Life&Beyond

 Børnehjemsbørn – der er flere, end vi går og tror

 Børnehjemsbørn - der er flere

Ditte Reedtz er en ildsjæl. En ildsjæl, som tilbage i 2014 startede sin egen organisation, og som utvivlsomt brænder for det, hun laver. At hjælpe børnehjemsbørn med at få en lettere tilværelse, give dem gode oplevelser og give dem redskaber, som på længere sigt skal give dem bedre forudsætninger for at skabe dem selv et godt liv.
Ditte blev selv i en alder af fem år anbragt på børnehjem, og selvom Ditte ikke selv fortæller det, mærker jeg, at det er en af de helt store drivkræfter bag hendes store motivation og hårde arbejde for børnehjemsbørnene. Ditte ved, hvad det vil sige at være anbragt på et børnehjem.

LÆS OGSÅ:  Kim Kardashian & Kanye er blevet forældre igen!

MENTORBARN blev stiftet tilbage i 2014. Det er en frivillig organisation, som har fokus på børnene, og på at hjælpe børnene med at opbygge sociale relationer og give dem en hjælpende hånd til de basale gøremål i hverdagen.

”Børn, som bliver anbragt har rigtig svært ved at danne og vedligeholde relationer og tilegne sig de fundamentale kompetencer i hverdagen. Institutioner gør mange gode ting, men børnene lærer ikke de basale sociale kompetencer. Det kan familier give dem, og der er rigtig mange familier, som gerne vil hjælpe og tage imod et barn. Vi har skabt grundlaget for at gøre en forskel og dermed en kæmpe hjælp til børnene, som er fuldstændig uvurderlig, ” sådan beskriver Ditte tanken bag MENTORBARN.
 
Danmark er et frivillighedsland. Det er meget sejere, end det lyder. Vi har tradition for at hjælpe hinanden og sammen gøre en forskel for andre, som har større behov for det end os selv. Ditte fortæller mig, at det MENTORBARN i sin enkelthed går ud på er, at et børnehjemsbarn bliver tildelt en mentorfamilie, som barnet besøger en gang i ugen. Sammen kan de gå turer, hjælpe med lektier derhjemme eller lave aftensmad sammen. Helt almindelige hverdagsting som gør, at barnet får de basale ting med sig videre. Små ting for mentorfamilien, men ting, som gør en kæmpe forskel for barnet.

Familierne står klar, men kommunerne halter bagefter

Ditte Reedtz har overbevist mig om, at behovet for mentorfamilier er der, og at de kan gøre en afgørende forskel for børnene. Som jeg til Dittes begejstring siger, så er det jo win-win for begge parter. Men Ditte fortæller mig, at det er et tungt læs en gang imellem, for selvom MENTORBARN er simpelt sat op, så møder Ditte og resten af holdet bag organisationen alligevel modstand.

”Vi er jo en frivillig organisation, derfor er vi også enormt afhængige af at fonde penge og få hjælp udefra. Vi har rigtig mange ressourcestærke familier, som står standby, fordi vi mangler opbakning fra kommunerne. Det er rigtig svært at nå børnene, hvilket jeg synes, er rigtig uheldigt, når hjælpen står klar. Derfor håber vi på, at vi får flere donationer, så vi kan sælge projektet til kommunerne og få matchet mange flere børn op med familierne.”

 MENTORBARN bygger på samarbejder med de danske kommuner, som i fællesskab skal matche børnene med mentorfamilierne. Men Dittes helt store udfordring er, at få aftaler i hus med kommunerne. Og det er en skam, for som Ditte fortæller mig, så er behovet der hos børnene og familierne står i kø for at tilbyde deres hjælp.

Afslutningsvis spørger jeg Ditte, hvad hun håber der vil ske for MENTORBARN i 2018, og Ditte er meget målrettet i sit svar.

”Helt konkret håber jeg, at vi får gang i nogle flere kommuner. Det vil etablere og styrke MENTORBARN som organisation. Og så håber jeg, at der er flere privatpersoner eller firmaer, som får øjnene op for os, og for det vi kan tilbyde, som vil føre til flere donationer. For selvom familierne står klar med hjælpen, så er det økonomien, som vil kunne give det afgørende skub.”

Tak til Ditte for at fortælle om MENTORBARN.

Share This