Vil du gerne i teatret? Jamen, så har vi måske fundet forestillingen til dig! For 30 år siden, da Iben H. Philipsen kun var 21 år gammel, blev hun voldtaget. Oplevelsen har hun i dag brugt som udgangspunkt for en ny teaterforestilling om, hvordan man kan miste sig selv, men alligevel finde vejen tilbage til livet, kroppen og kærligheden.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: Om at være stærk

”Som et såret dyr ligger jeg under dynen. Men der er ingen gabende sår. Ingen blødende rifter. Ikke engang et blåt mærke på huden.” Sådan lyder en af teksterne fra teaterforestillingen BLOTTET, der er skrevet og instrueret af Iben H. Philipsen. For 30 år siden – en kold vinteraften – var hun på vej til fest på Panum Instituttet på Nørrebro hos nogle gymnasievenner. Hun er først på vej til festen nu, fordi hendes mor har holdt fødselsdagsmiddag tidligere samme aften. Men Iben kan ikke finde stedet, hvor festen bliver afholdt, så hun går søgende rundt på parkeringspladsen udenfor. Bag hende kommer en mand gående, som i retrospekt nok lidt for hurtigt kommer lidt for tæt på. Iben vender sig om og spørger, om han også skal til fest, og om han i så fald ved, hvor festen er. Men som forestillingen på de skrå brædder afslører, skal han ikke til fest.

Voldtægtsofret kommer i fokus

BLOTTET er fortalt ud fra ofrets perspektiv og med fokus på de gennemgribende, menneskelige konsekvenser, som en voldtægt har for ofret –og som Iben H. Philipsen desværre kender alt for godt. Den aften går hun overraskende roligt tværs over parkeringspladsen, hvor hun prajer en taxa hjem. Chaufføren er ’selvfølgelig’ en mand, men da Iben ikke ser andre udveje, sætter hun sig ind. Derhjemme venter hendes mor, et besøg på politistationen og en retsmedicinsk undersøgelse.

”I flere dage lå jeg bogstavelig talt under dynen som et såret dyr. Jeg skreg, hylede og var samtidig helt stille. Jeg kunne ingenting.”

Iben håber, at forestillingen kan være med til at belyse den her indre kamp, som hun blandt andet beskriver som en form for zombietilstand, hvor man er fuldstændig klar over, hvad der lige er sket, men samtidig finder situationen enorm uvirkelig.

”Jeg havde ingen blå mærker: Det var koldt, jeg havde dunjakke på, og han slog mig ikke. Og de blå mærker er der tit ikke. Nogen gange, men ikke altid. Og hvis de er der, så heler de jo igen. Men det der sker inden i én selv, det er forfærdeligt. Jeg følte eksempelvis, at mit selvbillede var blevet splintret i tusinde stykker.”

Overgrebet må ikke styre dit liv

I dag er det 30 år siden, at voldtægten fandt sted, og Iben H. Philipsen har fundet sig selv og glæden ved kærligheden igen. Men hun vil nok altid være mærket af oplevelsen.

”Heldigvis sker det ikke særlig tit, men nogle gange kan jeg stadig godt blive ramt af et øjebliks panik, hvis jeg befinder mig et øde sted om aftenen og pludselig hører eller fornemmer nogen komme løbende bag mig.”

Når man spørger Iben, hvordan hun er nået dertil, hvor hun er i dag, lægger hun vægt på, at hun ret hurtigt tog en beslutning om, at voldtægten ikke skulle få lov til at styre hendes liv. Derfor har hun også jævnligt udfordret sig selv ved eksempelvis at færdes ude alene om natten, gå alene hjem gennem fremmede byer og cykle gentagne gange gennem Fælled Parken – selv når det har været mørkt.

”Jeg følte en enorm vrede efter voldtægten. Og den vrede brugte jeg til at forme beslutningen om, at jeg ikke KUN vil være et voldtægtsoffer. Jeg både var og er rigtig mange ting, inklusiv et voldtægtsoffer.”

Teaterforestilling blev en forløsning

Derfor har Iben H. Philipsen også kviet sig ved at bruge sin egen oplevelse som udgangspunkt for forestillingen. Hun ønsker nemlig ikke, at det kun skal handle om hende.

”Det var derfor en kæmpe forløsning, da vi første gang spillede stykket og jeg kunne se, at både mænd og kvinder kunne spejle sig i historien. Folk kom ud fra salen med røde øjne, mens jeg selv var helt enormt glad.”

På samme måde har hun nydt skriveprocessen, selvom det har betydet, at hun skulle dykke ned i de gamle smertefulde minder. Undervejs gik det nemlig op for hende, at det måtte være præcis den her historie, hun skulle fortælle, hvis den, og måden hun fortæller den på, kan have så positiv en effekt på andre. Hun betragter derfor ikke BLOTTET som en måde at bearbejde sin egen voldtægtsoplevelse på, men snarere som en måde at opnå ’closure’ på.

”Jeg har jo gået i terapi, både dengang og sidenhen. Og selvom terapien også har handlet om alt muligt andet, så har voldtægten selvfølgelig fyldt meget, da det er en del af fortællingen om mig. Når jeg kan se, at den fortælling gør, at andre føler sig genkendt og hørt, så bliver jeg glad.”

LÆS OGSÅ: SKAM-serien bliver til teaterstykke

Plottet skulle ikke have været voldtægt

Oprindeligt var det ikke Ibens plan at skrive en historie om voldtægt. Planen var at skrive en helt anden og mere generel historie om kvinder og vold. Men hver gang hun satte sig ned for at skrive, trængte voldtægtshistorien sig på.

”Jeg blev ligesom ved med at vende tilbage til den her fortælling. Så til sidst besluttede jeg mig for at skrive historien i håb om, at det måske kunne give plads til andre fortællinger.”

BLOTTET tog dog ret hurtig form – måske fordi Iben selv har savnet en historie om voldtægt fra ofrets perspektiv i den offentlige debat. På det tidspunkt vidste hun bare ikke, at hun selv skulle skrive den. I dag kan stykket opleves på Teatret ved Sorte Hest her i København. Og det er ikke tilfældigt, at BLOTTET skal ses på teaterscenen.

”Teatret er min store kærlighed. Det er derfor helt oplagt, at min fortælling skal udfoldes netop her.”