Life&Beyond

De stak af og blev hemmeligt gift på Bahamas

Facts

Simone Cecilie Thomsen

Simone er 27 år, uddannet sygeplejerske og gift med Jonas. Sammen bor de på Østerbro i København med deres datter Viola. Senere på året udvider de familien med endnu et lille familiemedlem.

Mange kvinder drømmer om det helt store bryllup med hvid kjole, hundredevis af gæster og kæmpe fest til den lyse morgen, men for Simone Cecilie Thomsen var det skrækscenariet. Al den opmærksomhed koncentreret omkring hende? No way! Så da hendes kæreste friede til hende, stod det klart, at de måtte gå utraditionelt til værks. Derfor stak de af til Bahamas, bare de to og deres lille datter – og en 4. uventet lille gæst… Læs hendes historie her 🙂

Fuck, fuck, fuck, hvad er det egentlig, jeg har sagt ja til. Kan man trække det tilbage? Nej, det gør man ikke. Ok, tæl til ti, træk vejret. Det skal nok gå. Hey, du skal giftes!

Det var den 24. december 2017, altså juleaften og en af mine absolut yndlingsdage på året. Jeg havde som alle andre år glædet mig siden slutningen af sommeren. Det var første jul med vores datter, og første år jeg skulle holde jul med Jonas. Vi kørte mod Fredensborg til mine forældre og holdt jul, præcis som vi plejede, med alle de samme traditioner, god mad, for meget konfekt og en gavestrøm til vores datter. Og så kom det, der ikke var i nærheden af noget, vi plejede.

Da alle gaver var pakket op, undrede jeg mig over, at Jonas ikke havde købt én til mig i år. Han lod som ingenting, indtil han pludselig gik ud i gangen og hentede noget i sin jakke, som om han havde glemt noget. Og inden jeg vidste af det, stod han der foran mig med et stift blik og alvor i øjnene. Shit. Nu vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Og så stod vi der foran hele min familie og juletræet. Med tårer i øjnene og røde kinder gennemførte han den sødeste tale, hvorefter han satte sig på knæ og friede til mig…

Jeg sagde selvfølgelig ja, for der er ikke noget jeg hellere vil end at gifte mig med den mand. Det er ham, jeg vil være sammen med resten af mit liv. Det er der ingen tvivl om. Der var bare lige det der med brylluppet. Det lille MEN.

LÆS OGSÅ: 11 gode råd og tips fra bryllupsarrangøren 

Hvad har jeg dog sagt JA til?!

Et par dage efter frieriet begyndte virkeligheden for alvor at gå op for mig: Hvis jeg havde sagt ja til at blive gift, havde jeg nok også sagt ja til et bryllup. Og guderne skal vide, at der var mange af mine veninder og familiemedlemmer, der glædede sig til den store dag. Sikke en fest vi skulle have og kigge på brudekjoler, lave bordkort, finde location osv. Det overvældede mig fuldstændig, og pludselig så jeg, hvordan det bryllup ville kunne drukne i praktiske gøremål, og hvordan vores idé om romantik fløj væk.

Hvordan skulle jeg nogensinde få Jonas til at tage stilling til, om bordkortene skulle være råhvide eller hvide, om blomsterne på bordene skulle være markbuketagtige eller bare klassisk og enkelt, og hvordan skulle jeg nogensinde selv kunne slappe af til mit bryllup velvidende, at alles øjne var rettet mod os?

Her skal det lige tilføjes, at jeg allerede ved min konfirmation fik alle ønsker om en stor, hvid, specialsyet kjole, privat frisør og negledame opfyldt. Fantastiske blomsterdekorationer, hjemmelavede og smukke invitationer, og alt hvad den kunne trække. Der manglede ikke noget. Men det var også den dag, jeg fandt ud af, at en hel dag i rampelyset med taler, sange og en meget grådlabil familie ville være en hård dag at komme igennem igen.

Men hvad hvis man hverken vil giftes i kirke eller på rådhuset – hvad gør man så? “Så gør man det på sin egen måde”, var ordene, da jeg skamfuldt delte mine følelser med min kommende mand. Jonas er fantastisk, men det vidste jeg godt, da jeg fangede ham ind den nat på Retro i Helsingør for snart 10 år siden. Og det skulle vise sig, at han selvfølgelig godt vidste, hvordan jeg havde det, allerede inden jeg havde fået det sagt. Han var sådan set heller ikke interesseret i det helt store hurlumhej, han ville bare gerne have mig. Og herfra gik planlægningen i gang.

LÆS OGSÅ: 10 eventyrlige bryllupslokationer med AirBnB

Hemmeligt bryllup på Bahamas

Vi er begge to ret rejseglade, og snakken faldt hurtigt på, at vi selvfølgelig skulle giftes på en strand langt væk i shorts, sommerkjole og i bare tæer. Kun vores lille familie: Mig, Jonas og vores datter Viola. Da først den idé kom op, var der ingen vej tilbage, og journalisten Jonas gik professionelt til værks og researchede derudaf. Og en, to, tre, inden januar var gået, var der booket en wedding planer på Bahamas. Vi valgte at holde den idé hemmelig for både vores venner og familie.

Så var vi i gang, og første udgift ud af, hvad der skulle vise sig at blive mange, var i gang. Helt voksent og fornuftigt lavede vi et excel-ark, skemalagde vores budget og spiste utrolig billigt mad de sidste måneder, hvor det rigtigt snerpede til – og så tog vi afsted. Det lykkedes os at spare omkring hundrede tusinde op, og dem fik vi brug for. Vores rejse startede i New York med 4 dages shopping og museumsbesøg, og herfra fløj vi videre til Bahamas.

Bahamas var alt, hvad vi havde forestillet os og mere til. Med et hav så turkisblåt, som vi aldrig havde set det før, der stod i smuk kontrast til øens pastelfarvede huse og de høje grønne palmetræer. Det her var alle pengene værd, det var der ingen tvivl om. Vi ankom til øen om mandagen og havde møde med vores wedding planner, Anna, om tirsdagen. Hun havde sørget for alt det praktiske med papirarbejdet, så efter et par underskrifter, på hvad der nok svarede til Bahamas udgave af Københavns Kommune, skulle vi ud og se på strande. Anna viste os tre styks, som hun mente kunne være noget for os. Og valget faldt på Sandyport beach, som er en lille privat strand med en hyggelig lille bahamian restaurant, som vi ville spise på efter vielsen. Mødet gik fint, og vi var tilfredse.. Nu var der kun tilbage at vente, til det blev lørdag, solnedgang og bryllupstid…

En uventet lille gæst

Lørdag den 19.01.19 skulle vi giftes. Dagen startede godt, for solen skinnede på os i mere end én forstand. Jonas og Viola var hoppet i poolen tidligt, mens jeg tog et bad og fik strøget vores tøj til senere. Midt i strygningen slog det mig, at jeg var gået over tid. Min menstruation var udeblevet, men den ene dag havde taget den anden, uden jeg helt havde tænkt over det, og nu stod jeg her med en snigende fornemmelse af, at jeg jo virkelig godt kunne være gravid… Og jeg fik ret!

Det betød, at jeg kunne se langt efter mere champagne, piña coladas og diverse lækre drinks resten af ferien. Til gengæld kunne jeg glæde min kommende mand med verdens bedste nyhed. Så det gjorde jeg, og lykken var stor! Denne her dag kunne ikke være startet bedre.

Fire timer senere sad vi i limousinen på vej til stranden for at blive gift – i vores sommertøj og bare tæer.

Bryllup på stranden med bare tæer og Brøndby-buket

Jeg havde været spændt hele dagen, og nu hvor vi sad her – på vej til vores eget bryllup – begyndte min puls at stige. Mens Jonas var roligere end nogensinde og bare glædede sig, sad jeg der med galoperende hjerte og en blære, der var ved at sprænges af nervøsitet. Puha, tanken slog mig kort igen. Hvad er det lige, jeg har sagt ja til. Et bryllup? Virkelig? Jep, nu skulle det stå, og så måtte det briste eller bære.

Jeg havde valgt en gul kjole fra Red Valentino, som var enkel og fin og uden nogen form for marengs. Nu skulle jeg bare have min blomsterkrans, som Anne havde fået lavet til mig, og så var jeg klar. Da vi ankom til stranden stod Anna klar til at tage imod os, og hun fulgte os ned ad stranden, hvor en minister, en fotograf og et vidne (fotografens kusine) ventede os.

Jeg fik min brudebuket og min blomsterkrans, som var noget mere eksotisk, end jeg havde forestillet mig. Den var i nogle stærke blå-gule nuancer, der mest af alt lignede noget fra Brøndby stadions souvenirshop. Køn var den ikke, men anyways, Anna havde i hvert fald forstået, at den skulle matche min gule kjole, og så var der jo kun alt smile for resten. Så med Brøndby-buket i hånden og galoperende puls gik vi ned langs stranden.  

Solen var ved at gå ned, og lyset var fantastisk flot. De havde lavet et hjerte i sandet og pyntet det med blomster, og nu skulle vielsen i gang. Omringet af smukke omgivelser og med den smukke, mørke minister stod vi klar som to skoleelever klar til opvisning. Nu startede det. Ministeren begyndte sin talestrøm, som blev fyldt med søde og romantiske gloser. Han sammenlignede ægteskabet med havet, der både er stille og smukt, men også kan være barskt og ubarmhjertigt. Sommerfuglene voksede i min mave. Alt, hvad han sagde, var så fint og så rigtigt. Og nu stod vi der ved vandet, som var så stille og smukt, som var det et symbol på, hvordan vores ægteskab skulle få en god start.

Mere husker jeg næsten ikke, for jeg var så betaget af situationen, og inderst inde ventede jeg bare på, at jeg skulle sige “I do”. Så jeg kunne omfavne Jonas og bare fejre alt det gode, der var sket i vores liv de sidste ti år og ikke mindst den dag. Vi byttede armbånd som symbol på vores ægteskab, kyssede, grinede, krammede og jublede – alt sammen i en rækkefølge som ikke står klart for mig, fordi oplevelsen var så overvældende.

Brylluppet var fantastisk intimt for jeg stod der bare med dem, jeg holder allermest af. Og mens Jonas og jeg havde et af de mest romantiske øjeblikke i vores liv, sad Viola to meter fra os i sin klapvogn og spiste snacks og så tegnefilm. Det hele var så afslappet og hyggeligt, som vi overhovedet havde kunnet ønske os.

Efter vielsen fik vi taget bryllupsbilleder på stranden, underskrev papirer og tog afsked med Anna, og så stod den på bryllupsmiddag. Jeg husker ikke om selve bryllupsmiddagen var specielt god, men hvad jeg især husker var, at min udsigt var perfekt, nemlig Jonas. Han sad der overfor mig med sine smilende blå øjne, som jeg forelskede mig i for så mange år siden. Det eneste anderledes nu var, at de øjne tilhører min mand, og dem skal jeg se ind i hver dag, til døden os skiller.

Fuck, fuck, fuck, hvor er jeg lykkelig!

Surprise – vi er blevet gift!

Nyheden om brylluppet fortalte vi til venner og familie i dagene efter brylluppet, og vi havde glædet os helt vanvittigt meget til at fortælle dem allesammen, hvad vi havde pønset på et helt år. Og alle blev så glade på vores vegne. Det strømede ind med lykønskninger, gaver, champagne, blomster og søde hilsner flere uger efter brylluppet.

Det har været så dejlig en start på året, og først her i starten af marts er vi ved at forstå, hvad det egentlig er, der er sket den seneste tid. Nu står foråret for døren, solen skinner fra en skyfri himmel, min mave vokser, jeg har det godt, og til september kommer endnu et familiemedlem til verden. Vi sidder tilbage, lykkelige og fattige – og glade for, at vi gjorde alt ved dette bryllup på vores helt egen måde.

LÆS OGSÅ: Carolines klumme: Billigt bryllup – det kan man faktisk godt

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *