Artiklen indeholder reklamelinks

Tilbage i april udgav Pelle Hvenegaard bogen ‘Kære Zoe Ukhona’. En beretning om rejsen fra at møde hustruen Caroline, træffe beslutningen om at få børn sammen og ende i et længere fertilitets- og adoptionsforløb til de endelig stod med datteren Zoe Ukhona i armene. Her kan du få en lille smagsprøve på, hvad du kan forvente af bogen, som helt klart er anbefalelsesværdig læsning <3

LÆS OGSÅ: Se videoen: Pelle Hvenegaard får tårerne frem hos Christiane

Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu din mor. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt, for så havde jeg nok været en kende mere nervøs, end jeg egentlig var den dag.

Det er fredag eftermiddag, den 9. juli 2010. Det er en smuk sommerdag, høj sol og ingen skyer over Christianshavn. Jeg sidder i min fine lille hvide træjolle med den turkise kant. Det er en gammel fiskerjolle med fiskedam i midten og en gammel totakstmotor, som det desværre aldrig er lykkedes mig at starte. Så i stedet har jeg fået de seje damer i Kvindesmedjen på Christiania til at svejse mig et stativ til en påhængsmotor. På den sidder nu en 10-hestes Mercury ved siden af det fine Dannebrog, der småblafrer i den lette brise. Det er ikke nogen hurtig motor, men den er perfekt til at tøffe rundt i Københavns kanaler og havn.

Jeg har to små sammenklappelige træstole. Dem med et lille sæde lavet af træpinde og så en stofryg, der, når man klapper stolen op, udgør et lille v. Jeg tror egentlig mest, de er beregnet til festivaler eller strandfester, men de fungerer fint her på båden. Det er på ingen måde en luksusbåd, men jeg er virkelig glad for den. Der er en ekstra glæde ved ting, hvor man selv har været over hver en centimeter med et stykke sandpapir og en malingsmættet pensel.

Jeg så båden første gang for et års tid siden, da jeg gik langs kanalen. Her kom en af mine gamle venner sejlende i den med en skøn kvinde i stævnen. Jeg kunne straks se, at det, han havde gang i, var helt rigtigt. Det var virkelig romantisk.

Vi nåede ikke at udveksle mange ord, før han var sejlet videre, men jeg fik da råbt: “Rasmus, hvis du nogensinde vil sælge båden, så ring!”

Det er jeg glad for, jeg gjorde, for et halvt års tid senere ringede han og spurgte, om jeg ville købe den – med plads nede i Tranggraven for enden af kanalen og 400 meter fra min lejlighed. Øhh, ja tak!

Nu sidder jeg så selv dér, i den romantiske jolle, og håber, at det om lidt er min tur til at sejle rundt med en dejlig kvinde i stævnen. Der er i hvert fald en kvinde på vej, men om hun er dejlig, ved jeg ikke. Jeg aner faktisk ikke engang, hvordan hun ser ud, for jeg skal på min første egentlige blind date. En date med en lidt syret oprindelse.

En uge før ringede en kvinde, jeg for et halvt års tid siden så lidt til. Hun var virkelig en spændende kvinde. Smuk, begavet, sød og med en vild og inspirerende karriere – alt det, jeg kunne ønske mig, og måske kunne hun sagtens have været et rigtig godt bud på en kæreste og måske endda mor til mine børn, men der var et problem. Hun havde tre børn i forvejen, og jeg må indrømme, at det kunne jeg ikke rigtig overskue. Hun var simpelthen lidt for ‘sat’.

Jeg havde netop fået min drømmelejlighed, og selvom den er rimelig stor, så ville den nok blive valgt fra til fordel for hendes kæmpevilla i Nordsjælland, hvis vi alle fem plus eventuelle nye børn skulle kunne være der. Det havde jeg det rigtig svært med, da jeg en gang tidligere havde opgivet en drømmelejlighed, for at flytte sammen med min ekskone. Et ægteskab, jeg flyttede ud af efter et halvt år uden en klink på lommen og til et boligmarked, der i mellemtiden var gået grassat. Det havde jeg ikke lyst til at opleve igen.

Derudover havde jeg på mange andre fronter brugt en masse år på at få styr på mig selv og bygge mit eget liv op fra bunden. Jeg kunne mærke, at jeg også havde brug for og lyst til at bygge min egen familie op helt fra bunden. Det var i hvert fald argumenterne for ikke at fortsætte forholdet, men måske var det bare ikke den store kærlighed, i hvert fald ikke som den, der skulle vise sig at komme spankulerende ind i mit liv den eftermiddag på kajen.

Nå, men, hvorom alting var, så ringede hende, jeg havde set lidt til, og sagde, hun havde fundet en kvinde, jeg skulle møde. Hun sagde ikke så meget andet, end at hun hed Caroline, og at de arbejdede sammen, og så gav hun mig hendes nummer. Jeg syntes faktisk, at det var rimelig large og storsindet, sådan at sende en anden kvinde efter mig, nu hvor det ikke blev os. Jeg tænkte også, at hun, med sit kendskab til mig, havde gode muligheder for at finde et godt match, så jeg ringede til Caroline og inviterede hende på en sejltur.

Nu sidder jeg så i båden og venter. Der er kogende vand til Nescaféen i den lilla termokande, og min store sorte murerspand er fyldt med vand, isterninger, koldskål, mælk til kaffen og et par øl. Dér, klar til en skøn dag på vandet, sidder jeg så og spejder efter en kvinde ved navn Caroline.

Fizkarl

Da jeg først ser hende, ved jeg ikke, at det er hende, men jeg håber. Kvinden er høj, slank, lyshåret og er afslappet klædt i en kort lyseblå sommerkjole. Hun ser sød ud og er faktisk ret lækker. Hende må det meget gerne være.

Selvom hun prøver at gå så nonchalant som overhovedet muligt, måske for at signalere, at det her altså ikke betyder noget særligt, så ser hun heldigvis også lidt søgende ud, og jeg drister mig til at stikke en lab i vejret og vinke.

Hun besvarer mit vink og stikker i et stort hjerteligt smil.

Et lettelsens smil skulle det senere vise sig at være, da hun faktisk havde været millimeter fra at aflyse. En hurtig Googlesøgning på mit navn havde givet hende et indtryk af mig, som på ingen måde tiltalte hende.

Her havde hun set mig omtalt som en dameglad fizkarl. En hurtig overfladisk fyr, der umiddelbart ikke havde meget mere på hjertet eller på hjernen end kvinder og et hurtigt skrald. Et billede, der ikke blev meget bedre af, at Carolines eneste kendskab til mig på tv var som ‘rap i replikken’-vært på “Dagens Mand”. Et super-populært, men også mere og mere skingert datingprogram, der kørte hele ni sæsoner på TV2. En mand kommer ind, og 20 kvinder i studiet skal så vurdere, om han er noget for dem. Først kan de helt overfladisk ud fra udseendet og førstegangsindtrykket ‘stå af’. Herefter lærer de manden lidt bedre at kende og skal så ud fra det vurdere, om han er noget for dem eller ej. I de første sæsoner var det egentlig rimelig fint og reelt – og selvom tonen var humoristisk og hurtig, så blev der faktisk også sagt en del kærlige og søde ting. Tonen blev så i løbet af de næste sæsoner mere og mere hård, og med bøssernes indtog og i særdeleshed den senere danske konge af reality-tv, Gustav Salinas, så blev det dumt og ukærligt.

Gustav fik for eksempel på et tidspunkt afvist en fyr ved at sige noget a la: “Der er alt for stor forskel på os to – altså jeg er jo Gucci, og du er sådan Tøj og Sko!” Sagt helt uden at blinke.

Herefter var det, som om der i programmerne gik konkurrence i, hvem der kunne være allermest perfid og nedgørende over for de andre, ligesom det altid tog kegler at smide tingene under bæltestedet.

Der stod jeg så, som det vanvittige scenaries midtpunkt og tovholder, og det smitter selvfølgelig af på folks opfattelse af mig. Der er faktisk stadigvæk folk, der, når de møder mig i virkeligheden, nærmest helt overraskede konstaterer: “Gud, kan du sige andet end pik og patter!?”

Noget andet, der dukkede op, hvis man søgte på mit navn på Google, var vedholdende rygter om, at jeg skulle være homoseksuel. Faktisk dukker mit billede stadig op som nummer to, lige efter Jim Lyngvild og skarpt efterfulgt af Uffe Buchard, hvis man på Google søger på ‘kendte danske bøsser’.

Selv den dag i dag kan folk finde på at skrive ‘Er han ikke bøsse?’ i kommentarfeltet til artikler, hvor jeg for eksempel taler om min hustru eller andet forholdsvis heteroseksuelt.

Jeg er egentlig fløjtende ligeglad og ved nu også, at det ikke var det, der havde gjort Caroline skeptisk. Egentlig er det bare sjovt, men jeg undrer mig virkelig over, hvor det stammer fra. Er det, fordi jeg på ingen måde lider af homofobi og gladeligt iklædte mig lyserødt jakkesæt, fjerboa og mandeflirtende attitude i homoudgaverne af “Dagens Mand”?

Eller kan folk simpelthen ikke skelne fiktion fra virkelighed og tror, jeg selv er homoseksuel, fordi jeg i TV3’s tv-serie “2900 Happiness” spillede Jens Erik, en ung mand, der på bedste soap-manér går fra at være kvindebedårer til at springe ud af skabet og kysse en anden mand?

Det er virkelig mærkeligt, for hvis der skulle være hold i noget af det, der står på nettet, så er det nok det med det kvindeglade. Dem har jeg altid været glad for, og jeg har det ikke fra fremmede. For som min far altid har sagt: “Prøv mange, og vælg den bedste”.Det har jeg så gjort.

Det lyder mere kækt og ønskværdigt fra min side, end det i virkeligheden har været. For sandheden er, at jeg stort set hele mit voksne liv har levet rimelig kaotisk. Højst sandsynligt et langvarigt efterspil på det tomrum og den afsporing, min tidlige verdensberømmelse i forbindelse med min rolle som Pelle i Bille Augusts film “Pelle Erobreren” affødte.

Heldigvis har jeg dog altid formået at bevæge mig fremad, og i modsætning til så mange barnestjerner har jeg på den måde undgået den ultimative deroute, der desværre alt for ofte er endt med misbrug eller selvmord.

Kønt har det ikke altid været, men langsomt har jeg bygget mig selv op og gradvist fået styr på mit liv. Jeg har blandt andet fået taget mig en uddannelse som journalist på universitetet i Odense og efterfølgende fået skabt mig en karriere både foran og bag kameraet i tv-branchen. På det her tidspunkt, hvor jeg venter på Caroline, tjener jeg godt og har lige fået min drømmelejlighed – MED båd!

Jeg har lige lavet en aftale om at købe den Range Rover, jeg, siden jeg så den for første gang i James Bond, så inderligt har drømt om. Nok et forsinket ungdomsoprør for et storbybarn, der er opdraget i et hippiekollektiv, hvor det eneste transportmiddel vi havde med mere end to hjul var en gammel, rusten dele-ladcykel.

Jeg har gensmagt berømmelsens sødme, men endnu vigtigere fået rigtig anderkendelse. Ikke mindst for mit arbejde bag kameraet, hvor jeg blandt andet nuppede en tv-pris for programmet “Syv Sure Mænd”.

Vigtigst af alt, så har jeg gennemgået et længere terapiforløb hos en vanvittig dygtig psykolog og på den måde lært mig selv meget bedre at kende – på godt og ondt, men nu med muligheden for at reagere hensigtsmæssigt og lave om på de ting, jeg ikke kan lide.

Alle weekender ligger ikke længere i sprit, og oftere og oftere lykkes det mig at erstatte mine ellers tro søndagsfølgesvende, de ekstreme og depressionsfremkaldende tømmermænd, med en rask løbetur.

Med andre ord, så er jeg faktisk, da jeg står her på kajen og venter, ved at være på plads i mit liv eller ved være dér, hvor jeg gerne vil være – MEN noget mangler stadig.

Jeg har altid elsket børn, og siden jeg var i sluttyverne, har jeg virkelig ønsket mig at blive far. Jeg har vidst, at det er lige præcis dér, at den største lykke og selve meningen med livet ville findes for mig.

Jeg er ikke religiøs, så har ikke kunnet hente meningen dér, og selvom jeg har opnået det meste af det, man som moderne menneske i den vestlige verden synes kodet til at søge i jagten på lykken – penge, berømmelse, anerkendelse, rejser, eventyr, viden, magt og frihed til at gøre, hvad man vil – så har der altid været et tomrum og en ligegyldighed med det hele. En meningsløshed, som jeg altid har vidst, kun kunne fyldes ud med rollen som far og den betingelsesløse kærlighed, det indebærer.

Til gengæld har jeg også vidst, at jeg i rigtig mange år desværre ikke har været klar. Klar til rollen som far. Det har primært handlet om ikke at være klar til at omfavne kærligheden til et andet menneske, da jeg ikke har kunnet omfavne og elske mig selv eller mit eget liv. Det er så det, jeg har arbejdet på i de seneste mange år, og som jeg, som sagt, er lykkedes ret godt med. I hvert fald nok til, at jeg følte mig klar til at blive en god far, men det kræver jo en anden ret essentiel ting – moren til mine børn. Hende har jeg så ledt efter de seneste år.