Skuespillerne Elizabeth Taylor og Mae West var enormt kendte for deres kærlighed til smykker eller rettere diamanter. Især Mae West var besat af diamanter, old cut var hendes yndlings; jo skarpere jo bedre. Hun havde day time diamonds og night time diamonds.
”I never worry about diets. The only carrots that interest me are the number of carats in a diamond”
– Mae West
Når jeg tænker tilbage, så var jeg nok mere besat af rhinstene og bijouteriet altså glas og plastik, smykker. Ikke noget jeg som sådan sparede op til, før jeg var sidst i 20’erne.
Jeg husker tydeligt, da jeg fik min første store løn. Jeg lagde nogle penge til side – i stedet for at løbe ud og købe en Chanel-taske (sådan en kommer I nok aldrig til at se mig med, der kommer altid diamanter i vejen!), så ville jeg købe et smykke, noget jeg kunne gå med hver dag og noget, som gjorde mig glad, når jeg kiggede på det. Jeg havde set en ring, havde klippet billedet ud og hængt det på køleskabet. Der hang det i flere måneder, jeg skulle være helt sikker, og det tager jo tid at spare op til diamanter. Det var mange penge og jeg nød faktisk at gå at glæde mig til, jeg kunne købe den, mærkeligt nok. Jeg nåede aldrig at købe ringen, før den blev placeret på min finger med et ja / nej spørgsmål – så kan I jo selv gætte, hvad det var for et spørgsmål.
Billedet fra køleskabet kom ned, og nu vidste jeg jo pludselig ikke, hvilket smykke jeg så ville ønske mig af mig selv. Jeps, tro det eller ej, det billede var ikke sat på køleskabet for at være et hint til min bedre halvdel, det var vitterligt noget, jeg gerne ville give mig selv, og som jeg nød at spare op til.
Mødet med diamond heaven
Det var min gode ven Jesper Høvring, der første gang introducerede mig for butikken Halberstadt. Første gang jeg kom ind i butikken, smeltede mit lille pigehjerte – diamanter overalt. Det var lidt som at være på museum, må man gerne røre? Da jeg forlod forretningen uden noget (den dag) var jeg blevet fortryllet af både personalet, indholdet og udsmykningen.
Ser I, Halberstadt-forretningen er en lille forretning, en speciel forretning, den har eksisteret 170 år til næste år, og når man træder ind, føler man sig ikke længere i Danmark. Der er tunge Chesterfield-møbler, mørk mahogni på væggene, det er dekadent og sofistikeret på en ’Harvard møder cubanske cigarer’-måde. Interiøret er på den eksakt samme måde som for 170 år siden, måske det er derfor, man føler sig lidt i en anden verden. Alle er velkomne i den lille butik – der er ikke en Pretty Woman-stemning! Der er derimod en ægte kærlighed for smykker og for at viderebringe denne passion til kunderne. Det er heller ikke trætte ansatte, der møder en bag disken, det er en familie. Mor, far, søn og datter. Faren, Peter, ejer butikken sammen med sin kone, Susanne, som også designer. Datteren, Stephanie, er juveler og sønnen, Christian, er guldsmed.
Den dag så jeg en ring, en smuk spinkel ring med en diamant i midten – Mydiamond hed den, hvis jeg købte den, ville det være min første diamant, navnet var perfekt.
Man er ikke i tvivl, når man træder ind i forretningen, om at dette er en lille perle. Efterfølgende gjorde jeg, som enhver anden kvinde med respekt for sig selv ville gøre, jeg hev min mand med derind. Ikke fordi han skulle betale, men fordi jeg såede et lille frø. Og rigtigt nok, det er som om, at mænd ved højtider ikke sådan nyder at lede efter en gave, de ska’ have 1-2 butikker, de ved, de kan gå ind i og vupti, gaven er klaret. Det blev til et 2-timers besøg, Liam og Peter, som er englænder, snakkede konstant, så det tog sin tid at få opmærksomheden tilbage på mig og my diamond!!!:-). Men som jeg spåede gik vi ikke tomhændede derfra. Jeg havde ønsket mig den udgave af ringen, hvor man kunne få indgraveret sine initialer i selve diamanten. Jeg besluttede mig for C og L. Man blev sat ved et mikroskop og rigtigt nok, C og L stod flot og skjult i min diamant.
Big girls need big diamonds har Elizabeth Taylor engang sagt. Jeg følte mig som en meget stor pige den dag. Nok var min pengepung lidt lettere, men når det kommer til smykker, er jeg ikke til at styre. Nogle har det sådan med tasker og sko – jeg er smykkebesat (fra top til tå:)).
Vielsesring
Det blev langt fra mit sidste besøg hos Halberstadt. Ser I, det der sker, når man har fået en dosis Halberstadt-service er, at man kommer tilbage – man bliver loyal. Det er derfor, jeg ofte godt kan lide disse familievirksomheder, hvor man kan mærke historien, kærligheden til brandet, butikken og produktet. De er til stede og er ikke bange for at hjælpe, hverken hvis man skal have repareret noget eller bare vil ose.
Da Liam og jeg skulle lede efter vielsesringe, havde jeg ikke besluttet mig for, hvor de skulle være fra, jeg ville gerne kigge lidt (rettelse: jeg ville prøve 1000 diamant-ringe!!!). Den første forretning vi gik ind i var selvfølgelig Halberstadt, hvor vi fik en kop kaffe helt uformelt, og så blev vi ellers spurgt ind til en masse ting om brylluppet, før de ville vise os ringene, de skulle lige pinpointe sig ind på, hvilken slags vi var til. Så kom diamanterne frem, og jeg var solgt. Det var ikke umiddelbart den ring, jeg ville ha’ klippet ud af et magasin, men jeg var så draget af den, og den opfyldte alle mine behov (altid praktiske behov), det skulle bare være den!
Petit-serien
Petit-serien er nok en af mine yndlingsserier hos Halberstadt, så fin og delikat. Jeg har haft armbåndet længst tid, 2 år nu, og det er et af de smykker, jeg får mest opmærksomhed omkring. Jeg tror, at det med, at det er så fint og spinkelt gør det enormt underspillet og sofistikeret. Da min veninde skulle købe armbåndet, var hun sådan lidt ”den gode service er sikkert også bare fordi du hedder” ..ja mit navn.. så vi testede, hun gik derind – kondisko og skoletaske og jeps, hun fik den samme behandling, som jeg havde fortalt om. Kærlig og opmærksom.
Jeg elsker specialforretninger – elsker også malls og flagship-stores, men det at der stadig er nogle små perler tilbage blandet med alt det andet, er jo det der gør shoppe-oplevelsen unik. Og når man køber lige præcis et smykke, er det rart at vide, at man er i gode hænder, man kan altid komme ind, hvis der sker noget med det, de har værksted i butikken, og man vil altid blive mødt med et smil og en god service. Det kan man altså ikke klage over, og det selvom det er en forretning, der har Petit-serien, der starter ved 2.000,- og diamantarmbånd til 1.000.000,-. De ved, at alle køb betyder noget og er lige unikke for personerne. De sælger ikke spontane køb, de sælger kvalitet.
xxx
CSM