Life&Beyond

Bye Bye Baby: Tanker om turen inden afgang

‘Bye Bye Baby’ er den allernyeste serie på ChriChriTV, som kan ses her på sitet fra i morgen af. I den lille miniserie har vi sendt de tre seje damer, Mette Marie Lei Lange, Cecilie Rubini og Sisse Sejr afsted væk fra alt, der hedder mænd og børn til byen over dem alle – Las Vegas. Inden de tre ladies tog afsted, snakkede vi med dem om deres forventninger til turen og hvordan de havde det med at sige farvel og på gensyn til familie og hverdagsrutinerne og give sig hen og slippe tøjlerne i byen, hvor alt kan ske.

LÆS OGSÅ: Drømmen om at adoptere

Cecilie Rubini. Gift og mor til tre plus en bonussøn. Blogger på siden sneglcille.dk, har podcasten Voksen ABC og Medstifter og -ejer af kontorfællesskabet Andedammen og influencernetværket Confetti CPH.

Hvorfor valgte du at sige ja til at deltage i programmet?

Jeg kunne ikke sige nej. Simpelthen. Det tror jeg de færreste ville. Det er totalt ude af min comfortzone, både at tage til et sted som Las Vegas, at blive filmet og at være væk hjemmefra, men omvendt er det totalt noget, jeg har lyst til, kan jeg mærke.

Hvad er dine forventninger til turen?

De er ret høje faktisk. Egentlig prøver jeg generelt ikke at forvente for meget på forhånd, når jeg skal ting, men med det her set up er det svært andet. Jeg tror det bliver helt vildt sjovt og ekstremt og måske også lidt hårdt at være væk fra alt det trygge og dyrebare, jeg har, i noget så kontrastfyldt som jeg forventer, at Vegas er. Jeg håber virkelig, at jeg husker at nyde det og være i det fuldt ud, selvom jeg tror det bliver svært, netop på grund af kontrasterne: Vegas vs. Hornbæk.

Hvad glæder du dig allermest til?

Jeg glæder mig til at koble af, at snuse lidt til et liv uden børn og hverdag, til at være fuld og sent oppe og rent faktisk kunne dyrke mine tømmermænd, til at få en masse oplevelser, jeg ellers ikke ville få af mig selv og så glæder jeg mig faktisk også til at savne mit liv og mine yndlingsmennesker herhjemme.

Hvad tænker du om at skulle rejse med Sisse og Mette Marie?

Jeg glæder mig helt vildt! Jeg har kendt Mette Marie i en del år efterhånden og holder meget af hende. Vi er vidt forskellige og det tror jeg kan noget virkelig godt. Sisse er et nyt bekendtskab, men jeg er vild med hende, og er helt sikker på, at det bliver skide skægt at være afsted med netop de to.

Har du nogen betænkeligheder ved at skulle afsted?

Masser! Jeg tror, at det er en mors lod i livet – Altid at bekymre sig om alt det, der kan gå galt. Men jeg prøver kun at fokusere på alt det gode ved turen og minde mig selv om, at alle har det godt derhjemme imens. Selvfølgelig.

Sisse Sejr-Nørgaard, i forhold og mor til en. Radio- og tv-vært. Har desuden podcasten ‘Helt Ærligt, Mor’.

Hvorfor valgte du at sige ja til at deltage i programmet?

Fordi jeg blev inviteret på ferie, og det trængte jeg til. Jeg har ikke været i Vegas i 10 år, så jeg ville også gerne se, om det var ligeså forfærdeligt, som sidste gang jeg var der. Det er det helt sikkert. Men man kan jo altid drikke sig fra det og der er for en gangs skyld tid til at sove ud. Det synes er meget rart at tænke på. På den måde er der et eller andet befriende ved ikke at skulle have sit barn med.

Hvad er dine forventninger til turen?

Jeg tror, det bliver sindssygt sjovt, og så tror jeg, at det bliver grænseoverskridende, for vi har fået en lille sneak peak på programmet og det involverer en masse alkohol. Og vi skal gamble, hvilket jeg synes, er noget af det mest tidsspildende. Ever. Det er så dumt. Og så skal jeg jo afsted med to kvinder, der er ret gode til at klæde sig på, og som er flotte. De er så pisseflotte. Så jeg har mega nedtur over, at jeg kun har sådan noget kedeligt tøj. Så det er lidt dét, jeg bekymrer mig om.

Hvad glæder du dig allermest til?

Vi har lejet en Chevrolet fra 1970 og den er rød og det er en åben sportsvogn eller sportsvogn er måske overdrevet at kalde den, men den er fed og jeg er den eneste, der har kørt bil i USA før, og så er jeg fra Sønderjylland, så jeg elsker at køre bil. Jeg glæder mig sygt meget til, at vi skal ud at køre i ørkenen i en åben ”sportsvogn”. Så håber jeg også, at jeg kommer til at se sådan et rigtigt Las Vegas-bryllup. Jeg er ikke gift, men det kunne jo godt være, at man gerne ville giftes inden for nogle år, så der kunne man få nogle fede tips til, hvordan det kunne se ud.

Hvad tænker du om at skulle rejse med Mette Marie og Cecilie?

Jeg har mødt dem én gang til et briefingmøde. Men de virker vildt sjove. Nu er jeg jo ellers ikke typen, der fortæller om, hvordan jeg har det, så det bliver lidt mærkeligt at være i en situation, hvor man skal fortælle ting og drøfte ting med mennesker, som lever af at fortælle om sig selv. Det bliver ret interessant, men også ret spændende. De virker skidesøde og helt anderledes end mig, og det tror jeg, at der kan komme noget sjovt ud af.

Hvordan har du det med at rejse fra familien?

Jeg har det faktisk ret fedt med det. Jeg er ikke så bekymret. Bare i år alene har min kæreste været ude at rejse rigtig meget. Han har været væk i rundt regnet halvanden måned i alt, tror jeg. Og jeg ved, hvor meget jeg selv hygger mig med vores datter, når han er afsted og det synes jeg egentlig også, at han lidt fortjener at få lov til.

Har du nogen betænkeligheder ved at skulle afsted?

Der er jo sådan nogle tanker som, ”Hvad kan jeg bringe til bordet? Hvad skulle være interessant ved at se mig i Las Vegas, mens jeg kommenterer på, hvor grimt jeg synes, det hele er.” Men ellers ikke, nej. Jeg er 35 og jeg ved godt, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Så det er ikke, fordi jeg skal være bekymret for, om jeg kommer til at sige noget dumt, for det har jeg gjort så mange gange, så er der nogen, der bliver sure over det, mens andre synes, det er fint. Så det har jeg ikke det store problem med. Jeg vil være super ærgerlig over, hvis jeg bliver filmet i badetøj fra en vinkel, hvor jeg ikke kan nå at posere. Det er dét.

Mette Marie Lei Lange. Gift og mor til to. Blogger på mettemarieleilange.dk, holder til i kontorfællesskabet Tinnitus på Holbergsgade i København og holder fra tid til anden foredrag om at være professionel blogger. 

Hvorfor valgte du at sige ja til at deltage i programmet?

Fordi jeg blev inviteret en uge til Las Vegas – med alt betalt. 😉

Jeg har længe gerne ville til Las Vegas, men mine unger er for små, og jeg har ikke lyst til, at min mand og jeg rejser væk sammen i så langt tid, som det tager derover, uden dem. Så den her mulighed virkede nærmest som en appelsin i min turban!

Desuden synes jeg, at setuppet er supersejt – det er nogle spændende piger, jeg skal rejse med, og jeg er vild med præmissen om, at tre mødre tager til verdens måske mest ubørnevenlige sted og giver den fuld basarm i fire dage!

Hvad er dine forventninger til turen?

At vi får det rigtigt sjovt, bliver åndssvagt trætte og overstimulerede og i det hele taget får lidt samme følelse, som når små børn spiser for meget candyfloss i Tivoli.

Hvad glæder du dig allermest til?

Jeg er meget spændt på at se, hvilket hotel, vi skal bo på, og så ved jeg, at vi skal ind og se showet Magic Mike Live, hvilket jeg glæder mig til. Men lige nu, inden afrejse, glæder jeg mig allermest til at sidde i et flysæde med uanede mængder film til min afbenyttelse, tjenere, der serverer cola og ingen, der forstyrrer. BLISS!

Hvad tænker du om at skulle rejse med Sisse og Cecilie?

Jeg kender Cecilie ret godt i forvejen, og jeg elsker, at jeg får den her oplevelse sammen med hende. Hendes bagland er noget anderledes end mit, da to af hendes børn er lige dét yngre, så hun er lidt mere betænkelig, end jeg er, og jeg ser det som min fornemste opgave at gøre mit bedste til, at hun alligevel får en fantastisk tur! Sisse kendte jeg ikke, før produktionsselskabet præsenterede hende for mig, men jeg udviklede et instant insta-crush på hende! Hun virker sååå sjov og cool! Og så synes hun, meget modsat mig, at Las Vegas er noget knald, så jeg er sikker på, det bliver skægt med alle vores forskellige vinkler på oplevelsen!

Har du nogen betænkeligheder ved at skulle afsted?

Ja, jeg er bange for at dø. Always! Jeg er egentlig ikke bange for at forlade børnene, for deres far er en ligeså god forælder, som jeg (selvfølgelig), og de skal alt muligt sjovt, mens jeg er væk, så jeg tror, det kommer til at gå glat. Men jeg er altid bange for ikke at finde hjem igen, når jeg rejser ud. Jeg elsker at rejse – jeg vil bare så frygteligt gerne hjem igen, også. <3

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *