Life&Beyond

Drømmen om at adoptere

Foto: Shutterstock
Facts

Steffen Villadsen – 36 år gammel, er født og opvokset i Aarhus. Steffen arbejder som køkkenchef, restaurantchef samt daglig leder på Molskroen, på Djursland.

Simon Mark – 27 år gammel, er født og opvokset syd for Aalborg i en lille by. Simon arbejder ligeledes på Molskroen, hvor han har været tjenerelev siden 2016, og skal til svendeprøve i februar 2019. Den 1. marts 2019 tiltræder han i sin nye stilling som selskabsansvarlig samt koordinator mellem hotellet og restauranten.

Simon Mark og Steffen Villadsen har været sammen i 10 år og efter deres bryllup i 2012, har drømmen været familieforøgelse. Men det er ikke lige nemt at få et barn, som et homoseksuelt par. Her fortæller de om deres igangværende adoptionsforløb og hvilke prøvelser de har været ude for indtil videre.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: Om kærlighed, prioriteringer og livets største gave

 Hvor længe havde i været sammen, da I fandt ud af, at I ville adoptere?

Vi har været sammen siden december 2008 og den 5. maj 2012 blev vi viet ved et lille intimbryllup, som en overraskelse for hele vores familie og venner.

I de 10 år, som vi har været sammen, har vi egentlig altid snakket om familie – muligheder og realitet. Simon var meget ung, da vi startede vores forhold, kun 17 år – så selvom det var noget vi snakkede om, var det egentlig ikke noget, som vi prøvede at føre ud i livet. Da vi blev gift i 2012, begyndte det for alvor at være noget, som vi snakkede om skulle føres ud i livet indenfor en overskuelig fremtid. Vi tog til et informationsmøde ved A.C. børnehjælp i 2013, og blev mødt med ordene; ’’på papiret kan I godt adoptere, men det kommer ikke til at ske nu, eller de næste par år’’. De ansatte ved adoptionsfirmaet fortalte, at det var nærmest umuligt at adoptere som homoseksuel, og hvis det endelig skulle lykkedes, ville det være et barn med særlige behov. Det var en kæmpe mavepuster, og på det tidspunkt tænkte vi egentlig, at vi nok aldrig ville kunne stifte en familie. I 2010 blev det lovligt for homoseksuelle i Danmark at adoptere, men først sent i 2014 lykkedes det, at det første homoseksuelle par havde adopteret et barn fra Sydafrika. Da vi læste historien på Politikken, vidste vi med det samme, at vi ville prøve igen om et par år – for det måtte jo blive lettere og lettere med tiden.

Hvordan kan det være, at I lige valgte at adoptere?

Vi har snakket meget om, hvordan vi skulle få et barn, men som homoseksuel er det ikke ligefrem, fordi vi vælter os i muligheder. Det er blevet meget ’’moderne’’, at stifte en regnbuefamilie, men det har egentlig altid været noget, som vi ikke vil gå ind i. Vi synes ikke ideen om, at et barn fra dag 1 er et ’’skilsmissebarn’’, er den rette mulighed for os, ment i den forstand, at barnet allerede fra barnsben har to sæt forældre, der skal blive enige om alt fra børneopdragelse til fordeling af barnet.

Mange spørger os, hvorfor vi ikke bare vælger en rugemor, og svaret er egentlig ret simpelt – det er ulovligt at have en rugemor i Danmark. Hvis dette skulle være noget, som vi ønskede ført ud i livet, skulle vi til udlandet og lede efter en rugemor, og i sidste ende vil vi ikke være 100% sikre på, at vi ville kunne tage barnet med hjem til Danmark.

Adoption har været noget, man altid har hørt om, så det har altid ligget i kortene, at det skulle være dén vej, som vi skulle gå – og vi har ikke fortrudt en eneste gang. Alle par er forskellige, og mange vælger regnbuefamilien fremfor den lange adoption – og heldigvis for det. Der skal jo være plads til alle familie sammensætninger i det danske samfund.

Hvordan har forløbet været indtil nu?

Adoption er en meget lang proces, der tager flere år, og er delt op i flere forskellige faser.

De første 3 faser foregår ved Statsforvaltningen, og først når du er blevet godkendt i alle tre faser, kan du tilmelde dig DIA (Danish, International, Adoption), som står for adoptioner fra udlandet.

Fase 1 – er den objektive vurdering. Her indsender man tonsvis af informationer, både fra Skat, kommunen, lægen, banken og andre relevante dokumenter. Lægen skal lave en vurdering af dit helbred, både ved undersøgelser samt samtaler. En anden ting, der bliver undersøgt meget i denne fase, er økonomien. Alt skal gøres op – hvad skylder du, hvad ejer du, hvor meget står der på din opsparing osv. Efter at have brugt et par måneder på at indsamle alle de forskellige informationer, blev vi indkaldt til en samtale ved Statsforfatningen i Aarhus. Samtalen varede et par timer, og socialrådgiveren gennemgik alle de relevante informationer, vi havde indsendt, og derudover havde hun en del spørgsmål, som vi skulle svare på. Efter samtalen blev vi godkendt, og kunne med det samme søge videre til fase 2.

Fase 2 – er et obligatorisk, adoptionsforberedende kursus for førstegangsansøgere. Kurset skal igangsætte en proces, som gør ansøgerne klar til modtage et udenlandsk adoptivbarn eller måske får dem til at revurdere deres adoptionsønske. Kurserne strækker sig over 2 weekender. Vi ankom på kurset lørdag formiddag og kunne tage hjem igen søndag eftermiddag og det samme igen til kursus 2, 4 uger efter. Vi var i alt 8 par på kurset, 6 heteropar og 2 bøssepar. Fuldstændig forskellige mennesker fra stort set hele Danmark, men med ét fælles mål – at få et barn. Kurset var alt det, man frygtede på forhånd – at skulle sidde i rundkreds og snakke om følelser med fremmede mennesker. Det viste sig dog ret hurtigt, at de to weekender gav en masse god information omkring den kommende tilknytningsproces med et adoptivbarn samt andre nyttige ting – og vi endte med at være ret glade for kurset!

Fase 3 – den sidste og afgørende fase er delt op i to møder. Det første møde foregik på Statsforvaltningen i Aarhus, hvor vores socialrådgiver havde afsat 3 timer. De 3 timer fløj afsted, og vi kom ind på alt fra parforhold, opvækst, relationer, familie samt op og nedture gennem hele livet. Andet møde foregik hjemme ved os selv, så socialrådgiveren kunne se vores hjem, og møde os i vores vante omgivelser. Møde nummer to omhandlede meget vores erfaringer med børn, forventninger, forestillinger, hvad-nu-hvis scenarier, barsel, planer med job og mange andre ting. Igen var der afsat 3 timer, og man kommer virkelig vidt omkring. Det er hele ens liv, man sidder og fortæller om på de 2×3 timer, og det er ud fra de samtaler – at du bliver godkendt eller afvist som adoptivforældre. Det er blevet svært at adoptere – i 2009 kom 497 børn til Danmark, hvor det sidste år blot var 79. Derudover er afvisningsprocenten også steget markant – helt op til omkring 50%. De fleste bliver afvist på helbred eller økonomi – eller hvis sagsbehandleren ikke føler adoptivforældrene er helt afklaret.

Når sidste møde i Fase 3 har fundet sted, skal sagsbehandleren bruge 4 uger på at skrive en ca. 20 siders lang rapport ud fra vores samtaler. Dén skal vi godkende, og bagefter bliver den sendt afsted til et samråd, hvor der sidder 3 højtstående mennesker, som skal godkende eller afvise os som kommende adoptivforældre. De 3 personer kender os ikke, ser ikke et billede af os – de skal blot læse rapporten og danne sig et indtryk ud fra det. Hvis vi bliver godkendt, kan vi med det samme skrive os på den sydafrikanske venteliste – og vente på et barn!

(vi burde få svar i midten af januar, om vi er godkendte eller ej)

Hvad har været jeres største udfordring indtil videre?

Siden vi startede ’’projekt adoption’’, har en af de største udfordringer egentlig været at finde nogen at sparre med. Det har været stort set umuligt at læse særlig meget om emnet – og især homoseksuelles vej til et barn via adoption. Det er meget begrænset, hvor meget man kan læse på nettet – og der er ikke særlig mange par, som vælger at stå frem og fortælle om deres vej til et barn via adoption. Jeg tror grunden er, at langt de fleste par har været igennem flere års nederlag med fertilitetsbehandlinger, som har været meget personligt, og så vælger de heller ikke at åbne op omkring deres adoption til fremmede. Det er en af grundene til, at vi vælger at ’’stå frem’’. Vi vil gerne fortælle hele vores historie, og den lange vej imod et barn. Det er ikke en dans på roser – langt fra, og der er både nederlag og ting der gør ondt på vejen.

Har I nogle gange haft lyst til at give op?

Vi føler egentlig ikke, at vi har været ved at give op på noget tidpunkt – men om det kommer, det ved vi ikke. Vi har været gode til at snakke om tingene hele vejen igennem. Det er en utrolig hård proces, og man får rusket op i mange af de ting, man måske havde lagt på hylden, fordi de har givet nogle ar på sjælen igennem livet. De ting der bliver taget op i de 3 faser, har i vores tilfælde krævet nogle samtaler med en psykolog. Psykologen har skulle hjælpe med at komme over nogle ting, der har sat sine spor i sjælen fra barnsben. Man kan godt tænke, at man har lagt de traumatiske oplevelser på hylden og kommet videre i sit liv – men når tingene kommer på tale igen, kan det rykke op i masse sår, der ikke er helet, men blot lagt til side. Det er hårdt at indse, at man måske har behov for hjælp for at komme videre, og dét kan måske nogle gange have givet os følelsen; ’’er det overhovedet smerten og ventetiden værd at få et adoptivbarn?’’

Har I nogen råd til andre, der gerne vil adoptere?

Snak om det – og snak med andre om det! Fra man indsender de første dokumenter til Statsforvaltningen, til at man måske er så heldig at sidde med et barn i hænderne, går der typisk 3-5 år, og det er utrolig lang tid kun at have din partner at snakke med det om. Det kan godt være, at der ikke er mange, der kan sætte sig ind i, hvad det egentlig er, man er ved at gennemgå i sådan et langt godkendelsesforløb – men det hjælper at fortælle om det, så man ikke føler sig helt alene. Derudover er det vigtigt, at man er ærlig, både overfor sig selv, men mindst ligeså meget overfor sin partner samt socialrådgiver. Det er langt fra nemt at adoptere et barn, som har alle mulige ting med i bagagen. De har brugt de første par år på et forfærdeligt børnehjem og er vant til at blive afvist dagen lang – det vil sige tilknytningsprocessen til adoptivforældrene kommer til at blive tidskrævende og hård. Derudover skal man ikke sige de ting til samtalerne med Statsforvaltningen, som man tror de vil høre – for de kan lynhurtigt gennemskue dig – og så risikerer man at blive afvist. Mange bliver afvist, både i fase 1 grundet helbred eller økonomiske forhold, men ligeså meget i fase 3 grundet den psykologiske profil, der bliver lavet. Ikke alle kan holde til at få et adoptivbarn, og hvis det adopterede barn ikke kommer til en familie, der kan håndtere de mange problemer, så er der mange eksempler på hvor galt det kan gå. Derfor er vores bedste råd; snak om det, og vær fuldstændig ærlige.

Har du spørgsmål til Simon og Steffen, kan du skrive til Simons mail på: simonmark3@hotmail.com eller finde ham på Instagram under navnet @SimonMark3

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *