Life&Beyond

Kvinde, Stop med at bruge ordet ”Mandeinfluenza!”

Foto: Shutterstock
Facts

Jakob Olrik er netop aktuel med sin nye foredragsturné med det populære show ‘Den eneste ene’, hvor han gæster 14 danske byer. Hop ind på sitet og se hvornår han er i din by, eller tæt på dig lige herVi har også en rabatkode på 20% til dig, til billetter til Jakobs foredrag! Koden er: CHRICHRI

Nu nærmer årstiden sig, hvor influenza og andre vira spreder sig som vilde kaniner. Og her har jeg altså en opsang til dig, kære kvinde!

Men lad mig først tage dig tilbage til forrige vinter. Husker du dræberinfluenzaen, der hærgede vinteren 2017?

Jeg var en af dem, der blev ramt. Jeg lå i sengen i ti dage med 39-40 i feber. Mine lagener var drivvåde af sved, og jeg enten frøs eller svedte og kunne kun indtage lidt væske og så sove.

Når jeg drømte, var det i en febertåge, der gav de værste mareridt.

Facebook hån

Jeg havde det virkelig dårligt. Af en eller anden grund skrev jeg om det på Facebook, og så kom de … de uundgåelige jokes om mandeinfluenza, og at det nok ikke var så slemt. Skrevet med et glimt i øjet, men det glimt er ikke kærligt.

De færreste voksne mennesker har lyst til at lade som om, at de er syge, når vi ikke er det. Drengestreger med at lægge termometeret op på lampen for at kunne blive hjemme fra skole, vokser man altså fra. (Medmindre, man har andre problemer, der gør, at man helst vil fake sig syg, som så også bør tages alvorligt.)

Vi mænd har som udgangspunkt heller ikke lyst til at blive set som svage.

Så hvis vi nu antager, at når vi lægger os, så ER vi syge … hvordan tror du så, det føles at blive udskammet?

For det er faktisk blevet en del af vores kultur og jargon, at kvinder godt må gøre lidt grin med mænd, der ”klynker” over at have en smule feber.

Test dig selv: Hvilken parforholdstype er du i?

Paradoks – empati og manglen på samme

Det er et paradoks. På den ene side er kvinden den altomfavnende, omsorgsfuld og empatisk. Det er ofte kvinden i hjemmet, der intuitivt ved, hvad de syge børn (og mand) har behov for.

Og på den anden side, så kan hun faktisk ikke helt holde det ud, når manden viser svaghedstegn. Nej, så må det være mandeinfluenza.

”Hvis mænd skulle føde, så ville de dø!” Den har vi mænd hørt et par gange. Og ja, vi er måske lidt dårligere til at smertehåndtering, fordi vi er bange.

Ikke mindst for at blive latterliggjort.

LÆS OGSÅ: Prostata! Rigtige mænd går til lægen

Stop dig selv!

Er der noget, der ikke føles helt, som det plejer, så vil vi mænd hellere gå lang tid med det, end at få det undersøgt hos lægen.

Jeg har lavet en videokampagne, der hedder ”Rigtige mænd går til lægen!” Her lægger jeg krop til en række undersøgelser syd for navlen. For jeg har også udskudt visse ting, negligeret og aset videre. Men tænk hvis mænd blev bedre til at gå til lægen, når noget ikke er, som det skal være?

Og tænk hvis du som kvinde kunne rumme det, når manden har det skidt og har ondt af sig selv. I stedet for at købe ind til suppe og tilbyde Panodil, mens du i virkeligheden himler med øjnene og inderst inde finder ham ynkelig.

Næste gang du er lige ved at bruge den nedsættende term ”mandeinfluenza” om en mand, der ”brokker sig”, fordi han er utilpas, så stop dig selv. Måske han bare har været stærk for længe.

Af hjertet tak!

LÆS OGSÅ: Kønssygdomme? Rigtige mænd går til lægen

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *