Når man indgår ægteskab i Danmark, følger der en del rettigheder og forpligtelser med i det at være ægtefæller. Langt de færreste er dog klar over samtlige af de juridiske konsekvenser ved ægteskabet, herunder særejetyper og arveret, når de ”siger ja til hinanden”.

Fælleseje

Ved ægteskabets indgåelse får man automatisk fælleseje, medmindre man aftaler særeje. En aftale om særeje skal for at være gyldig ske ved oprettelse af ægtepagt.

Fælleseje betyder ikke, at man automatisk bliver medejer af hinandens aktiver – og man kommer heller ikke til at hæfte for hinandens gæld. Selvom man indgår ægteskab, bevarer man retten til at råde over det, man ejer. Det vil sige, man kan frit sælge sine ting. I loven findes der nogle få undtagelser hertil, hvoraf den væsentligste er familiens bolig, som det blandt andet kræver den anden ægtefælles samtykke at sælge.

Forsørgelsespligt

Under ægteskabet har ægtefællerne forsørgelsespligt over for hinanden. Forsørgelse behøver ikke at være af økonomisk karakter, men kan også bestå i, at den ene ægtefælle yder arbejde i hjemmet. Den udearbejdende ægtefælle må så bruge sin indtægt til forsørgelsen. Forsørgelsespligten ophører først, når man bliver separeret/skilt eller hvis den ene af ægtefællerne dør.

Bodeling

I takt med at det er mere almindeligt, at begge ægtefæller har en uddannelse og arbejder under ægteskabet, vil de færreste være berettiget til at få tilkendt et ægtefællebidrag ved en separation/skilsmisse.

Hvis uheldet er ude, og man skal separeres/skilles eller den ene af ægtefællerne dør, skal der ske en bodeling, dvs. der skal laves en opgørelse af fællesboet. Eventuelt særeje skal – afhængig af den valgte særejetype – holdes ude af bodelingen.

Ved en bodeling opgør man hver af ægtefællernes bodele – de aktiver, de hver især ejer, fratrukket den gæld, de hver især har. Det er kun de positive nettobodele, som skal deles mellem ægtefællerne, hvilket betyder, at hvis den ene ægtefælles gæld overstiger de aktiver, ægtefællen ejer, så skal der ikke ske en deling af ægtefællens bodel.

Almindelige, rimelige pensionsopsparinger skal ikke deles. Kun hvis den ene ægtefælle har sparet ekstra op, vil denne ekstraopsparing skulle deles. Under visse betingelser vil den ene ægtefælle kunne få en kompensation af den anden ægtefælle, fx hvis der er stor forskel på pensionsopsparingerne og den ene ægtefælle er urimeligt stillet pensionsmæssigt. Dette kan være vanskeligt at fastslå i praksis, og det vil i sidste ende være op til retten at træffe afgørelse herom, hvis ikke parterne selv kan blive enige.

En kedelig statistik

I gennemsnit ender ca. halvdelen af alle ægteskaber med en separation/skilsmisse. De fleste skilsmisser sker inden for de første 10 år af ægteskabet, og en stor del inden for de første 5 år. Dette er meget uromantisk fakta, når man nu har sagt ja til at gifte sig og glæder sig til det kommende bryllup og livet derefter med sin udkårne.

Man kan dog bruge fakta til at sørge for, at man med sin kommende ægtefælle ser på, hvordan det økonomiske udgangspunkt er, når man gifter sig. Har man fx lige store formuer, eller indbringer den ene den væsentligste formue, og skal denne beskyttes i form af oprettelse af ægtepagt om særeje.

Undervejs i ægteskabet er det anbefalelsesværdigt, at ægtefællerne gør status, hvis der er sket ændringer. Hvordan har formuerne udviklet sig? Skal et eventuelt særeje opretholdes. Hvad med pensionsopsparingerne? Er der behov for en ægtepagt om pensionsdeling, fordi den ene ægtefælles opsparing er større end den anden ægtefælles, qua den anden ægtefælle har gået hjemme og passet børnene eller været på deltid.

Hvis man inden og undervejs får talt om tingene, vil det kunne hjælpe og sikre en fornuftig bodeling, og man vil kunne mindske risikoen for årelange slagsmål om økonomiske forhold, når det måtte vise sig, at det ikke længere er så yndigt at følges ad.