Der eksisterer få ting i vores samfund, der er lige så indhyllet i traditioner som bryllupsritualet. Hvad enten vi taler før, under eller efter brylluppet, er der et utal at ting man skal tage højde for, i hvert fald hvis man vil være traditionerne tro. Her på redaktionen har vi været godt forvirrede, for hvordan er det nu lige det er med de traditioner? Og hvorfor har vi dem overhovedet? For at afhjælpe forvirringen, har vi her forsøgt at skabe et overblik over nogle af de mest gængse bryllupsritualer, så du kan være bedste muligt forberedt når bryllupsklokkerne ringer ind.
Før brylluppet
Put a ring on it…
At udveksle ringe i forbindelse med et ægteskab, er en ældgammel nordisk tradition, som kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. I dag er det en helt normal (og dyr!) tradition, at have både en ring til forlovelsen og en til vielsen. Hvilken hånd ringene skal sidde på, er der meget stor uenighed om, så vi lader det forblive en smagssag…
Hvem betaler gildet..?
Et bryllup er en dyr fornøjelse, men der er heldigvis råd at hente her. En ældgammel tradition går nemlig på, at brudens forældre skal afholde udgifterne til deres datters bryllup. Traditionen er eftersignende opstået, fordi manden i gamle dage skulle bruge pengene på at uddanne sig, så han kunne forsørge sin brud.
Natten før dagen
Det kommer nok ikke som en overraskelse: men brud og brudgom skal sove hver for sig natten før brylluppet, ellers bringer det uheld. Traditionen kommer ligeledes fra gammel tid, hvor de fleste brudepar var hjemmeboende før de blev gift, hvorfor man troede på, at hvis parret forlod det samme hus på bryllupsdagen, så ville det bringe uheld over ægteskabet.
Morgengaven
Er du også en af dem som troede, at morgengaven var til selve bryllupsdagen, og havde svært med at få det til at passe sammen med, at man ikke måtte sove sammen? – Det var vi, og den var helt gal. Morgengaver er nemlig til dagen efter brylluppet; når man for første gang vågner op sammen som et ægtepar. I gamle dage var morgengaven en pengesum, som skulle sikre kvinden hvis ægteskabet blev barnløst, og hun derfor blev arveløs. I dag vil en pengesum nok ikke falde i så god jord, og personlige gaver, både til bruden og brudgommen, er vidst klart at foretrække.
Ankomsten til kirken
Et bryllup kan inddeles i tre ankomster: En til gommen, en til gæsterne og en til bruden. Gommen ankommer som regel som den første, ledsaget af sin forlover – vi snakker en halv time til tyve minutter før brylluppet.
Gæsternes ankomst er bestemt til et kvarters tid før brylluppet. Traditionen siger at brudens mor skal være en af de sidste til at finde sin plads. Bruden ankommer som den sidste til brylluppet, ofte ledsaget af sin far, eller anden nær familie.
Ceremonien og festen
Noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt…
Fire items som altid hører sig til i amerikanske film, men faktisk er det også en tradition her i Danmark, for på bryllupsdagen skal bruden bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt. Og som om det ikke var nok, så er der også specifikke krav til de fire items. Den lånte genstand må i hvert fald under ingen omstændighed stamme fra en fraskilt kvinde, da det bringer uheld i ægteskabet.
Kjolen og sløret
Hvis en brud bærer slør, symboliserer det renhed og uskyld, og derfor ser vi det oftest hos kvinder, som bliver gift for første gang – uskyldige eller ej… Brudekjolen er ligeledes utrolig traditionsrig, og ikke mindst forbundet med en god gang overtro. Det er i hvert fald et no-go at sy sin kjole selv. Traditionen siger nemlig, at hver sting som man selv syr i kjolen, vil bringe tårer i ægteskabet.
Kagen
Intet bryllup uden kage, i hvert fald hvis du spørger ChriChri redaktionen. Bryllupskagen er da også et fænomen, som er indhyllet i rigtig meget overtro. Ønsker man sig børn og et lykkeligt ægteskab, er det meget vigtigt at alle gæster får et stykke af kagen, og at bruden (med gommens hjælp) skærer det første stykke af kagen.
Bordplanen
Hvordan man placer sig til bryllupsfesten er bestemt heller ikke ligegyldigt, hvis man følger traditionerne. Nedenfor kan I se den mest gængse måde at organisere sig på. I gamle dage var det kutyme at gæsterne blev placeret efter rang: den tætteste familie blev placeret tættest på det nygifte par, og venner og fjern familie fik således de fjerneste placeringer.
Gommens far ♥ Brudens mor ♥ Gom ♥ Brud ♥ Brudens far ♥ Gommens mor
Ordet går til…
Det er ikke kun bordplanen der er rangbaseret til et bryllup, samme koncept gælder for talerækkefølgen, som traditionelt set ser således ud:
1. ”Velkomst” fra værten
2. Brudens far
3. Brudgommen
4. Forloveren
5. Brudgommens far
6. Bruden
Hvis der er yderligere talere udover de seks, bliver disse rangeret efter forholdet til parret.
Klipperier
Intet bryllup uden at have saksen oppe af lommen – og det skal gå ud over både bruden og gommen. Når det lykkelig par har færdiggjort brudevalsen, skal brudens slør klippes godt og grundigt i stykker (også selvom det var dyrt…), for jo mere ødelagt slør, jo mere lykkeligt ægteskab. Som gæst gælder det om at få et stykke af sløret med hjem, det bringer nemlig også held.
Hos brudgommen siger traditionen, at det er sokkerne klipperiet skal gå ud over. Her skal man klippe tåen af sokkerne, hvilket eftersignende skulle umuliggøre, at han kan gå på ”frierfødder” hos andre kvinder i fremtiden.
Kysserier
Siden 1970’erne har bryllupsfester rundt omkring i verden, udviklet sig til rene kysseorgier – og her er der flere traditioner at have i mente.
Når gæsterne slå bestikket mod tallerknerne, skal brudeparret stille sig op på stolene og kysse hinanden. Tramper de derimod i gulvet, skal parret en tur under bordet, for at udveksle mundvand. Skulle det ske at gommen eller bruden skulle forlade selskabet for en stund, er det ligeledes lovligt for det modsatte køn at storme den tilbageværende part med en kyssesværm.
Brudevalsen
Nærmer klokken sig midnat? Så skal det nygifte par skynde sig at kridte danseskoene, og påbegynde brudevalsen. Dette skal nemlig ske inden kl. 00.00, ellers bringer det uheld i ægteskabet.
Buketten
Hold tungen lige i munden, for her er der flere traditioner at holde styr på:
1. Bruden kaster sin brudebuket ud blandt festens ugifte kvinder – Den der griber buketten, er den næste der vil blive gift.
2. Bruden lægger buketten på et af familiens gravsteder, hvilket vil bringe lykke i ægteskabet.
3. Bruden beholder buketten selv, og får den balsameret. Hvis dette er tilfældet, skal bruden huske IKKE at sætte buketten i vand, for så får hun sig ifølge traditionerne et meget kort ægteskab.
Efter brylluppet
Pyntningen af bryllupsbilen
Larmende dåser bag på brudeparret bil er faktisk ikke blot gak og løjer. I gamle dage troede man nemlig på, at larmen ville skræmme onde ånder væk fra det nygifte par.
Bryllupsnatten
Den her er lidt sjov! – Ifølge traditionen skal der på bryllupsnatten være vidner til stede i brudesuiten, så der er nogle til at bekræfte fuldbyrdelsen af ægteskabet! Traditionen er heldigvis gået i glemmebogen, og i dag kan ægteskabet fuldbyrdes under mere private kår – Thank God!
Home sweet home
Som rosinen i pølseenden, er det tradition for at gommen bærer bruden over dørtærsklen til hjemmet efter vielsen. Hvorfor? Fordi dørtærsklen repræsenterer overgangen mellem brudens verden før brylluppet, og den verden hun nu befinder sig i – En verden ægtemanden skal hjælpe hende med at komme sikkert ind i.
Kilde: bryllupsklar.dk