Jeg dyrkede en årrække ”Cayonning”, i de spanske Pyrenæer med mine franske venner; en form for ekstremsport hvor man vandrer, klatrer, rappeller, kommer igennem både iskoldt vand, vandfald, udspringssteder og springer ud fra klipper ned i vand. Man er på en måde omgivet af jordens indre, det er så smukt, så uvirkeligt – det er klart en kæmpe oplevelse. Jeg har prøvet det seks gange og hver gang var oplevelsen rigtig stor. 

Vi var dog lidt dumdristige et par gange; vi havde ikke hjelm på, og vi tog de svære ruter (i visse canyons er det lige som på ski, hvor der er ruter af forskellige sværhedsgrader). Men der er jo ikke nogen, der ejer et canyon – det gør naturen. Og det er på eget ansvar at man udfordrer det. Der findes guider man kan få med. Vi havde en guide med et par gange – en god ven af min franske familie. Men hver rute ændrer sig konstant; naturen sætter sit præg og man er overladt til sine klatre- og rappelle skills. Heldigvis har de rappelling etc. i skolen hvor mine franske venner kommer fra, så de var så gode til al teknik. 

Det er en stor naturlig forhindringsbane skabt af tiden og canyonen. Det var vildt og til tider meget risikabelt. Uvirkeligt til tider, men skide sjovt! 

Der var dog engang, hvor jeg stod face-to-face med døden – sådan følte jeg det i hvert fald. Vi kom til et sted på klippen hvor stigen endte, og der var et stykke klippe man skulle over indtil en ny stige begyndte. På det stykke klippe var der et vandret tov, og vel at mærke 60 meter ned. Man skulle gå helt hen til kanten uden nogen sikkerhedsline og klipse sig på torvet med sin ”klatreklemme” (jeg ved ikke hvad sådan en hedder) som sidder forenden af et ræb, der sidder på stærke stykker stof, som man har rundt om benene og maven.

Jeg rystede som jeg aldrig har rystet før og der var kun en mulighed; at gøre det. Vi havde klatret op at klippen i små 5 timer og der var ingen rute tilbage. Jeg får nærmest angst ved at skrive om det. Men jeg fik hægtet mig på og gjort det rigtige; stod som et V ud fra klippen, så jeg ligesom kunne gå sidelæns langs klippen de sidste 15 meter det drejede sig om. Men da jeg er halvvejs, mister jeg balancen og falder. Hvilket betyder at jeg nu dingler 60 meter over jorden, hængende i den der klatreklemme, som sidder fast på mit ”mavereb”. Jeg får total panikangst og er bogstavelig talt ved at pisse i bukserne. Men jeg skal holde hovedet koldt. Det er vigtigt, at jeg får hejst mig selv op igen, dvs. at jeg skal tage fat om det vandrette torv på klippen og løfte mig selv op med armene – hele min vægt. OMG, jeg må have vejet meget, for det kan jeg på ingen måde, mine overarme er som spagetti og de sitrer helt voldsomt. Jeg tænker på min familie; hvor meget jeg elsker dem, og så får jeg altså på en eller anden måde hevet mig selv op, løftet min egen kropsvægt og kommer over på den anden side. Jeg er fuldstændig i trance ovre på den anden side og så slår det mig – jeg klarede det. Man er i live. Adrenalinen ved ekstremsport er en følelse af at have klaret det, gjort det umulige. Der var noget fantastisk ved det dumdristige. Jeg var høj på livet. Men spurgte du mig i dag, ville jeg simpelthen ikke turde at gøre det igen. Jeg var 17 år og dumdristig, nu er jeg 32 og fornuftig. 

xxx CSM