[single_post_category_name]

Hvordan undgår du tømmermænd?

Skrevet af Morten Dahl fra @laegeogfamilie, speciallæge i almen medicin og praktiserende læge.

 

Der findes et stensikkert råd til at undgå tømmermænd. Det virker hver gang! Undgå at drikke alkohol…

Okay, jeg ved godt, at nytår og alkohol nok hører sammen, og det skal de bestemt også have lov til. Derfor får I her de bedste videnskabelige råd til at undgå tømmermænd. Det skal siges, at der er lavet undersøgelser på området, men ikke mange og ikke store. Så det er muligt, vi bliver endnu klogere på tømmermænd i fremtiden, men det her er de bedste råd lige nu:

 

Typen af alkohol betyder meget for hvordan du har det dagen efter

Gå efter de klare og smagsløse former for alkohol som fx lys rom, lys øl, gin eller vodka. De indeholder færrest biprodukter, kaldet kongener. Vodka indeholder allerfærrest. Kongener er forskellige stoffer, som dannes i gæringsprocessen og er med til at give smag og farve, men som desværre også giver tømmermænd. Derfor får du typisk værst tømmermænd af whisky, cognac, rødvin, tequila og mørk øl.

Undgå dehydrering

Drik hele aftenen indimellem alkoholen meget vand eller andre drikke uden alkohol. Alkohol virker vanddrivende, og dehydreringen er en medvirkende faktor til dine tømmermænd.

Undervurder ikke søvnen

Få sovet så meget som muligt, når festen er slut og dagen efter. Alkohol giver klart dårligere søvnkvalitet, også selv om man kan føle, at man sover tungere. Manglen på god søvn, og at du pludselig er kommet i seng meget senere end normalt, kan kroppen godt mærke.

Pas på dit blodsukker

Spis morgenmad når du vågner og evt. også natmad inden du lægger dig til at sove. Alkohol sænker blodsukkeret, og det bidrager formentlig også til tømmermændene. Et godt måltid indeholder langsomme kulhydrater (rugbrød, havregryn, alt det grove), protein og gerne frugt og grønt, så du får erstattet de salte, vitaminer og mineraler, som alkoholen har fordrevet. Vær ikke bange for at få lidt salt og løbende en masse væske.

Suppler med tilskud

Hvad så med diverse tilskud, man kan tage? Visse antiinflammatoriske midler har vist en lille beskyttende effekt mod tømmermænd. Primært ingefær, rød ginseng og frugt fra kaktusplanten. Undersøgelserne er dog små og effekterne langt fra en mirakelkur.

Hold øje med hvor mange genstande du får

Mængden af alkohol er vigtig. De fleste får ikke tømmermænd af et par genstande. Jo mere indenbords, jo værre tømmermænd.

 

Vidste du i øvrigt, at kvinder i gennemsnit får værre tømmermænd end mænd? Og at tømmermændene er værre, jo større skyldfølelse man har? Der er store individuelle forskelle i tømmermænd. Nogle får dem aldrig, andre bliver altid svært ramt. Kroppen er ikke altid let at forstå

Til sidst vil jeg sige, at jeg desværre ikke kan love, at I ikke får tømmermænd. Det kan være næsten umuligt at undgå, lige meget hvad man gør. Men jeg håber, I får lidt mindre tømmermænd med rådene her. Hav en fantastisk nytårsaften, og pas godt på jer selv

 

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide