Katrine Engberg
Kommer fra en baggrund som danser og koreograf på teater og tv og har bl.a. danset med Christiane. Hun debuterede som krimiforfatter i 2016 med bestselleren Krokodillevogteren og udkom med efterfølgeren, Blodmåne, i juni 2017. Hendes forfatterskab sælges i syv lande. Hun bor på Østerbro med manden, Timm Vladimir, og deres søn.
Forhistorien
For at forstå krisen er man nødt til at vide lidt om min far. Hans død udløste nemlig ikke kun sorg og savn, den satte også punktum for en konfliktfyldt relation og efterlod mig med en masse uforløste følelser. En vrede, som jeg nu stod alene med, et håb, der ikke længere havde eksistensberettigelse.
Min far var verdens klogeste mand. Han var intellektuel, akademiker, lingvist, mønsterbryder og politisk aktiv. Han elskede sprog, ord, bøger, opera, lakrids, god mad, øl og kvinder. Han interesserede sig for alt. Han elskede sine børn. Han samlede svampe og komponerede sange, fabulerede satiriske historier på vers og drømte om fjerne destinationer, han aldrig besøgte. Han havde verdens største armbevægelser og verdens reneste hjerte. Alt, hvad han gjorde i sit liv, gjorde han af kærlighed, passion og interesse – aldrig manipulerende eller beregnende.
Min far var også maniodepressiv. Lå lange perioder på sofaen, bombet af for høje doser psykofarmaka, og var ikke til at komme i kontakt med. Han var filterløs og ekstremt svingende. – Man vidste aldrig, hvilken version af ham man ville møde den dag. Den aggressive? Den apatiske? Den venligt ligeglade? Den kærligt tilstedeværende? Det var uforudsigeligt og ikke særlig trygt for et lille barn. Han var meget begrænset i sin fysik: kunne hverken svømme, cykle eller køre bil, men var tilfreds med at leve i sit blomstrende sind og ellers til fods rundt i sit elskede København.
Min far var et vidunderligt menneske. Han var også et svært bekendtskab.
Da jeg var lille, læste han højt i timevis af jumbobøger og eventyr, hjalp mig med at komponere mine egne første små historier, som jeg skrev i bogform allerede som syv-otteårig, og plantede sammen med min mor en dyb kærlighed i mig til god litteratur og kunst. Det var hans gave til mig. Men der skulle gå mange år, før jeg lærte at sætte pris på den gave.
For vi skændtes. Trods min fars mange kvaliteter manglede han en fundamental evne til at lytte. Både helt konkret lytte til de andre parter af en samtale og også i betydningen ”se og fornemme” andre mennesker. Han elskede mig himmelhøjt, men han så mig aldrig. Det var svært for mig at forstå. Jeg bebrejdede ham, at han ikke gad lære mig rigtig at kende, at han ikke tog ansvar for sin sygdom, men ”bare” lod sig medicinere – jeg følte mig ladt i stikken af hans melankoli og selvoptagethed. Hvem ved, om jeg havde ret til min vrede, eller om barnet Katrine bare skød skylden for al ulykke på sin far? I hvert fald havde vi konstante, opslidende konflikter og pauser, hvor vi ikke så hinanden – altid på mit initiativ. Han forstod det aldrig, han elskede mig jo bare.
Midt i en af pauserne, lige da en forsoning så ud til at være på trapperne, døde han. Jeg nåede aldrig at tilgive ham. Jeg nåede aldrig at sige undskyld. Jeg nåede aldrig at sige til ham, at jeg elsker ham.
Forsoningen
Det siges, at vi mennesker bliver født to gange: når vi bliver født, og når vores forældre dør. Det kan jeg skrive under på. Vores forældrerelationer er fundamentale for, hvem vi bliver som mennesker, og formgivende for de kærlighedsforhold, vi har til andre. Uanset om forældrerelationen har været god, kompleks, nær, fjern eller ikke-eksisterende, så former den os på godt og ondt. Og når en forælder dør, dør en del af os med dem. En del af vores barndom – vores historie – forsvinder; den betingelsesløse kærlighed – eller drømmen om den – går tabt for altid. Det er fandeme et tab! Og det tab kastede mig ud i mit livs krise; en krise, der var ved at slå alting i stykker for mig, og som jeg ikke kunne komme ud af på egen hånd. Jeg måtte have hjælp.
LÆS OGSÅ: Chloes hormonforløb fik mig ud af depression
Min fornemmelse var, at jeg måtte prøve at få kontakt med min far igen for at få sagt alt det, jeg ikke nåede. At jeg på den måde kunne få ro i sjælen. Jeg opsøgte derfor, på en venindes anbefaling, en clairvoyant. En meget efterspurgt og dygtig en af slagsen. Hun havde trekvart års ventetid, men jeg var så heldig at få et afbud. Jeg mødte op – skeptisk, men åben – klar til at etablere kontakt med min far, hvis det var det, der skulle ske. En venlig dame tog imod i lækre lokaler med udsigt over Øresund. Jeg fik kaffe, og vi sad lidt, så hun kunne mærke energien. Så startede seancen.
Det første hun sagde var: ”Du har en datter.” Det slog mig midlertidigt ud af kurs. Jeg har nemlig, så vidt jeg ved, en søn. Ingen datter, ikke engang en lillebitte en. Da jeg korrigerede hende, så hun mistroisk på mig og protesterede. Så måtte det være ”et barn, der er på vej”. Hun så nemlig datteren helt tydeligt: ”Hun er som snydt ud af næsen på dig.” Jeg forklarede, at vi var helt afklarede om ikke at skulle have flere børn og havde været det i adskillige år. Hun var skeptisk, men anerkendte dog, at der kunne være tale om et ”spirituelt” barn.
