Mine forældre blev aldrig gift. De boede sammen først og siden hver for sig med mig, deres søn, som hovedfokus. Måske er det derfor, at jeg aldrig har tænkt synderligt meget over det at skulle giftes og holde et bryllup. Det skal siges, at det tog mig 10 år, at fri til min kæreste. Ikke fordi jeg ikke troede på, at det skulle være os to resten af vores liv, men fordi jeg ikke følte at et bryllup gjorde forholdet til noget mere – følte altså ikke, at forholdet blev taget til et nyt niveau.

“Ikke fordi jeg ikke troede på, at det skulle være os to resten af vores liv, men fordi jeg ikke følte at et bryllup gjorde forholdet til noget mere” 

Da jeg endelig (tænker min kære kone Carina nok nu) tog mig sammen til at fri, var det med en del overvejelser. Men vigtigst af alt, at jeg ville vise min kæreste, at jeg ville være sammen med hende for altid og ville fortælle hele verden det. Det at gifte sig betyder for mig, at være sammen for livet, og er ikke noget man bare gør. Jeg friede på min kones fødselsdag. Vi havde en mærkedag på min fødselsdag, og jeg synes at det var hyggeligt at sidde på sofaen med morgenhår og i nattøj og pludselig fri. Jeg tror ikke hun havde set det komme. Ingen store show set ups, ingen deko-fest – bare os to på sofaen.

“Jeg synes at det var hyggeligt at sidde på sofaen med morgenhår og i nattøj og pludselig fri. Jeg tror ikke hun havde set det komme”

Vi gik igang med bryllupstanker og blev afbrudt af både min mors pludselige død en lille måned senere, af den glædelige nyhed om, at vi skulle have tvillinger – Hej følelsesrutsjebanetur. Vi valgte at vente med brylluppet til pigerne var lidt ældre, og at jeg var på den anden side af min sorg over, at have mistet min mor.

Lidt over et års tid og et nyt hus senere valgte vi, at tiden var kommet til at starte planlægningen. Jeg ville gerne vies i den kirke på Fyn, hvor min mor var blevet begravet og jeg var konfirmeret. Derudover fandt vi det hyggeligste sted, Brobygaard, hvor fest lokalet og omgivelserne var lige os. Carina gik igang med at designe kjole med vores gode ven Kenny Aleksandr, og vi så på ringe sammen med smykkedesigner Jo Riis (Line & Jo) og fik ringene designet til os. Jeg må sige, at jeg aldrig troede, at jeg skulle have ring på. Men det betød meget for Carina, og nu virker det underligt, at jeg overhovedet tænkte sådan. 
Bryllupskagetemaet skulle findes og tænkes over. Invitationerne blev designet og sendt fra USA. Vi havde en ide om en lille æske med bordkort og en lille sød snack. Vi fandt nogle sølv chokolade-dragé-hjerter i England, som blev sendt til hotellet i London, som jeg tilfældigvis skulle til med arbejdet. Æskerne blev produceret, og Carinas mormor lavede et monogram af vores forbogstaver som vi fik produceret som et stempel, så vores “monogram” kunne stemples ovenpå bordkortet. Den lille æske stod øverst på tallerkenerne med folks navn på – et lille “til & fra” kort. En ting folk kunne tage med hjem som minde. Vi har stadig et par æsker stående herhjemme. Derudover lånte vi et poloraid kamera og købte en bog, så gæsterne kunne tage en “selfie” og skrive en hilsen. Det var endda et år før instagram, wow. Ved bordet med bogen stod også en krukke med sømods bolcher, som er verdens bedste bolcher og minder mig om min mormor. Det var som en lille sød hilsen til hende.

“Ved bordet med bogen stod også en krukke med sømods bolcher, som er verdens bedste bolcher og minder mig om min mormor. Det var som en lille sød hilsen til hende”

Pludselig blev det lidt et projekt bryllup. Men et projekt man gerne gik ind i, fordi det skulle være en dejlig dag for os allesammen. Det gik både langsomt og hurtigt det år med at forberede festlighederne, finde en herregård hvor vi kunne overnatte den første nat som mand og kone og finde overnatningsmuligheder til gæsterne (midt ude på landet!!) og børnepasning til vores piger. 

Og pludselig kom ugen op til og dagen for hele festen. Jeg sov med mine døtre hos min kusine, som bor i byen hvor jeg er vokset op, og jeg skulle gøre Ava & Smilla klar til at være brudepiger. De fik de fineste hvide wheat kjoler og fineste hårbøjler på fra London. Jeg skulle hente brudebuketten, pynte kirken op med blomster, som var de samme som i brudebuketten, og ikke stresse for meget over at min best man måske ikke nåede i kirken til tiden (!!!!!) og pludselig var jeg i kirken. Jakkesættet var på og jeg stod nede for enden ved alteret og ventede på mine små piger og deres kusiner, og vigtigst af alt på at se min smukke kæreste for sidste gang som kæreste. Det var vildt! 
Der kom hun ind og så gudesmuk ud, og ja jeg flæbede nok en smule (læs: meget), og vielsen var igang. Vores dejlige veninde Szhirley sang en smuk sang (hvor jeg igen flæbede) og jeg husker ikke super meget ellers fra selve vielsen. Jeg husker, at jeg sad og smilede og kiggede på min kæreste – nu var hun min hustru. Det var sgu meget sejt. Da vi kommer ud fra kirken, havde vi fået lavet en mini version af brudebuketten, som vi lagde på min mors grav. Hun var der i spirit, sagde jeg til mig selv. Hun havde elsket den dag.

“Da vi kommer ud fra kirken, havde vi fået lavet en mini version af brudebuketten som vi lagde på min mors grav”

Vi blev hentet af en veteran bil og kørte mod fotografen. Midt i det hele begyndte det at regne, og vi måtte fluks ændre fotolocation fra undendørs til indendørs på herregården, hvor vi skulle bo. Spontant. Stresset. Når jeg nu ser billederne er jeg vild med at det skete som det skete, og vi fik de fineste billeder. Billeder som minder mig om en dejlig dag.
Og så hen til festen, som var hyggelig, intim og med sjove indslag. Vi havde i invitationen skrevet, at vi ikke ønskede sange. Det var ikke populært, men vi havde ikke lyst til at høre sange om dengang, jeg havde blå træsko på eller dengang Carina kom hjem fra Amerika (som så rimer på er “hvad du ka'”) – sunget på “jeg er havren” selvfølgelig. Midt under festen havde vores venner og familie alligevel skrevet en sang igennem SMS strøm, og det var pisse sjovt. Spontant og sjovt. Vi festede og dansede natten lang. Og lukkede og slukkede festen! Vi kørte tilbage til stedet, hvor vi skulle sove og jeg fjernede 1.937.362.920 hårnåle fra Carinas hår og vi faldt om – vi faldt i søvn! 

“Vi havde i invitationen skrevet, at vi ikke ønskede sange. Det var ikke populært, men vi havde ikke lyst til at høre sange om dengang, jeg havde blå træsko på”

Morgenen efter var det tradition tro morgengave tid. Jeg havde løjet overfor Carina og sagt, at de smukke Marianne Dulong Kharisma øreringe, hun havde på var udlånt fra butikken, men dem fik hun i morgengave. Diamant vedhængene var stadig lånte så der var “something borrowed”, og jeg fik en ipad med smuk indgravering bagpå. Vi samledes i det rustikke køkken med venner og spiste morgenmad og hyggede inden vi skulle hente tøserne hos barnepigen. Det var en dejlig morgen. Vores første morgen som ægtefolk. Det var sgu vildt nok.

“Det var en dejlig morgen. Vores første morgen som ægtefolk”

Festweekenden gik voldsomt hurtigt, og jeg må indrømme, at jeg vil ønske at jeg havde flere billedeminder derfra. Flere billeder med vores små prinsesser, som stadig snakker om dengang mor havde stor fin kjole på. Men vi havde en super dejlig dag – vores dag. Jeg er glad for, at der ikke var tusinde mennesker, og at vi alle virkede til at hygge os. Det var en dejlig dag! 

 // Allan @Mrallanstage