Min mor fødte mig på sin egen fødselsdag den 26.01.82.

Jeg har altid haft et enormt tæt bånd med min mor. Vi er begge vandmænd, og jeg tror enormt meget på stjernenes kraft og astrologi, så derfor er det en selvfølge for mig, at det har en speciel betydning, at vi er født på samme dag. Da jeg var 18 år, gik jeg med tanken om at få tatoveret vores fælles fødselsdagsdato. Jeg skitserede tallene ned, og fik dem tegnet således, at de danner et lille symbol. Der skulle så gå 14 år, inden jeg turde at få den lavet. Den største grund har været, at jeg simpelthen ikke har set mig selv som en person med tatoveringer. Jeg elsker tatoveringer, min mand er dækket af dem, og jeg er vild med det. Jeg har også mange veninder, det bare klæder så godt. Men på mig selv har jeg bare ikke kunne finde ud af, hvor henne den skulle sidde. Da jeg i 2009 fik tatoveret C&L på ringfingeren, var det en anden snak. Love was the reason. På mange måder er jeg et meget spontant menneske, og Liam og jeg var på vores førte rejse sammen. Tokyo, Japan. Vi var knap nok landet inden vi sad hos en tatovør, vi fik mange mærkelige ideer på den rejse. Vi spiste Fugu fisk, som er en dødbringende fisk, og ja gjorde skøre ting. Jeg tænker, at jeg altid kan gemme mig bag udsagnet: ”Det var Liam, der fik mig til det”, hvilket det ikke var, men derfor kan jeg jo godt sige det. Jeg fortalte i hvert fald ikke min mor, at vi skulle spise Fugu fisk. En fisk som flere mennesker dør af at spise hvert år. Men vi overlevede, og vi fejrede det på en japansk karaokebar og fik bla. tatoveret vore initialer på fingeren. Og nu må I ikke tro, at det her er sådan en fulde mands tatovering. Liam drikker jo slet ikke, og så er der kun mig tilbage, og jeg var ikke fuld. Kun high on love – så kliche agtigt, men det er sandheden. 

De seneste år har jeg dog endelig følt mig klar til at få min 2601 tatovering, men jeg har ikke kunne bestemme mig for stedet på kroppen, den skulle sidde. Så en dag, under det her sindssyge arbejdsforløb op til ChriChri lanceringen, hvor jeg følte, at jeg havde været i en arbejdsboble, og ikke set venner og familie i flere måneder, skulle der bare ske noget. Nu skulle det være, og det skulle være lige nu. Havde det ikke været en tatovering, så havde jeg sikkert klippet mig korthåret eller farvet mit hår. Der skulle bare ske noget drastisk. Så jeg bestilte en tid hos The Old Barber Shop, ringede til min mand, og hentede ham, jeg skulle lige have lidt støtte, og så skulle jeg ellers have to ekstra huller i det ene øre, et i det andet og en tatovering. Liam kiggede på mig, som om jeg skulle til at have en Goth makeover. Ikke just den Christiane han kender. Men jeg fik lavet tatoveringen. Det gjorde faktisk ondt. Det må jeg indrømme – jeg svedte i hvert fald absurd meget. Det tog ingen tid. En time senere stod jeg i glassalen i Tivoli og spillede revy for 1000 mennesker med hvidt gazabind om håndledet for at skjule det der vita wrap, som de kommer på tatoveringen. Jeg var helt bange for, at det lignede, at jeg havde forsøgt at begå selvmord. 

Der er nu gået et par uger, og jeg er sindssygt glad for den. Min mor jublede, da jeg fortalte hende det. Hun sagde: ”Så er jeg med dig hele tiden, hvor smuk en tanke”. Jeg fik den lavet nu, fordi det var rigtigt. En tatovering går ikke væk, og man skal tænke sig om, inden man får det lavet. Man skal også huske, at bare fordi man godt kan lide tatoveringer til andre, er det ikke ensbetydende med, at man selv skal have en. Man skal have en, hvis det føles rigtigt. Ikke blot som et fashion statement, men fordi det har en betydning for en selv. 

xxx CSM