Stine Bramsen: Om at være ”grim” på scenen og selvkærlighed

Stine Bramsen er en kvinde, vi kan li’! Lige i øjeblikket er hun aktuel med nyt musik, som vi bl.a. har video-premiere på her på sitet på mandag. Som optakt hertil har vi taget en snak med Stine om, hvordan det er at være i den musikalske branche, om hashtagget #SmukSomDuEr og skønhedsrådene, hun lever efter.

Hvilke forskelle er der på ”Sangerinden Stine Bramsen” og ”Privatmennesket Stine Bramsen”?Det er virkelig svært at svare på, for begge dele er jo mig – men der er i hvert den forskel, at jeg er mere fjollet og brovten sammen med dem, der kender mig rigtig godt. Og i det hele taget mindre perfektionistisk. Jeg øver mig i at turde være lidt mere “grim” på scenen og bliver bedre og bedre til at være umiddelbar og meget ærlig. Nogle dage er jeg omvendt nok også mere stille og funderende i privaten.

Hvornår føler du allermest, at det du laver, er det helt rigtige?

Når jeg står på scenen og alt bare klapper og stemningen i salen (eller på plænen til sommer) kan mærkes som et sug i maven, fordi publikum og jeg bare er in sync. Jeg tror, det sker, når jeg slipper kontrollen lige tilpas og er fuldstændig nærværende både i musikken og de ting jeg siger mellem sangene. Jeg elsker at spille live og bliver aldrig en artist, der bare drømmer om at lave hurtige hits. Jeg forsøger at lave langtidsholdbar popmusik med lidt tyngde i teksterne og dermed cementere, at jeg er kommet for at blive. Jeg er sangerinde og sangskriver og det håber jeg altid, jeg vil være. 

Hvis du kunne gå 10 år tilbage i tiden, hvilket råd ville du så give dig selv?

Jeg har det helt ærligt sådan, at jeg ikke fortryder den måde, jeg har levet mit liv på ind til videre. Jeg har virkelig fyret den af i mine tyvere og nogle gange været fuld 4 gange på en uge og røget en masse cigaretter og fået alt for lidt søvn i de perioder, hvor vi var på tour med Alphabeat, men det var SÅ sjovt og jeg har så mange minder derfra. Måske havde det været en god investering at være lidt mere kærlig mod min hud dengang, men man skal også leve livet, mens man har det.

Hvad har været det hårdeste ved at være i den branche, du er i?

Det er nok det der med altid at være omstillingsparat, fordi mange ting sker lidt impulsivt i min branche. Og at musikken bare (næsten) altid kommer først. Jeg har misset vigtige mærkedage, ofte aflyst ferie med familie og undværet at se mine veninder i månedsvis, når jeg har måttet prioriteret min og/eller Alphabeats karriere.

Hvad har været det det bedste?

Jeg får de vildeste oplevelser med det job jeg har! Jeg får lov at leve af at gøre det, jeg elsker og samtidig udfordre mig selv igen og igen. Og en del af mig trives virkelig godt i det uforudsigelige og dynamiske i, at min kalender ændrer sig fra dag til dag, og jeg sjældent ved, hvad der sker i næste måned.

Du fik hashtagget #SmukSomJegEr til at gå viralt, hvad er dit bedste råd til at hvile i sig selv?

Selvkærlighed! Vi bliver nødt til at stoppe os selv når vi kommer ind i de der usunde mønstre, hvor vi rakker ned på os selv og fokuserer på de “grimme” ting i spejlet, som vi ville ønske så anderledes ud. Prøv at sige til dig selv, at du er dejlig hver dag og prøv at mene det! Og tag noget tøj på, der fremhæver de ting, du godt kan lide ved dig selv, så du føler dig dejlig. Work with what you got, girl! 

Hvad er generelt dit bedste skønhedstip?

Rens din hud hver eneste dag og drik en masse vand. De uger, hvor jeg formår at være grundig med afrensning og får spist og drukket nogenlunde sundt, så har jeg bare glød og i det hele taget en større følelse af velvære.

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet