Skuespiller, tv-vært, journalist.. Pelle Hvenegaard kan skrive meget på sit CV, og nu kan kan også tilføje Far med stort F, efter han sidste år fik en datter med sin hustru Caroline. Men vejen dertil har haft sine udfordringer, og til foråret udgiver han i samarbejde med ChriChri Journal en bog, der fortæller hele historien fra da ham og Caroline mødte hinanden, besluttede sig for, at de skulle være forældre, udfordringerne undervejs og til de til sidst står med deres lille datter Zoe Ukhona i armene. Som optakt til det, fortæller Pelle her om den drejning livet har taget, efter han er blevet far.

LÆS OGSÅ: Mandehjørnet: Pelle Hvenegaard

Om meningen i livet…
Efter jeg er blevet far, er jeg virkelig blevet bekræftet i, hvor meningen for livet ligger for mig. Problemet har lidt været, at det har jeg sådan set vidst de seneste 10 år, i hvert fald. Jeg har haft et kæmpe tomrum inden i mig, som ikke har kunne fyldes ud med hverken anerkendelse, succes, penge eller noget som helst andet. Ikke engang rejser. Jeg har altid savnet det der med at være far og opleve den ultimative kærlighed og få en mening med livet. Og det synes jeg, man får af at få børn, for pludselig er der én, som du skal prøve at gøre, hvad du kan, for at vedkommende får et så godt liv som muligt, og får lært alle de ting, som man selv har lært. Jeg har ikke oplevet den slags kærlighed før, men har jo godt vidst, at den ville komme på den ene eller anden måde, men nu er det bare fantastisk at mærke det og endelig stå med det.

Om kærligheden…
Jeg vidste godt, at Caroline ville blive en fantastisk mor. Men jeg må sige, at jeg nærmest er blevet nyforelsket i hende igen af at se hende som mor. Hun er simpelthen så god til den lille. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle være den, der lavede alt det sjove og balladen, men det er i virkeligheden i meget højere grad hende, der gør det. De to har simpelthen en kæmpe fest. Jeg ved godt, at man mest ser mig have det sjovt med den lille fx på Instagram, men i hverdagen er det meget dem, og det er bare ret skønt at opleve hinanden i andre roller. Derudover gik de første seks år af vores forhold med at forsøge at få børn, udover at vi selvfølgelig har rejst meget og oplevet mange fantastiske ting. Men det er sgu ret vildt, at vi har holdt sammen, for sikke en omgang, vi har været igennem. Så hvis det var seks hårde år, så bliver resten her forhåbentlig lidt lettere. Det kan næsten ikke andet.

Om at skrive en bog…
Hele processen startede næsten fra vi mødte hinanden, og vidste, at vi ville have børn sammen. Men det tog seks år, inden vi stod med den lille. Med otte fertilitetsbehandlinger, tre inseminationer, overvejelser om rugemor og alt muligt og så cirka tre års adoptionsforløb. Det var også derfor, at vi besluttede os for at skrive bogen. For det er en længere sammenhængende rejse, hvor der er en masse overvejelser, følelser og oplevelser. Det er en følelsesmæssig rutsjebane. Selvom det er mig, der skriver den, så snakker vi jo det hele igennem, og det er rigtig fedt, for det har taget seks år, og nu kan vi endelig sætte os ned og sige: ”Hvad skete der lige dér? Hvad var det der ramte os? Det var da godt nok vildt,” og gå ind i de følelser og oplevelser, der har været og få snakket om det. Heldigvis er det jo en historie med en happy ending. På en måde er det også en bog, vi skriver til Ukhona, så hun en eller anden dag kan læse den, selvfølgelig er der andre, der gerne må læse med, men den handler også om, hvordan hun er kommet til verden og hvilke tanker og overvejelser, vi har gjort undervejs.

Om prioriteringer…
Caroline har sagt sit job op, og jeg holder fri, og skriver selvfølgelig på min bog, men pludselig har vi ikke de penge, vi havde før. Tidligere når vi rejste med Mols-Linjen til Jylland, kunne vi snildt bruge 100 kroner på to kopper kaffe, nu er vi sådan nogle, der har madpakker med. Det er jo en helt ny verden! Vi har også været nødt til at sælge den ene bil, og overvejer at sælge den anden, så vores prioriteringer er klart anderledes, efter vi er blevet forældre.

Om fremtiden…
Det er et virkelig godt spørgsmål, hvordan fremtiden ser ud. Medmindre det her bliver en totalt økonomisk ruin, så skal livet jo nok fortsætte. Nu holder vi fri her henover vinteren, jeg kan godt have det svært med vinteren herhjemme, og så er der bare ikke noget dejligere end sådan en unge i bar røv på en sandstrand. Nu går vi lidt rundt og ser på, hvordan pokker vi kan få det til at hænge sammen økonomisk, for det gør det ved gud ikke, men der må man jo prioritere. I virkeligheden er det her jo det allervigtigste. Vores investering er jo hende. Så må det sgu koste, hvad det koste vil. Vi må tjene pengene på et andet tidspunkt. Men det er klart, at det fylder da lige nu, vi er jo gået fra at tjene kassen til nærmest ikke at have en indtægt nu, og opsparingen er jo ligesom brugt. Der må man spørge sig selv, hvad er det, der er vigtigst. Og det kan da godt være, at vi skal have madpakker med på Mols-Linjen og ikke køber Baresso-kaffe, men jeg har sgu aldrig været så glad og lykkelig som nu. Og det er egentlig meget rart, og det er også meget rart at få bekræftet, at dét, som det handler om, er, hvor pokker ligger lykken henne. Hvad er det grundlæggende, der gør en glad? Det kan godt være, at vi får barn i en sen alder, men det betyder altså også, at vi har også prøvet os selv virkelig meget af. Jeg har sgu prøvet det hele på en eller anden måde, og med ro i sindet kan jeg også sige, at jeg faktisk ikke savner ikke noget som helst.

Pelles bog udkommer i foråret 2018, men kan allerede nu forudbestilles lige her <3