Mette Cornelius: Jeg har lært at leve med min angst

”Lad mig få lov at leve, indtil mine børn bliver voksne og meget gerne meget længere endnu.”

Nogenlunde sådan lød den sætning, der roterede i mit hoved, da jeg trillede rundt på villavejene med barnevognen i sommeren 2015. Nede i vognen lå den blødeste, sødeste og blideste lillebror, vi havde kunnet drømme om. Alligevel følte jeg mig mere sårbar og skrøbelig end nogensinde. Måske var det, fordi mit ansvar var fordoblet med hans ankomst, men det var helt sikkert også, fordi hans storesøster halvanden måned senere sammen med sin børnehave var blevet reddet ud af en bus, der i minutterne efter udbrændte fuldstændigt.

LÆS OGSÅ: “At være forældre til et barn med angst er som at have en løve i bur”

Den alt for kendte følelse af angst var kommet ud af det skjul, den ellers normalt gemte sig i i årets lyse måneder. Den var anderledes og voldsommere end tidligere, og den dag føltes det som om, det kun var min lille remse eller bøn, der holdte mig gående.

”Lad mig få lov at leve, indtil mine børn bliver voksne og meget gerne meget længere endnu.”

Min angst handler om døden. Jeg er simpelthen så bange for at dø. Det har jeg været, siden jeg var så lille, at jeg knapt kunne formulere det. Siden den dag min mor kom hjem fra hospitalet og fortalte mig og min bror, at min morfar var død. Og hun så satte sig på gulvet med armene rundt om os, mens hun græd og græd. Mine psykologer siger, at Mette på 3-4 år var for lille til at kapere at se sin mor gå i opløsning. At det er derfor, jeg kun kan erindre situationen set lidt oppefra, mens jeg kigger ned på det, der kun fremstår som en silhuet af min mor, storebror og mig selv. At det blev en ud-af-kroppen-oplevelse, fordi det var for voldsomt, og at det satte sig på tværs som et traume, fordi ingen opdagede, at jeg forstod alt for meget, ingen rigtigt snakkede med mig om døden, og ingen vidste, hvor store tanker der efterfølgende fyldte så meget, at jeg måtte gemme dem væk allerdybest nede og fik åndenød, bare de nærmede sig overfladen.

Jeg husker ikke min angst i de efterfølgende år. Faktisk var det først i mine 20’ere, at jeg blev opmærksom på den. Jeg havde i flere år haft det anstrengt omkring nytår. Det mindede mig om, at der så var et år mindre tilbage at leve i. En hæslig følelse, som jeg ikke forstod, da jeg som 20-årig pludseligt ikke orkede den planlagte nytårsaften med veninderne. Ikke kunne overskue overfladesnak med fremmede mennesker, når følelsen indeni var så dyb. Synes selv, at jeg var mærkelig, for jeg kendte jo ingen, der havde det på den måde. I hvert fald ingen der sagde det højt.

Og jeg skulle et godt stykke ind i 20’erne, før jeg opdagede mit eget mønster. At jeg, når efteråret trængte sig på, og jeg havde allermest travlt med arbejdet, lige så langsomt begyndte at få ondt alle mulige steder. Typisk i maven. Og gå til lægen. Med præcist samme symptomer som året før. Endnu en gang stensikker på, at noget var helt galt. Med bankende hjerte, tårer på spring, svedeture og kulsorte tanker derude i venteværelset. Blive sendt videre til præcist de samme undersøgelser som sidst af min læge, der heldigvis tog mig alvorlig hver gang. Og få præcist de samme svar om, at der intet var at finde. Blive lettet og så starte forfra, når næste symptom dukkede op.
Når så efterårssæsonen var overstået, og jeg endelig kunne holde fri og jul med familien, så blev tiden efter jul og frem mod nytår fuld af bekymringer, dystre tanker og alt for mange tårer. Januar var værst. En måned der slæbte sig afsted, og hvor det både buldrede og bragede og samtidigt var så trist indeni. Og som dug for solen, så når februar gik i gang, forsvandt angsten tilbage i sit skjul og lod mig være lige indtil næste efterår. Måske fordi efteråret lige var begyndt, dengang min morfar døede, måske ikke, hvem ved.

I de perioder kunne jeg stort set ikke læse aviser med alverdens sygdomshistorier på forsiderne, og hørte eller læste jeg alligevel om én, der var død af kræft, så gik der højst få dage, før jeg fysisk kunne mærke tilsvarende symptomer. Den dag en psykolog fortalte mig, at det der martrede mig indeni, var sygdoms- og døds-angst, blev jeg nærmest lidt glad. I hvert fald lettet. For så var jeg jo ikke bare mærkelig eller altid lidt anderledes end de andre. Eller jo, det var jeg måske nok, men nu havde den følelse pludseligt en årsag, og nu kunne jeg gøre noget ved den.

Den er bare ikke så nem at få bugt med, den angst. Selv om jeg gik til psykolog, og vi blev klogere og klogere på, hvad der triggede angsten hos mig, og hvordan man – i teorien – kan kontrollere den, så endte jeg alligevel i samme mønster året efter. Men jeg lærte at leve med angsten, jeg lærte at overhøre de første alarmsignaler, lærte at udsætte opkaldet til lægen – i hvert fald en enkelt dag.

Lige indtil den sommer på villavejene med Vester i barnevognen og remsen, der føltes mere og mere omklamrende. Den fredag gik jeg hjem og ringede til den sundhedsplejerske, der havde telefonvagten i mit område. Fortalte hende grædende, at jeg simpelthen var så bange for at dø fra mine børn. Og efter lidt snak rådede hun mig i stor alvor til at tage på psykiatrisk skadestue. En opfordring der gjorde mig fuldstændigt paf. For jeg var jo ikke syg. Jeg var bare bange. Hun havde selv arbejdet der, og fortalte, at det kunne man sagtens gøre i min situation. Men to ting holdte mig tilbage. For det første ordet psykiatrisk skadestue, som lød alt for dramatisk i mine ører. For det andet tanken om, at jeg måske ville møde nogen, der kunne genkende mig fra mit job som tv-vært. Det kunne jeg slet ikke overskue. Men faktisk havde det også lettet lidt at tale med en sundhedsplejerske, der tydeligvis tog mig alvorligt, og at vide, at jeg havde nødløsningen om psykiatrisk skadestue i baghånden i weekenden.

Jeg fik heldigvis ikke brug for nødløsningen, og så begyndte jeg at handle. Efter en periode uden psykologhjælp fik jeg anbefalet en kognitiv psykolog. Hun hjalp mig godt på vej ind i efteråret og alt, hvad dertil hører for mig.

Og da jeg nåede til januar, hvor min angst altid er værst, tog jeg til en akupunktør, som med nåle i mine ører skulle afhjælpe de kæbespændinger, som sommerens voldsomme angst havde ført med sig. Hun mente at kunne behandle angsten også, og pludseligt om aftenen, da jeg som så mange gange før stod i badet og igen mærkede noget, jeg frygtede var en knude, kunne jeg for første gang tænke tanker, jeg aldrig havde turde tænke tidligere. Ikke de sædvanlige panik-tanker men konstruktive tanker. Om hvad jeg skulle gøre, hvis nu min værste frygt blev til virkelighed. For mange vil det lyde banalt og selvfølgeligt, men for mig var det fuldstændigt revolutionerende.

LÆS OGSÅ: Irina Olsen: Jeg kæmper med angst

Efter den dag forsvandt min angst. Det var i januar 2016. Siden da har jeg kun mærket angsten 2-3 gange. I det sene efterår bare snerten af den – følelsen af, at ”nå ja, den er deromme endnu”, og dagen inden nytårsaften kom den så på besøg et par timer om eftermiddagen. Men jeg lod den være der – sagde til min mand, at jeg lige måtte trække mig lidt og lade ham om børnene – og så forsvandt den igen. Jeg har heller ikke haft de årlige tilbagevendende symptomer på alverdens skrækkelige sygdomme og foretaget de utallige opkald til lægen som tidligere. Så jeg tror faktisk, at jeg nu har fundet min vej ud af angsten.

Men jeg ved også, at den i en eller anden grad altid vil være en del af mig. Og den er en stor del af de overvejelser, der går på, om vi skal være en familie med to eller tre børn, for kan mit sind tåle at få ansvar for endnu et menneske? Jeg ved det ikke. Men jeg tænker meget på det. Ligesom jeg gør, når det gælder angst og min datter. For hun har, lige siden hun var 3 år, stillet mig spørgsmål om døden. Spørgsmål, jeg aldrig tidligere har turde beskæftige mig med. Men jeg har tvunget mig selv til at tale så meget med hende om det, som hun har haft behov for. Aldrig at lukke snakken ned, før hun var færdig, selv om afledning havde været det nemmeste – og tryggeste – i verden. Sådan prøver jeg at undgå at give mit traume videre. Sådan lever jeg med min angst.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet