Jeg kan godt lide, at mænd er mænd, og kvinder er kvinder. Faktisk er jeg nok meget traditionel i den forstand. Jeg er 32 år og født i 1982. Ligestilling og feminisme har aldrig været en stor del af hverken min opvækst eller mit miljø. Jeg har fra barnsben været omgivet af stærke kvinder, der arbejdede og gjorde karriere samtidig med, at de lavede mad og gik op i udseende og forfængelighed. Som danser blev der ikke gjort forskel i måden, vi blev behandlet på som mand/kvinde. Hverken i løn eller i arbejdsbyrde. I medieverdenen, hvor jeg arbejder nu, er kvinderne godt repræsenteret. Ja, faktisk sidder kvinderne på mange af de høje stillinger indenfor produktion, publicering, film og tv.

Debat om ligestilling

Jeg har aldrig rigtigt kunne forstå hele debatten, der omhandler ligestilling i Danmark den dag i dag. Har vi den ikke allerede? Eller tager jeg fejl?

Jeg er ikke af den opfattelse, at man skal tvinge kvinder til høje stillinger ved at lave en ligestillingskvote. De, der skal sidde på direktørposterne, skal være dem, der har kvalifikationerne til det. Der sidder ikke nok kvinder i bestyrelser, siger man. Det er da en skam, det er jeg helt enig i. Men lur mig, om kvinder ind imellem i bund og grund ikke også er deres egen værste fjende. Jeg har mødt mange kvinder med magt, og de er oftest de mest kvindefjendske. Det er, som om de er bange for at miste stjernestøvet ved at hjælpe andre kvinder. De vil gerne være hende kvinden, der klarede den til tops i en mandsdomineret verden – alene. Jeg har i hvert fald oplevelsen af, at vi kvinder nogle gange burde se indad.

Joan Ørting, som bl.a. er feminist, udtalte sig eksempelvis om mig og mit ægteskab i en af de sædvanlige sladderbladsartikler. Hun kender mig ikke, ej heller min mand. Fred være med det. Hun må gerne udtale sig, det er et frit land vi lever i. Det overraskede mig dog, at hun valgte at beskrive mig som beta i mit forhold, som en der lever af min mands penge og sidder og venter på ham om aftenen. Ikke én af disse ting er sande.

Jeg er forbløffet over, at man som feminist hellere vil rakke ned på en kvinder (mig), der rent faktisk kan klare sig selv, og som knokler 24 timer i døgnet, i stedet for at omfavne. Og netop deter et perfekt eksempel på, at vi nogle gange er vores værste fjende.

Den ældre generation

Jeg forstår, hvad mine forældres generation har gået igennem, og jeg anerkender, hvor meget de har banet vejen for den tid, vi lever i nu. Jeg sad forleden med nogle kolleger, der er fra en ældre generation end mig, og snakken faldt på sjove reklamer. Stemningen var høj, og jeg fortæller så, at jeg elsker reklamerne fra Dansk Tipstjeneste, hvor man ser en kvinde i forskellige situationer, der overhører en fodboldkamp, og som visualiserer ordret, hvad hun hører af fodboldgloser som ”muren”, ”dommerkast”, ”midtbanegeneral” etc. Derefter kommer teksten frem: ”Der er så meget, kvinder ikke forstår”.

Jeg har altid syntes, det var en sjov reklame, og jeg har aldrig set på den ud fra et feministisk synspunkt. Jeg synes bare, det var sjovt. Da jeg sidder og klukker over, at reklamen er sjov, bliver der helt stille. Den er IKKE sjov. Den taler ned til kvinder, og den burde aldrig have fundet vej til sendefladen. Ups…

Det er tydeligt, at de kvinder, jeg sidder med, er ældre end mig. De har været vidne til og/eller oplevet nogle ting i forbindelse med hele kvindefrigørelsen, som sådan en reklame underminerer. Reklamen rammer dem på deres stolthed.

Jeg har aldrig tænkt sådan på den, fordi jeg ikke har været vidne til oplevelser/ting eller kæmpet, som de har. Jeg synes, det er humor. Og i humoristiske sammenhænge gør man jo grin med roller, køn og tabuer – alt i komikkens tegn. Jeg elsker fodbold, jeg er kvinde, og jeg synes stadig, at reklamen er sjov.

Jeg tænkte meget over det efterfølgende, og jeg kom frem til, at det jo egentligt er positivt, at deres generation jo netop har gjort det således, at min generation i dag ikke tænker over det til dagligt.

Jeg er selv femininst

Jeg er selv feminist, synes jeg. Jeg arbejder, jeg tjener mine egne penge, er selvstændig, elsker Beyoncé og makeup. Jeg kan klare mig selv, og jeg ser kun muligheder på arbejdsmarkedet. Forhindringer kommer ikke qua mit køn. Der er selvfølgelig erhverv, som egner sig bedre til det ene køn end det andet, men jeg er sikker på, at hvor der er vilje, er der vej – og der er sikkert også et par mandelige jordmødre derude.

MEN jeg synes, det er sexet, når mænd er mænd. Når de er maskuline, velopdragne og hårdtarbejdende. En mand, der holder døren, betaler for daten (såfremt de har råd), læser avis og kan finde ud af at køre bil. Som udgangspunkt holder manden boremaskinen, og kvinden styrer indretningen. Et udgangspunkt, men ikke en konstatering. For selvfølgelig kan kvinder også være tekniske, og jeg har da også mit eget lyserøde værktøjssæt, og det er mig, der har hængt vores fjernsyn op derhjemme (Wauw!!!). Jeg har sågar fået et handymankursus, fordi jeg er nødt til at kunne det. Og jeg har også en mand, der bestemt ikke overlader indretningen kun til mig. Desværre.

Jeg bryder mig ikke om, at kønsrollerne skal viskes ud. Jeg kan godt lide dem, som de er i 2014. Kvinder er kvinder, og mænd er mænd, og begge bærer vi lidt pastel i os. Mænd laver mad, de er på barsel, og de henter børn. Kvinder tjener penge, de vasker bilen, slår græsset og drikker whiskyen.

Det var sejt da Conchita Wurst vandt dette års Melodi Grand Prix. Sangen var super, og det var da også en velfortjent finger rettet direkte mod Rusland. Jeg hylder, at hun/han er, som hun/han er og står frem, som hun/han ser sig selv. Men jeg er ikke tilhænger af at udviske kønnene.

Det er ikke blevet nemmere at være kvinde

Med kvindefrigørelsen kom kvinders tid til at skabe karriere, få ligeløn og knokle for deres egen eksistens. Vi er respekteret, velkomne, og der bliver ikke set ned på os. Det vil sige, at vi i dag har kvinder, der arbejder mere end fuldtid, laver mad, står for husholdningen, henter børn og slår græsset. Let’s face it. Det er måske ikke blevet nemmere at være kvinde. Det er nok stadig størstedelen af kvinder, der tager slæbet i de fleste hjem. Det er en del af os. Det ligger i vores DNA. Vi føler ansvar, og vi har en sans for æstetik. Dvs. at en pizzabakke ikke kan ligge i hjørnet i flere uger, gulvet skal vaskes. Og har man først vasket det gulv en gang, så er det sådan, det bliver fremover (så irriterende!!!). Manden stiller sig tilfreds med mindre – måske et hulemandssyndrom? Når der kommer gæster i et hjem, løber kvinden rundt, sætter puderne ordentligt, og får det hele til at se pænt ud. Manden er i bund og grund ligeglad.

Så lad mig sige det igen, jeg er pro kønsroller! Jeg ville ikke ønske en verden fyldt med bløde mænd, der gør alt, hvad kvinden siger, spiser spelt, dyrker yoga og sætter puderne pænt på plads. Jeg vil have mænd, der er mænd, og vigtigst af alt mænd, der er velopdragne. Der tør tage fat. Der lytter og hjælper, er forstående og – vigtigst af alt – får mig til at føle mig som kvinde.

xxx CSM

*Denne artikel har tidligere været bragt på ChriChri.dk.