Foto: Mie Lyborg
Forestil dig, at du sidder på din yogamåtte midt i København på Plænen i Tivoli udenfor åbningstid. Du sidder omgivet af velduftende blomster og trækker vejret dybt mens morgensolen skinner. Du har forlystelseshaven for dig selv før gæsterne ankommer. Det kan blive til virkelighed fra den 19. juni, for dem der efter ”først-til-mølle-princippet” sikrer sig en plads på de kommende yogahold i Tivoli udenfor åbningstid.
LÆS OGSÅ: Kom med Team ChriChri til Copenhagen Rosé Festival
Ideen er at slå et slag for den indre ro i forbindelse med yoga. Det er samtidig også et ønske om at give gæsterne en ny oplevelse af den 178 år gamle forlystelseshave. Yoga i Tivoli var så stor en succes sidste år, at det måtte gentages igen i år. Tivoli inviterer derfor igen til fælles fysisk udfoldelse under åben himmel, i samarbejde med DoYoga og Power Yoga Copenhagen.
Yogaen vil bestå af udførelse af forskellige yogaøvelser under kompetent vejledning, og deltagerne kan se frem til en morgen som byder på bevægelse af kroppen i et roligt tempo midt i Tivolis afslappende omgivelser. Alle kan deltage i træningen, uanset alder og niveau. Deltagerne skal medbringe egen yogamåtte. Der er yoga hver søndag morgen fra kl. 09:30-10:30 i perioden fra d. 19. juni til og med d. 14. august. Der er dog ikke yoga søndag d. 31. juli pga. Grønland i Tivoli.