Life&Beyond

Karen Strandbygaard: Jeg havde aldrig skrevet bogen, hvis jeg ikke selv havde haft angst

Facts

Se ikke væk

Af Karen Strandbygaard

– Køb bogen her –

Karen Strandbygaard er forfatteren bag bogen ‘Se ikke væk’ som udkom i sidste uge. ‘Se ikke væk’ er en thriller om Anna, som har angst. Efter hun har fået børn, er det kun blevet værre, og hun er hele tiden bange for, at der skal ske noget med hendes børn, eller at hun ikke gør det godt nok som mor og derved skader dem for livet. For at få lidt ro på det hele, rejser hun på en lang ferie til Thailand med sin mand og børnene. Men kort tid efter begynder Anna at frygte, at nogen er ude efter hendes børn.
Vi har taget en snak med forfatteren bag bogen, for at høre om tankerne bag bogen, og hendes egne oplevelser med angst.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Jeg kæmper med angst

Hvorfor har du valgt at skrive en bog omkring emnet angst?

Angst er enormt uhyggeligt og fascinerende på samme tid. En person, der har angst, har en større sensibilitet end mange andre, tror jeg, men den angste ser måske også ting, som ikke er virkelige. Jeg hvad lyst til at skrive en historie med en hovedperson med angst, fordi angsten ikke ser klart, og dermed blev min hovedperson også en utroværdig fortæller. Som læser kan du ikke vurdere, om hun har ret, når hun mener, der er nogen efter hendes datter. Det syntes jeg var velegnet til et thriller-plot, fordi man som læser er i tvivl, om hun har ret eller ej, samtidig med, at hendes paranoia efterhånden kryber ind under huden på en.  

Hvorfra fik du inspirationen til bogen?

Vi var selv i Thailand med børn, da vores yngste var otte måneder. Vi var afsted på barsel i seks uger. Vi havde valgt Thailand, fordi det er en sikker turistdestination. Der er vestlige hospitaler, god infrastruktur, og alle tager derned med små børn. Det virkede ufarligt og eventyrligt på samme tid. Men undervejs havde jeg en oplevelse af, at det slet ikke var så sikkert alligevel. Vi kørte rundt i gamle smadrede taxier uden sikkerhedsseler og børnesæder osv., og mens vi var der skete der en del uheld, hvor der var turister involveret, og så begyndte jeg at google Thailand som turistdestination og fandt ud af, at der dør temmelig mange turister i Thailand hvert år. Der er også en australsk journalist, som har skrevet en bog om, at Thailand er en af verdens farligste turistdestinationer, men at de har formået at holde det hemmeligt, hvor mange ulykker med turister, der er i landet. Jeg var ret optaget af det her. Altså i den der oplevelse af, at man er den eneste, som har opdaget at noget er farligt. At alle andre mener, det er trygt og sikkert og ikke forstår, at de skal passe på, at de er i fare. Det tænkte jeg var en god ide til en thriller.

Hvad er din egen historie med angst?

Jeg havde aldrig skrevet den her roman, hvis jeg ikke selv havde haft angst. Man bliver nødt til at have oplevet den følelse i kroppen, for at kunne skrive det ud i en hovedperson, tror jeg. Min egen historie er den, at jeg fik angstanfald, da jeg var i starten af tyverne. De kom ud af det blå, fra den ene dag til den anden. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg ringede hjem til min mor samme dag, jeg fik det første, og fortalte om, hvordan jeg havde haft det, og hun sagde med det samme, at det havde hun også haft, og at det havde min mormor også. Hun sagde også, at jeg ikke skulle være bange for det, at det var noget, jeg kunne få hjælp til at tackle. Og det fik jeg med det samme i form af psykologhjælp. 

Jeg var heldig at slippe for angstanfald efter et par måneder, og jeg tror selv, det var fordi, jeg fik hjælp med det samme. Siden har jeg aldrig haft deciderede angstanfald. Men jeg har haft en mere generaliseret angst og uro, som har fyldt i perioder, men som jeg også har fået psykologhjælp til at tackle. Alt i alt har jeg godt styr på min angst i dag, den fylder ikke i min hverdag, men den popper stadig op i perioder, når jeg er stresset. Og jeg er helt klart en bekymret mor – særligt når mine børn er syge.

Lige da min datter var startet i 0. Klasse i efteråret, ringede de en dag fra fritten og sagde, at hun ikke var dukket op efter skole, og de ikke kunne finde hende og hendes veninde. I sådan nogle situationer går jeg måske mere i panik end de fleste. Måske – og måske ikke. Jeg ser straks alle mulige rædselsscenarier for mig. Jeg kunne heller ikke bare vente på, at de selv ringede og havde fundet hende – jeg styrtede op til skolen og gik i gang med at lede i området mellem skolen og fritten. Jeg fandt dem også. Og så gjorde jeg mit bedste for ikke at lade min datter og hendes veninde mærke, at jeg havde bange. For den angst skal de jo ikke lide under.

Hvilke erfaringer har du med, hvordan man bedst muligt arbejder med sin angst?

Jeg tror, det er helt afgørende, at vi ikke skammer os over det. At vi tør fortælle om det og tale om det. Jo længere man går alene med angst, jo værre. Angst er en skamfuld følelse, fordi vi har et ideal i vores kultur, om at man skal være modig, udadvendt, i orden. Men hvad skal vi bruge de idealer til, hvis det ikke er sådan, vi har det? Det skal altid være i orden at fortælle, hvordan man det. Også når man har det skidt. Jeg ville ønske, vi blev bedre til at fortælle, hvordan vi har det, og jeg ville ønske, vi blev bedre til at tage imod og være åbne, når andre fortæller.

Dernæst vil jeg sige, at man ikke skal forsøge at klare det selv. Man skal få hjælp. En dygtig psykolog kan lære en at tackle angsten, så man kan leve med den – eller måske slippe den. Det er også vigtigt, at man giver sig tid til at finde den rigtige psykolog. Det er vigtigt, at kemien er i orden, så nogle gange er det måske ikke den første psykolog, man taler med, som er den rigtige for en. Jeg var igennem et par stykker, før jeg fandt en lidt ældre kvinde, som var bragende dygtig, og som jeg følte, jeg havde den rigtige kemi med.

LÆS OGSÅ: Mette Cornelius: Jeg har lært at leve med min angst

Hvem henvender din bog sig til?

‘Se ikke væk’ henvender sig til alle der kan lide spændingsromaner i Domestic Noir-genren, som samtidig giver et indblik i psyken.

Hvad ønsker du, at man som læser skal tage med sig videre, efter at have læst din bog?

Jeg håber, man både har grint og gyset og grædt. Jeg håber også, man har fået en fornemmelse af den desperation, der følger med angst, og jeg håber, man synes, man har læst en nervepirrende historie.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *