Katrine Engberg:  Når sorgen er størst, er kærligheden det også

katrine_26.jpegKatrine Engberg

Kommer fra en baggrund som danser og koreograf på teater og tv og har bl.a. danset med Christiane. Hun debuterede som krimiforfatter i 2016 med bestselleren Krokodillevogteren og udkom med efterfølgeren, Blodmåne, i juni 2017. Hendes forfatterskab sælges i syv lande. Hun bor på Østerbro med manden, Timm Vladimir, og deres søn. 

“Er din farfar død?” Min farfar døde, da jeg var syv, så det måtte jeg jo bekræfte. ”Han er her nu.” Okay, så var vi i gang. Hun fortalte, at min farfar var kommet for at bede mig arbejde på forholdet til min far. Jeg undlod at fortælle damen, at min far var død, og at det faktisk var derfor, jeg var kommet. Derfra gik det kun ned ad bakke. Bortset fra en håndfuld konkrete gæt, som alle ramte eklatant ved siden af, talte hun kun i de allermest generelle vendinger a la ”Han/hun er kærlig, men kan godt være lidt stædig” og ”Husk musikken!”. Efter en times pinagtig træden vande betalte jeg hende 1.800 kroner og gik derfra med fornemmelsen af at have været med i skjult kamera.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af: Lev mere, kæmp mindre

Der findes mange ”behandlere”, som uden skam kapitaliserer på andres sorg. Os, der har mistet en, vi elsker, er nemme ofre, for vi lider, vi savner, vi trænger sådan til at mærke den savnede igen. For mig blev vejen ud af sorgen god gammeldags terapi hos en dygtig psykolog plus en tur forbi traumeterapeut Jesper Westmark, som hjalp mig med at rumme de minder, der gjorde allermest ondt. Vejen førte stille og roligt tilbage til mig selv, jeg begyndte at trække vejret igen, spise og sove om natten. Jeg forsonede mig langsomt med min fars død og – endnu vigtigere – med det liv, han havde levet inden. Gradvist blev det, der faldt mig ind, når jeg tænkte på min far, alt det gode og sjove og kærlige. Det svære og det vrede blev mindre og mindre vigtigt og fyldte snart ingenting længere. Det gjorde stadig ondt, for nu mærkede jeg for alvor den sorg og det savn, jeg var flygtet fra i tre år. Jeg græd meget det efterår. Men det var en enorm lettelse at turde sørge, give slip på tårerne og bare være i følelsen. Jeg accepterede min skrøbelighed i stedet for at flygte fra den.

Og så blev min far pludselig levende igen. Det er meget muligt, at han også sidder på min skulder som en skytsengel og blafrer sammen med min farfar, men jeg behøver ikke gå til clairvoyant for at møde ham. De, der siger, at de døde lever videre i os, har nemlig ret: Jeg ser min fars blik i min søns brune øjne og hører hans stemme, når jeg lytter til Rigoletto. Jeg har ham med mig i alle de valg, jeg foretager, i måder at tale på og i min livsanskuelse. Han var måske ikke den gængse faderskikkelse, men i nogle henseender var han så meget mere end det. Så vild og skamløs, så følsom og poetisk, så kærlig. Min far havde for vane at synge sine yndlingsarier højt – meget højt – på bagsædet af linje 33 hele vejen til Dragør. Som barn skammede jeg mig over, hvor meget han fyldte og støjede. Nu gør den samme tanke mig stolt. Tænk at være så fræk og modig! Det var min far.

Fremtiden

På nogle måder hviler mit forfatterskab på den endelige accept af min fars kærlighed. Som helt ung flygtede jeg fra mine forældres livsvalg, skulle i hvert fald ikke være som dem. Gik i den modsatte grøft af deres akademikerkarrierer og blev dansepige. Men arven er jo netop det: en arv. En gave. Pakket ind i krøllet papir og skåret i kanterne, men stadig en unik og værdifuld gave. Nu har jeg endelig pakket den ud og taget den i brug.

For nylig ledte jeg på nettet efter danske arveord. Jeg skulle finde nogle ord, der havde beholdt deres oprindelige form helt tilbage fra det indoeuropæiske grundsprog, så jeg læste mig gennem det ene nørdede sprogforum efter det andet. I en artikel på sproget.dk fandt jeg præcis det, jeg skulle bruge. Jeg noterede ivrigt pointer om semantik og fonetik, bl.a. at ordet ”blod” oprindeligt kommer af ordet ”blomstrende”. Til sidst tjekkede jeg artiklens forfatter. Det var min far.

Det føltes, som om han rakte ud og hjalp mig fra det hinsides. For at være helt ærlig føltes det overnaturligt, for vildt til at være et tilfælde. Men i virkeligheden er det jo naturligt nok. Selvfølgelig krydses vore veje, for jeg bærer jo hans arv videre og har de samme interesser som ham. Der er ikke noget mystisk ved det.

Og selvom det gør ondt, at han aldrig nåede at læse mine krimier, så betyder det ikke så meget endda. For han læser gennem mine øjne, når jeg sidder i den skrivebordsstol, jeg har arvet af ham, og skriver. Mine påfund er tit hans; vildskaben og humoren; ordene låner jeg bare fra ham.

Da vi bisatte min far – minuttet inden ceremonien gik i gang – faldt mit ur pludselig af håndleddet midt i kapellet. Jeg stak det i lommen uden at tænke mere over det. Men da jeg et stykke tid efter ville have det repareret, viste det sig, at der kun er ét sted i København, der kan fikse den slags ure. Og den urmager ligger i min fars opgang. Uden at gide tage stilling til, om det er ham, der sender mig en besked fra det hinsides, eller min underbevidsthed, der giver et tegn – eller måske bare et tilfælde – så er symbolikken klar: Tiden er knap. Vi ved ikke, hvornår den pludselig rinder ud.

Nu er uret blevet repareret, og jeg går med det igen. Under det har jeg tatoveret min fars dødsdato sammen med vores bryllupsdag og vores søns fødselsdag, så jeg ikke glemmer, at der kun er ét i livet, der for alvor er værd at beskæftige sig med: dem, vi elsker. Succeser og fiaskoer kommer og går, kriser og opture det samme, og selvom man kan lave en masse sjove ting med penge og popularitet, så er der kun én ting, der virkelig tæller. Én ting, der står tilbage, når vi dør.

Der er kun kærligheden.

Bio:

Artiklen her var oprindeligt bragt i ChriChri Magasinet “The Love Issue”. Du kan blive abonnent her.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet