Desirée Ballegaard
Desirée er grundlægger af Financial Confidence, som tilbyder uvildig finansiel rådgivning til private og erhverv.
Financial Confidence hjælper alle danskere med at opnå sund økonomi og økonomisk frihed – det mener vi, at alle har ret til at besidde .
Du kan læse mere om Desirée her og følge hendes blog her.
Generelt skal man være varsom med at låne penge, specielt når det handler om at låne penge til forbrug. Den bedste løsning er og vil altid være at have en nødopsparing til netop de kritiske situationer, hvor du står og mangler penge, så du undgår at stifte gæld.
LÆS OGSÅ: Læg et budget – det betaler sig
I Danmark har vi efterhånden oparbejdet en kultur, hvor vi har accepteret dårlig privatøkonomi. Alt for mange mennesker har alt for tidligt skabt sig en stor forbrugsgæld, da de formentlig ikke har sat sig ind i konsekvenserne og/eller fået vist, hvordan man kan administrere sine pengestrømme, således at de er med til at give økonomisk frihed og ikke indskrænke den.
At låne penge
At optage et lån handler om, at du tager penge fra din fremtid for at kunne bruge dem nu, hvilket ikke er gratis. Du skal nemlig betale en rente, eventuelle gebyrer og/eller diverse afgifter, som er prisen for at låne penge fra din fremtid. Dernæst skal lånet altid betales tilbage, hvilket kan blive dig en dyr affære og spænde ben for dig senere hen, hvis du har fået oparbejdet dig en stor forbrugsgæld. Husk: En rente sover aldrig, og den bliver konstant tilskrevet dit lån – også når du sover.
Tip
Gå altid dit budget igennem og se, om der er omkostninger, som du kan skære ned på eller helt fjerne. Mangler du stadig penge, så tag gerne et ekstra job, eller få flere timer på dit arbejde, så du sikrer dig, at du altid har penge nok til de ting, du anser som nødvendige. Hermed undgår du også at stifte et langt, kedeligt og dyrt forhold til en forbrugsgæld.
Dette skal du overveje, inden du låner penge
Start med at overveje, hvad det er, du skal låne penge til, og stil dig selv spørgsmålet om, hvorvidt det nu virkelig også er livsnødvendigt og så vigtigt, at du bare skal købe det lige nu og her?
Hvad er det, du mangler, og er det noget, du kan sætte penge til side til for at kunne købe senere? Det kunne for eksempel være til en ny computer, ny telefon, den taske, du har ønsket dig, sæsonens lækre vinterstøvler, bukser – listen kan være lang. Disse er helt almindelige forbrugsgoder, og noget, som vi på forhånd ved, vi løbende er nødsaget til at udskifte som følge af, at tingene går i stykker, bliver forældet og/eller ikke længere lever op til vores behov og krav til produktet. Derfor er det væsentligt, når vi nu ved dette, at vi husker at lave plads i vores budget til de ting, vi ved, vi løbende skal have, så det ikke er nødvendigt at låne penge til dette forbrug.
Det koster penge at tjene penge
Når det så er sagt, så koster det penge at tjene penge, og det kan give fin mening at låne penge, hvis der er tale om noget, der tjener til et specifikt formål. Det kunne for eksempel være til tag over hovedet (lån til indskud i lejebolig eller til køb af bolig), til køb af transportmiddel, så du lettere kan komme til og fra arbejde, eller til det studieophold i udlandet, som du altid har drømt om, og som vil gavne dig fremover.
En god huskeregel, hvad vedrører dit lån, er, at du altid skal kunne huske, hvad det er, du har lånt pengene til. Hvis du nemlig ikke kan forklare hverken dig selv eller din långiver, hvad det præcist er, du har brugt pengene på, så er lånet med stor sandsynlighed blevet brugt til at finansiere et overforbrug, hvilket du til enhver tid skal bestræbe dig på ikke at gøre.
LÆS OGSÅ: 6 enkle principper at leve efter – når det gælder din privatøkonomi
Tjekliste inden du stifter gæld
Hvis du har været igennem ovenstående overvejelser, men du står i den uundgåelige situation, at du skal til at låne penge, så skal du undersøge markedet og være opmærksom på følgende punkter:
• Hvilken type lån skal du optage? (Hvad skal du låne penge til?)
• Hvad lyder renten på – og er der tale om en fast eller variabel rente?
• Hvad lyder årlige omkostninger i procent (ÅOP) på? ÅOP er et udtryk for dine årlige reelle omkostninger. Dette er den reelle pris for at låne pengene, og du kan bruge denne til at sammenligne de forskellige låneudbydere. Et lån med en lav rente kan umiddelbart se rentabelt ud, men påløbne omkostninger såsom afgifter, gebyrer, tinglysningsafgift, stiftelsesomkostninger etc. kan medføre, at lånet har en høj ÅOP og dermed ikke er så rentabelt, som det først blev antaget.
• Vær opmærksom på løbetiden dvs. den periode, det tager dig at afdrage og tilbagebetale lånet. Jo længere løbetid, des mere betaler du i renter som følge af renters rente-princippet.
• Lånebetingelser og vilkår (det med småt).
• Til sidst skal du selv være skarp på, hvorvidt du mener, at ydelsen og lånet er gearet korrekt i forhold til din nuværende økonomiske situation. Dvs., at du skal være realistisk omkring, hvorvidt du kan overholde betalingen af den aftalte ydelse (renter afdrag eventuelle gebyrer).