Hvordan aktiverer du det bedste i dig selv?

Facts

”Vær til stede” – Af: Amy J.C. Cuddy

– Køb bogen her – 

29 millioner views taler for sig selv, og Amy Cuddy er da også langt fra en frøken hvem som helst. Hun har inspireret millioner af seere verden over med sin TED Talk om ‘styrkebefordrende stillinger’, og nu er hun tilbage for at lære verden at være nærværende. 

LÆS OGSÅ: 15 dages selvtillids challenge: tro mere på dig selv!

I bogen ”Vær til stede” præsenterer hun både forskningen bag de fascinerende krop-sind-effekter og de simple teknikker, som sætter os i stand til at være mere nærværende, yde vores bedste og lære andre at gøre det samme. 

Og det handler hverken om indre forvandling eller spiritualitet, men om de teknikker, der kan mobilisere vores personlige styrke, tilpasse vores adfærd, kropssprog og mindset i dagligdagen, lære os at møde udfordringer med selvtillid i stedet for frygt – og afslutte dem med tilfredshed i stedet for fortrydelse. 

Bogen bygger på grundig research, men fremstilles passioneret og let tilgængelig og indeholder beretninger om mennesker, der lærer at blomstre i pressede situationer i stedet for at frygte øjeblikket. 

Vi har her på redaktionen været så heldige at få et uddrag fra ”Vær til stede” af Amy Cuddy.
Vær forberedt på, at den både er fangende og tankevækkende!

Læs uddraget her:

Hvordan svaghed lænker jeget (og hvordan styrke sætter det fri) 

Jeg hører og læser historier om personlig svaghed hver eneste dag – i e-mails fra fremmede, i samtaler med studerende og til møder med medarbejdere fra alle lag i diverse organisationer. Selv om der er forskel på detaljerne, er den grundlæggende skitse ofte den samme: En forandring ledsages af noget, der i ens egne øjne opfattes som tab af magt og styrke og følges af usikkerhedsfølelser, ængstelse, modfaldenhed og nederlag. Derefter følger de fysiske svagheds- tegn med tab af selvsikkerhed og ærgerrighed.

”Jeg hører og læser historier om personlig svaghed hver eneste dag”

Denne stærkt svækkede tilstand, som kan komme af en lille forhindring eller bare de normale livsændringer, vi alle gennemlever, overbeviser os om, at vi ikke har magt og styrke til at styre de situationer, vi befinder os i. Som Cassidy skrev, begynder de gode muligheder så at ligne trusler, man skal undgå, og følelser af frygt forstærker yderligere vores fornemmelse af svaghed, og det holder os fastlåst i en udmarvende ond cirkel.

Socialpsykologen Dacher Keltner og hans kolleger belyser, hvordan denne cyklus fungerer: De mener, at magtfuldhed aktiverer et psykologisk og adfærdsmæssigt aktivitetssystem. Når vi føler os magtfulde, føler vi os fri – med kontrol over tingene, ikke truet, men trygge. Derfor er vi sporet mere ind på muligheder end på trusler. Vi føler os positive og optimistiske, og vores adfærd er stort set ikke hæmmet af socialt pres.

”Når vi føler os magtfulde, føler vi os fri”

På den anden side aktiverer svaghed et psykologisk og adfærdsmæssigt inhibitionssystem, som „svarer til et alarmsystem.“ Her er vi mere sporet ind på trusler end på muligheder. Vi føler os alment ængstelige og pessimistiske, og vi lader os påvirke af socialt pres, som hæmmer os, så vores adfærd ikke er repræsentativ for vores ægte jeg.

Når vi beslutter os for at gøre noget eller ej – invitere en anden ud, række hånden i vejret i en undervisningstime, måske endda tilbyde at hjælpe en anden i nød – fokuserer vi på en af to ting: enten de mulige fordele ved handlingen (for eksempel at vi får en ny kæreste, siger vores mening i klassen, eller er glade for at have hjulpet en anden) eller den mulige omkostning ved handlingen (for eksempel at vi føler os sønderknuste, lyder tåbelige eller virker dumme). Hvis vi fokuserer på de potentielle fordele, handler vi sandsynligvis og nærmer os derfor noget positivt. Hvis vi fokuserer på de potentielle omkostninger, handler vi sandsynligvis ikke og undgår derved mulige risici. 
Magt og styrke får os til at tilnærme os. Svaghed får os til at undvige.

Magt påvirker vores tanker, følelser, adfærd og endda fysiologi på helt grundlæggende måder, der direkte letter eller hæmmer vores nærvær, vores ansigt udadtil og selve den kurs, vores liv tager. Når vi føler os svage, kan vi ikke være til stede. På en måde er nærvær magt – en særlig form for magt, som vi kan overføre på os selv. (Husk på Julianne Moores iagttagelse, da jeg spurgte hende om nærvær: „Det er magt. Det handler altid om magt, ikke?“).

”Når vi føler os svage, kan vi ikke være til stede”

Skal vi være bekymrede for forholdet mellem nærvær og magt? Jeg mener, magt korrumperer, ikke? Det gør den måske, men magt kan også befri. Faktisk vil jeg driste mig til at sige: Magtesløshed korrumperer os sandsynligvis mindst lige så meget, som magt gør.

Det er vigtigt at forstå, hvordan magtesløshed forvrænger og vansirer os. Og det er lige så afgørende at vide, hvordan magtbesiddelse – en særlig form for magt – kan afsløre vores allermest ægte jeg.

LÆS OGSÅ: Hvad ville der ske hvis du sagde ”ja” til alt i en måned?

Jeg er vild med, hvad forfatteren og borgerrettighedslederen Howard Thurman har skrevet om emnet: „Der er noget i jer alle, der afventer og lytter efter lyden af det ægte i jer selv. Det er den eneste sande rettesnor, I nogen sinde får. Og hvis I ikke kan finde den, kommer I til at tilbringe hele livet med at danse for enden af de snore, en anden holder.“

Så vil du selv have snor i tingene, eller vil du lade andre gøre det for dig?

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet