Sådan fejrer Christiane jul

Denne artikel er oprindelig bragt i ChriChri Magasinet ‘The Christmas Issue’, bliv abonnement på ChriChri Magasinet HER og få mange flere artikler som denne.

__________________________

Kære ChriChri-læser

Under normale omstændigheder var denne artikel blevet indledt med ordene: ”jeg ææææælsker jul”.  Formentlig efterfulgt af noget skriveri om hjertevarme ritualer og glædelige juleminder. Men da Christiane lige nu er stærkt optaget af at fodre min søn, har jeg tilladt mig at stjæle hendes laptop (der i øvrigt har verdens mest uoverskuelige skrivebord og en meget fedtet skærm). Christiane har nemlig stresset mig de sidste par dage ved konstant at bede mig minde hende om ”den der juleartikel, hun skal nå at skrive”, og jeg må derfor tage sagen i egen hånd. Så i stedet for en glamourøs omgang juleklip får I her historien om, hvordan julen ser ud fra den anden side af spisebordet.  Eller bagsiden af julehjertet, hvis man er så dramatisk anlagt.

LÆS OGSÅ: Lina Rafn: “Fra dag til dag skiftede, hvordan jeg så ud, og alle bemærkede det”


Allerede inden december måned begynder, er der for længst pyntet oppe i hele vores hus. Kaminen ligner, at den er bygget af gran, og der findes ikke en eneste vindueskarm, der ikke er transformeret til et julealter. Indimellem har jeg faktisk Christiane mistænkt for at have lokket mig med til købet af det her hus, udelukkende for at hun nu kan få et 5 meter højt juletræ til at pynte i hallen. Som jeg så kan få lov at bortskaffe bagefter. Personligt havde jeg syntes, det var nok med nogle få kravlenisser spredt moderat i stuen, men Christiane omdanner glædeligt huset til julemandens værksted, så snart chancen byder sig. Det har jeg efterhånden accepteret, at jeg ikke kan lave om på, og det kan basalt set heller ikke være anderledes, hvis hun skal nå at bruge de 9 flyttekasser julepynt, hun opbevarer i kælderen. 
Jeg har som sådan heller ikke noget imod, at Christianes jul starter før Magasins, havde hun bare holdt sig til den allerede akkumulerede pynt. Problemet er, at hun simpelthen ikke kan forlade huset uden at komme hjem med et eller andet billigt ornament fra Netto, der er så smurt ind i sølvglimmer, at man efter én berøring ligner, at man har danset tæt med en svedig technodancer fra 90’erne. Christiane er kort sagt det, man kalder en ”samler”. Og hendes fetish tager til ved juletid. Skulle hun nogensinde sige andet, har jeg et grimt lille, 40 cm højt brugskunstjuletræ fra Føtex anno 2012 stående inde i spisestuen, der siger noget andet. Og når jeg siger grimt, mener jeg virkelig grimt.  Men hun insisterer på, at det skal gemmes og hives frem hvert år. Så ligesom man nødig fortæller et barn, at julemanden ikke findes, nænner jeg simpelthen ikke at smide det ud bag hendes ryg. Dog frygter jeg, at det kan ende med at være en tradition at have det stående. Da traditioner absolut ikke er noget, man piller ved i Christianes familie. 
I min familie har juleaften de sidste mange år forløbet sådan her; man spiser, danser om træet, hvis det er børn til stede, og flår så gavepapiret af årets indkøb. Derefter kan man så slappe af og tage aftenen i det tempo, man måtte få lyst til. Men næ, nej, ikke hos Schaumburg-Müller. Her gør man alt, der hører sig til, og når det så er gavetid, rammer aftenen sit klimaks. Her sidder man sporadisk spredt i biblioteks-stuen med champagne eller te og overværer nøje hver eneste gaveudpakning. En ad gangen bliver der hentet en gave under træet i den tilstødende stue.

Derefter betragtes og beundres gaven for sin indpakning. Inden den forsigtigt pakkes ud (så papiret kan bruges igen næste år). Og alle i lokalet stemmer entusiastisk i med et hjerteligt ”nøøøj, hvor er den fin”, når december måneds mest solgte roman glider ud af det antikke franske gavepapir. Og selv dér går der noget tid, før den næste gave hentes under træet. For som en personlig gestus er hver gave vedhæftet et kort, der ikke kun har anført afsender og modtager, men også en begrundelse for, hvorfor lige netop denne gave gives. Alt i alt en potentielt langtrukket affære.  
Med tiden har jeg lært, at man bedst overlever gaveriet ved at iføre sig en sweater med rensdyrmotiv. Det får dig til at ligne, at du deltager aktivt i aftenens udskejelser, selvom du bare passer dig selv ovre i hjørnet. Her kan man så sidde uforstyrret med sin te, lige indtil man selv er afsender eller modtager af næste gave. Som de fleste mænd er jeg ikke synderligt god til rollen som modtager. Jeg får selvfølgelig sagt det obligatoriske tak og kan endda strække den til et kram. Men som på min fødselsdag er jeg helst foruden gaver.

Sådan forholder det sig selvsagt ikke med Christiane. Nej, hun overrækker mig hvert år en udførlig liste med ønsker. Selvfølgeligt specificeret med mulig forhandler-beliggenhed og alternativer i tilfælde af, at varen ikke længere er på lager. Hvorvidt hun har luret mig og egentlig bare giver mig en indkøbsseddel, aner jeg stadig ikke.  Men det er tænkeligt, da jeg ikke ejer to sekunders original gaveide og derfor plejer at bruge følgende strategi: Køb alt, der står på listen. Men selv det er ingen garanti for, at jeg finder det rigtige. Bl.a. gjorde min 90 procents farveblindhed mig ude af stand til at se præcist, hvor skrig-grøn Mulberrys signaturtaske egentlig var, indtil familiens kollektive ”nøøøj, hvor er den fin” slet ikke stemte overens med Christianes reaktion.

Jeg mener dog stadig, at jeg burde have fået point for at forsøge, da jeg mildest talt ikke har forstand på hverken modebrands, tøjindkøb eller farver.

En enkelt gang er det dog faldet ud til Christianes fordel, da jeg troede at Zara og MaxMara var én og samme forretning (jeg synes stadig, at skriften i deres logoer ligner hinanden). Så da ønskelisten nu engang havde ”brun jakke fra Zara” anført, kiggede jeg hverken nærmere på butikskilt eller beløb, inden jeg 3 minutter senere vadede op af Strøget med en brun kashmirjakke til samme pris som en jordomrejse. 
Men når så gaveorgiet endeligt er ved at være slut ved 2-tiden, kommer næste punkt på dagsordenen: maden. For i Christianes familie spiser man natmad juleaften (det troede jeg seriøst kun, at man gjorde til bryllupper). Og når jeg nu engang er flasket op med en irskbeslægtet juletradition, der har kalkun som hovedret dagen efter juleaften, må jeg jo tage Christianes ord for gode varer. Jeg stillede derfor heller ingen spørgsmål, da jeg forrige jul blev sat til at stå ude på terrassen i snevejr for at grille 2 ænder. Ja, bare sæt ham, der ikke spiser and, til at stå derude i kulden, mens der spises konfekt foran pejsen! Den ene and var selvfølgelig også teriyakimarineret, da Christiane jo altid liiiige skal prøve noget nyt og ikke kan finde ud af at holde sig til opskriften (der var i øvrigt ingen, der spiste af teriyakianden).

Apropos mad så må jeg faktisk hellere få afsluttet den her artikel. Jeg har noget urutineret været dum nok til at prale med at kunne lave æbelskiver fra bunden, og nu har jeg udsigt til at bruge aftenen i køkkenet. Så jeg vil derfor forlade jer med de bedste julehilsner og et lille spørgsmål. Hvis julemanden flyver verden rundt med gaver den d. 24 december, hvorfor er der så ingen i Danmark, der vågner op til gaver d. 25 december?

Glædelig jul & godt nytår

– Liam

På vegne af familien Schaumburg-Müller O’Connor

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet

Gaven til mændene i dit liv

Annonce The-Basics.dk er en dansk webshop, der har specialiseret sig i undertøj og strømper til mænd. Tøjet sælges i praktiske flerstyks pakninger og leveres hurtigt