Jeg blev gift med min mand den 22.12.12, dagen før lillejuleaften. Årets største snestorm og frost lagde rammer om brylluppet – helt perfekt. Men hvorfor et julebryllup og hvorfor så tæt op af julen?

Jo ser I, min mand og jeg lever ikke det helt normale liv, planlægning er ikke en del af vores fælles hverdag. Vi arbejder, og så arbejder vi lidt mere. Det er sådan, vi kan li’ det. Det er nærmest umuligt for os at planlægge noget et år i forvejen, vi ved jo ikke, hvordan vores arbejdsskema ser ud til den tid. Vores største force i vores forhold er vores arbejdsmæssige frihed. Vi har begge ambitioner, og vi støtter hinanden.

Jeg har nok altid forbundet et bryllup med sommer. Sådan generelt, men da jeg tænkte på mit eget bryllup mellem min kommende mand og jeg, var vinter evident. Om sommeren er Liam næsten konstant på tour, jeg laver teater eller optager TV – vores tid sammen er, når kulden kommer snigende. Jeg elsker gråvejrsdage. Novemberaftener og mørke morgener.
En dag sidder vi og snakker om vinterbryllup bare sådan løst, og jeg spørger Liam, som var på tour på det tidspunkt, hvornår hans næste friweekend er. Den 22. december svarer han. Og så gav det ligesom sig selv. Et julebryllup. Det kunne ikke være bedre, da jeg synes, at julen nok er den bedste tid på året, og hvem ville ha’ troet, at den nu skulle til at blive lidt bedre.
Tiden var knap. Jeg havde præcis 1,5 mdr. til at forberede brylluppet i. Dvs. ingen dans om den varme grød, vi tog beslutninger. Bum. Sådan som vi er bedst til. Kan du li’ det? JA, kan du li’ det? JA – godt det gør vi. Tjek. Gæsterne blev inviteret 4 uger før. Der var run på.

Nu kender I mig, håber jeg, efterhånden så godt, at I ved, at jeg altid skal have en rød tråd – et tema at planlægge ud fra. I vores tilfælde kan man sige, at lokationen lagde rammer om temaet. Vi blev gift på Valdemar Slot på Tåsinge. Jul på slottet. Galla, luksuriøst, over the top. Silver and white. Christmas joy and spirit.
Kan man bringe venner og familie sammen på et bedre tidspunkt? Nej. Vi havde lejet slottet som en skal uden bordpynt og wedding planner, som ellers ofte hører med, når man holder bryllupper på slotte. Men næ nej, jeg ville da gøre det hele selv. Selvfølgelig! Så jeg begyndte at researche bordpynt etc. Min gode ven Jesper Høvring er eminent til bryllupsdekorationer og pynt, så han hjalp mig, og sammen fandt vi ud af, at der skulle store skulpturelle Georg Jensen-lysestager på bordet, og mellem dem skulle der ligge lavgrene, som jeg skulle spray med lim, drysse med sølvglimmer og sætte små glaskrystaller på hist og her. Dog var alt lav i hele Danmark nærmest udsolgt. På nær hos blomstermanden i Aarup. Så afsted til ham.

Vi havde 200 gæster, havde runde borde samt et langt højbord. Fint sku’ det være. Vi gik traditionelt hele vejen, invitationen var på gammelt, tykt off white papir skrevet med skråskrift, og selvfølgelig havde vi et monogram (det samme monogram som vi begge fik  tatoveret på vores ringfinger på vores første rejse sammen). Jeg havde prøvet at finde frem til det mest traditionelle danske sprog, HOLD NU OP det var svært. Der er bare noget ved det danske sprog, som gør, at vi altid er meget nede på jorden direkte, hvilket jo er fint bare ikke her. Vi har ligesom ikke en formel kutyme i det danske sprog som fx på engelsk. Derfor var det meget nemmere med invitationerne til hele Liams irske familie – der kommer det formelle sprog ligesom mere til sin ret. Lyder smukt og elegant.
Der var trykt et menukort, som var lagt i servietten, som var foldet som en slags ”seng”. En foldeteknik jeg havde fundet frem via den berømte amerikanske wedding planner Colin Cowies bog. Ved ankomsten var der et … læs fortsættelsen og se flere billeder her.

Læs også: Diamonds are a girl’s best friend