ChriChri har været i biografen for at se den nye romantiske komedie ”Why him”. Her kan du læse, hvad vi synes om filmen.
Hvad gør man, hvis ens elskede datter falder for den forkerte mand? Det ved den overbeskyttende, men kærlige far, Ned Fleming (Bryan Cranston) alt om. Over julen bliver han, konen Barb og sønnen Scott inviteret til Californien, hvor Ned og Barbs teenagedatter, Stephanie, går på universitetet. Turen skal vise sig at blive et levende mareridt for Ned, da Stephanie hurtigt præsenterer familien for sin nye kæreste, internetmilliardæren Laird Meyhew, som spilles af James Franco. Lairds mangel på manerer og overdådige livsstil får Ned til at afsky ham og han forsøger at overbevise Stephanie om, at hun har valgt den helt forkerte mand. Han sætter himmel og hav i bevægelse for at afsløre Laird i at være uærlig over for Stephanie. Samtidig forsøger Laird at bevise Ned, at han ER den rigtige for Stephanie, og kæmper hårdt (på sin egen særlige måde) for at få Neds anerkendelse, så han kan få lov til at gifte sig med Stephanie.
Er du typen, som elsker film som ’I Love You, Man’ og ’Meet the parents’, så er ’Why him?’ med stor sandsynlighed noget for dig, og det er ikke overraskende, at det er den samme instruktør, der står bag. Plottet minder også på mange punkter om ’Meet the parents’, bortset fra at den tager udgangspunkt i farens synspunkt, og ikke svigersønnens. Filmen indeholder scener, der er så tåkrummende pinlige, at du ikke kan lade være med at grine, men den byder også på romantik, og kemien mellem Laird og Stephanie er ikke til at tage fejl af.
Psst! Hvis du kunne tænke dig at se filmen, har den premiere den 25. December over hele landet.