Life&Beyond

Katrine Engberg: Når sorgen er størst, er kærligheden det også

Katrine Engberg: Når sorgen er størst

katrine_26.jpegKatrine Engberg

Kommer fra en baggrund som danser og koreograf på teater og tv og har bl.a. danset med Christiane. Hun debuterede som krimiforfatter i 2016 med bestselleren Krokodillevogteren og udkom med efterfølgeren, Blodmåne, i juni 2017. Hendes forfatterskab sælges i syv lande. Hun bor på Østerbro med manden, Timm Vladimir, og deres søn. 

Du kan følge Katrine på Instagram @katrineengberg.

Denne artikel er oprindeligt bragt i ChriChri Magasinet ‘The Love Issue’. Du kan blive abonnent på ChriChri Magasinet lige her. 

Da krimiforfatter Katrine Engberg for tre år siden pludseligt mistede sin far, sendte tabet hende ud i en krise, der var tæt på at slå alting i stykker. For sorgen var en umulig følelse at håndtere. Men i skriveprocessen med den anmelderroste krimi Blodmåne fandt hun vejen til forsoning med farens død og opdagede, at der i smerten lå en masse kærlighed gemt. Læs hendes dybt personlige beretning her.

LÆS OGSÅ: Women in Business: Katrine Engberg

Krisen

Om eftermiddagen onsdag den 13. november 2013 ringede min telefon. Det var min fars kæreste. Hun sagde sit navn – bare det – og så kom ordene: ”Din far er død.” Jeg husker, at jeg skreg, tabte telefonen, råbte på min mand, som var i stuen ved siden af, så han kunne passe på vores lille søn. Mærkede verden krakelere under mine fødder. Et jordskælv.
Min far var død.

Min far kunne ikke være død. Han var kun 69 år, han fejlede ikke noget – ikke noget akut i hvert fald – han havde lovet mig at blive 112. Tanken om aldrig at høre hans varme bjørnestemme igen var mere end uforståelig, den var umulig. Vi tog på Frederiksberg Hospital, hvor jeg fire år forinden havde født vores søn, og der så jeg min far for sidste gang. På et stålleje i et afkølet rum, tilsyneladende sovende, sjælløs men alligevel sig selv. Min far. Væk.

Chokket var så voldsomt, at jeg først ikke kunne andet end at ligge ned og græde. Hele torsdagen lå jeg på sofaen i en tåge af mareridtstanker, tårer og panik. Der havde ikke været et sygdomsforløb, hvor jeg havde kunnet vænne mig til tanken og stille og roligt give slip. Pludselig var han bare død. Sorgen var så voldsom, at den overmandede mig, indtil jeg næsten ikke kunne trække vejret. For første gang i mit liv stod jeg i en alvorlig krise, som jeg ikke kunne løse ved at tage mig sammen eller kæmpe eller holde humøret oppe. Det ville ikke gå over og blive bedre, jeg måtte bare acceptere at have det forfærdeligt. Men det kunne jeg ikke. Så jeg flygtede.

Fredag morgen, halvandet døgn efter min fars død, tog jeg et morgentog til Aarhus, hvor jeg koreograferede et modeshow hele dagen. Jeg kunne så nemt have ringet afbud, for hvem forstår ikke, at man hiver stikket, når en forælder dør? Men det gjorde jeg ikke. Jeg greb chancen for at komme langt væk fra smerten og sorgen og håbløsheden. Folk sendte blomster og kondolencebeskeder, men jeg kunne slet ikke tage imod deres omsorg, for det ville være at acceptere min fars død. Jeg nægtede! Jeg tænkte, at hvis jeg ignorerede fakta, så ville jeg på et tidspunkt vågne op og forstå, det hele bare havde været en dum drøm. Jeg løb, alt hvad jeg kunne. Og det blev jeg ved med.

I de næste mange måneder sørgede jeg for at have travlt med shows og teater, tv-produktioner og færdiggørelsen af min debutkrimi, Krokodillevogteren. Jeg hev familien op med rod, og vi flyttede fra Valby til Østerbro, vi rejste, spiste middage med venner, vi levede videre. Når jeg en sjælden gang imellem besøgte min fars kæreste i deres lejlighed og indsnusede duften af hans 6.000 bøger, mærkede jeg smerten og sorgen, men resten af tiden lod jeg som ingenting og bildte mig selv ind, at jeg var kommet videre. I store træk i hvert fald. Livet rullede fremad på godt og ondt, og jeg rullede med.

Men uanset hvad jeg gjorde, var jeg ikke rigtig glad længere. Jo, selvfølgelig var jeg indimellem glad og lykkelig og nød livet, men der var krøbet en grundstemning af vrede ind i mit liv, som først og fremmest kom til udtryk inden for hjemmets fire vægge. En voksende irritation over for dem, jeg elsker allermest; en distance til min mand og søn, som normalt er dem, der gør det værd at stå op om morgenen. Jeg skød skylden på træthed, på vejret, på vintermørket og på min mand – jeg trak mig ind i mit arbejde. Dér fungerede jeg. Dér kunne jeg finde ud af tingene, der kørte det bare. I de overfladiske bekendtskaber, på hyggelige teaterproduktioner og i mit ensomme skrivearbejde slap jeg for at tage stilling til mine nærmeste og for at spørge mig selv, hvorfor jeg pludselig ikke længere blev glad af at være sammen med dem.

LÆS OGSÅ: Tænk & tal med hjertet

Situationen spidsede til. I februar 2016 debuterede jeg inden for samme uge som teaterinstruktør og krimiforfatter. Det var et sindssygt arbejdspres op til, og jeg døjede med præstationsangst i en grad, som jeg aldrig havde oplevet før. Det gik godt. Både teaterstykke og bog blev succeser, jeg lå på bestsellerlisterne og fik fantastiske anmeldelser. Alligevel fik jeg det værre og værre. Fornemmelsen af stress aftog ikke. Jeg blev mere og mere urolig og irritabel, og jeg forstod ikke, hvad det handlede om. En dag kom jeg hjem fra Aalborg, hvor jeg lavede teater i foråret 2016, og kunne ikke genkende min lejlighed. Altså jeg kunne selvfølgelig godt genkende den, men den virkede fremmed for mig. Som om den ikke var mit hjem. Ikke rigtig. Jeg så rundt på de ting, jeg selv havde været med til at købe og male og hænge op på væggen; de planter, jeg selv havde pottet om og vandet; min søns tegninger; og jeg følte ingen forbindelse til noget af det. Jeg var gæst i mit eget hjem.

Over de næste par måneder bredte uvirkelighedsfornemmelsen sig i mig. Lige som Intetheden i Den uendelige historie forvandler Fantasien til grå, død masse, blev jeg gradvist mere og mere følelsesløs og uinteresseret i mit eget liv. Jeg havde en konstant uro i kroppen, mistede appetitten og lå søvnløs om natten. Det eneste sted, hvor jeg kunne lide at være, var ved mit skrivebord med hovedet begravet i Blodmånes fiktive univers. Jeg skrev og skrev. Efter fire måneder havde jeg skrevet 600 sider. Til gengæld havde jeg skubbet min familie så langt fra mig, at jeg var ved at miste den.

 LÆS VIDERE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *