Jeg er vant til at arbejde meget, og mange vil nok sige, at jeg er afhængig af at arbejde. Jeg elsker det. Jeg er bevidst omkring mine arbejdsvalg, og jeg ved også når jeg går en travl periode i møde. Det er mit valg – et bevidst valg.
Jeg havde arbejdet på ChriChri.dk i 2 år i det skjulte med min Manager Sandie Nielsen, inden vi for alvor kastede os ud i det. I februar/marts begyndte vi så småt at nedsætte en redaktion, og designet af hjemmesiden begyndte.
I samme periode:
– Startede jeg prøver til TamTam (Sommerrevy i Tivoli)
– Havde en ny kollektion og kampagne der skulle færdiggøres til Loved By Christiane, Kvickly.
– Startede popstars optagelser til Kanal 5
– Lancerede min nye bog med Anne Bech ”Dit Sunde Liv”, Peoples Press
– Plus det løse (PR, pressemøder, interviews, andre samarbejder etc.)
Jeg arbejder seks dage om ugen 14-15 timer hver dag. Jeg står op kl.07, begynder arbejde kl.8-8.30 og er hjemme kl.23 hver aften, også lørdag.
Det er intenst, og man skal holde tungen lige i munden. Der er et hav af møder i kalenderen, og man skal finde tid til det hele og have mange forskellige hatte på i løbet af en dag.
Min manager Sandie er på mig 100% i disse perioder, (en af disse perioder har varet i 3 år efter at jeg stoppede Vild Med Dans – but who’s counting). Min manager og jeg ses stort set hver dag og hvis ikke, snakker vi i telefon sammen, sms’er og mailer hinanden flere gange dagligt. Mit hoved er en stor idébank. Jeg læsser dem af på Sandie, som så rådgiver, kontakter, holder fokus, leder realiseringerne, styrer kontrakter, økonomi og samarbejdspartnere. Ja i disse perioder er det ikke kun mig der arbejder 70-80 timer ugentligt. Vi er et team – det bedste af slagsen.
Man fravælger meget privat – og socialliv i disse perioder. Dog har min tætteste vennekreds været vant til at jeg ofte går i arbejdshi, de kender mig. Jeg gør altid opmærksom på det, og sørger for at holde middage etc. inden perioden begynder. Viser det sig, at jeg en dag, mod forventning, tager fri (man har aldrig fri som selvstændig, man tager fri) er det familie og tætteste venner der kommer i første række.
Jeg slapper af ved at lave mad eller arrangere en middag, så oftest ender min fridag med, at jeg står i køkkenet.
Når man har en travl periode i løbet af sommeren, kan man ikke undgå:
– At have blege ben
– At ens hud ser trist ud og nogle dage synes man, at man er blevet ti år ældre ”over night”; bekymringer og mangel på søvn ses på huden
– At være mindre på Instagram, for at undgå, at få alles sommerbilleder smidt i ansigtet
Det bedste ved denne sommer har bestemt været VM. Jeg har set stort set hver kamp. Det passede altid med, at jeg enten lige kunne se anden halvvej af en kamp, når jeg kom fra teateret i Tivoli, eller kunne se en kamp i pausen mellem vores dobbeltforestillinger. Og de mest spændende kampe (for mit vedkommende), nåede jeg at se i fuld længde.
Det har været min ting denne sommer. Jeg har ikke haft overskud til at gå i gang med en tv-serie, som ellers plejer at være min ting, når jeg har travlt. Jeg er ellers altid i gang med en tv-serie – det er min måde at koble af på. Men denne sommer har jeg ikke kunne koncentrere mig om en, da tankerne har kørt derud af.
Men et stort tak til VM og især til TV2s kommentatorer, som jeg klart synes var de bedste, samt Peter Schmeichels program efter hver kamp.
At have travlt er ikke ensbetydende med, at man er stresset. Jeg kan sagtens have dage hvor det hele falder sammen. Men jeg føler aldrig, at det varer ved. En ting må jeg dog sige, og det er, at når man har så mange ting i hovedet, så bliver man nødt til at skrive alt ned. Og det gør jeg. Hver en tanke, hver en lille ting jeg skal huske på. Ellers glemmer jeg det simpelthen i farten. Min lille notesbog er mit allerhelligste arbejdsværktøj.
Når vi er færdige med Popstars optagelserne og Tamtam har været på en mindre Jyllands turné, så kommer der ro i kalenderen (troede hun), og jeg kan tage ChriChri hatten på i alle timer af døgnet. Jeg glæder mig, og er sikker på at mine medarbejder også glæder sig til, at redaktionsmøder bliver holdt på tidspunkter, hvor solen stadig skinner. Min lille idé – og to-do notesbog er snart fyldt til renden – vi går et godt halvår i møde.