Lisbeth er den sjove og folkekære skuespiller, som især har brilleret i mange af DR’s serier. Vi husker hende især fra den spændende politiske serie Borgen og klukkede af grin, da vi så ”I Hegnet”. Lisbeths nyeste produktion er ”Mens vi presser Citronen”, som kunne ses på DR december sidste år. Denne serie skildrer livet for moderne pressede børnefamilier og er skrevet af Lisbeth selv.
Jeg bliver enormt irriteret… når jeg arbejder sammen med folk, som ikke forstår, at vi arbejder frem mod samme mål. Folk, som har skjulte hensigter eller er intrigante og har albuer fremme ene og alene for deres egen skyld. Jeg prøver selv altid at have fokus på målet og tager processen med stor glæde – og elsker at indgå i gode teams, hvor der er højt til loftet, stor ærlighed og plads til at fejle – men med bevidstheden om, at vi gør det sammen – og hvor lederskabet er klart defineret, selvfølgelig!
LÆS OGSÅ: Youtuberen Carla Mickelborg: ”Drøm stort og vær åben!”
Jeg holder mig i balance ved… at prøve på at være ærlig i alle relationer – private som arbejdsmæssige. Og så dyrker jeg yoga på mit gulv, hører rigtig god musik, spiser det bedste, jeg kan finde, men den bedste balance finder jeg i kontakten med andre mennesker – kort og godt!
Det vidste du ikke om mig… men jeg går enormt meget op i horoskoper og katte. Horoskoper kan være alle slags – ja, det er sgu rigtigt, alle slags – fra de helt tarvelige i et dårligt ugeblad til de mere specielle fine, man betaler penge for. Katte er de mest interessante dyr i verden. Vi har en kat, som jeg elsker overalt på jorden. Den har sgu sin egen babysitter!
“Kvinder dominerer helt vildt. De bestemmer over boligindretningen, madplanen og fælleskalenderen. Så kan manden sidde med alt det kedelige”
Har du nogensinde været til Clairvoyant/Numerolog/Astrolog eller lignende? Ja da – jeg bliver træt og modløs, hvis jeg i en periode har glemt at dyrke det spirituelle. Jeg er ikke buddist, og jeg har ingen ritualer – for mig ligger det spirituelle/religiøse lige foran os hele tiden – vi behøver ikke stresse rundt for at finde det. Livet er ikke sort og hvidt, og der er meget, vi slet ikke begriber.
LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: “Jeg lytter til mit hjerte”
Hvordan var det? Jeg har både været hos en voodoopræst i en landsby i Haiti, hvor et par damer var blevet til zombier og kravlede rundt på jordvejene, hvor vi boede, og jeg har været til tarotlæsning i køkkenet hos en god veninde. Jeg har mødt en dame, der kunne fortælle mig, hvad min søn var i sit tidligere liv – og jeg har været hos spåkone i et cirkus. Jeg er mega- nysgerrig og er ikke for fin til noget.
Hvad synes du, at vi kvinder burde være bedre til i dagligdagen? At give vores mænd lov til at styre hjemmet lige så meget, som vi selv gør. Kvinder dominerer helt vildt. De bestemmer over boligindretningen, madplanen og fælleskalenderen. Så kan manden sidde med alt det kedelige som fælleslånet, pensionsopsparingen og støvsugning af bilen.