Kærlighed er noget af det bedste vi har. Den er smuk, ubetinget og fyldt med glæde – den bør i den grad hyldes. For at hylde kærligheden har vi derfor spurgt en række kendte danskere, hvordan det egentlig gik til da de mødte deres store kærlighed. Her kan du læse den hjertevarme anekdote om Maria Barfods møde med sin eneste ene, Tomas.
Det er ikke som et manuskript til en pladder romantisk fortælling, historien om hvordan jeg fandt min mand for 7 år siden, for det var det langt fra. MEN det startede som på film, med kærlighed ved første blik!
En dejlig sommer dag, jeg var single og min veninde slæbte mig med til en fødselsdag ved Københavns kanaler med en flaske fisk under armen, yes, det var stilen.
Vi mødtes med nogle gode folk, på en bænk, der var lagkage og højt humør. Vi var nok lidt mere kåde end de andre. Vi grinte og lo, drak shots fra medbragte flaske, blandet med lagkage i 3 lag. Og der sad vi så med stængerne ud over rælingen, da 2 kom cyklende. Jeg kiggede og kiggede så igen. Shit han var flot! De parkerede og joinede festen. Venner af fødselaren.
Jeg blev ved med at glane lidt mod ham. Han var i lyst tøj og med verdens dejligste smil og smukkeste øjne. Men han fulgtes med en pige. De sad dog ikke sammen til festlighederne, så dem næsten ikke snakke, så de var nok bare venner, det var min tanke. Jeg tog et shot og sagde til min veninde – ‘det er manden i mit liv’ og pegede – hun fniste, for det var sku ik lige kommet ud af min mund før. Jeg nærmede mig ham ikke den dag, for han smuttede hurtigt igen. Men jeg vidste at DET VAR HAM.
Skæbnen var at vi senere, den samme sommer, skulle møde hinanden igen, på dybt vand, hvor jeg havde 48 timer til at gøre mit indtryk. Han var dog i forhold med hende fra festen men deres fest var ved at ebbe ud og vores ved at begynde.
Jeg tog ham for hans udseende, det står jeg gerne ved – og heldigvis er han lige så smuk indeni som udenpå.