her nye mennesker, de havde aldrig kendt min mor eller mig, før min mor, så jeg havde ligesom nogle andre forventninger til dem. Jeg forventede ikke, de spurgte. Hvorimod med mine gamle venner, så kan man godt blive lidt ked af det, når de glemmer at spørge ind.

Simone: Man vil gerne have, at alle andre også synes, at det er vigtigt, at ens far er død. Det er det bare ikke.

Marlene: Jeg har oplevet, at jeg følte, venner tænkte, om jeg ikke snart var færdig med at sørge. Men det bliver jeg ikke. Den dag, min mor døde, mistede jeg noget i mig selv, sådan lige ved solarplexus, og det hul er aldrig blevet fyldt ud igen.

Jannie: Jeg tænker på min mor hele tiden. Det er pludselig blevet definitionen af mig. Jeg var på første date sidste lørdag. Jeg havde så meget lyst til at fortælle om min mor, men det er så tungt. Er det noget, man siger på første date? Men hvis ikke, hvornår så? Jeg følte mig som en weirdo.

Simone: Ja, det er også en del af mig. Min far fik kræft og døde. De her sidste to år har lært mig så meget om livet. Mit liv er ikke kun blevet trist og mørkt, det er også lyst og smukt. Jeg har lært ufattelig meget om mange ting.

Marlene: Det har jeg ikke. Jeg har det sådan, hver gang vi skifter årstid. Så bliver det forår, og det var der, min far døde, og så bliver det efterår, og så døde min mor, og så er det jul, og hver måned er der en eller anden reminder. Jeg har tacklet det skidt nogle gange. Jeg har taget rigtig mange drukture. Det var min måde at glemme på. At gå på druk. Det er sgu ikke konstruktivt. 

Hvad så nu?

Simone: Min reaktion, da min far døde, var først forløsning. Og et stykke tid efter var det sådan lidt eufori. Ja, han er død, men jeg kunne ikke have bedt om et bedre forløb. Så det var faktisk først et halvt år senere, hvor jeg fik en kæmpe knytnæve i hovedet. Savn og sorg, og det slog mig: Hvor fanden er min far egentlig henne? Der var nogle måneder, hvor jeg tænkte, hvad meningen var med det hele. Min far var død. Mit livs kærlighed. Man kan godt føle sig alene i sin sorg, også selvom vi er en stor familie, for man ønsker ikke at hive andre med ned, hvis de nu er inde i en god periode. Vi skal jo alle sammen finde ud af at integrere vores far i vores liv igen. Jeg fandt for eksempel for første gang fotoalbums frem forleden dag. Jeg er klar til at få ham ind i mit liv igen. Jeg var ikke ked af det. Det er vores historie med vores far – og en god en.

Jannie: Det er ikke, fordi jeg har sagt, at jeg ikke skal have børn. Jeg vil gerne have børn, men jeg tør bare ikke.

Simone: Jeg skal have børn. Og de kommer til at høre så meget om deres morfar. Han bliver en del af deres historie, også selvom han ikke er her mere. For han er en del af mig – min fortælling.

Marlene: Jeg har svært ved at give slip. Jeg er nu forældreløs. Der er ikke længere mennesker i mit liv, der SKAL elske mig. Lige meget hvad. Det var også det, der var dråben til, at jeg ikke skal have børn, fordi jeg har ingen familie. Jeg har bare mig.

Jannie: Det er din livshistorie nu. Du er hende, med den døde forælder