[single_post_category_name]

Historien bag Bianco by Christiane

Den 19. marts landede min sko-kollektion i Bianco-butikkerne landet over (samt i Sverige og Norge).

Nu er der måske nogle, der tror, at når man er et kendt ansigt og lancerer en kollektion for et allerede eksisterende brand, så betyder det, at man sætter kryds ved nogle allerede eksisterende styles og vupti, så var det arbejde gjort. Det er måske også tilfældet i nogle tilfælde – jeg mener nogle kendte i fx udlandet har jo op til 40 designsamarbejder verden over, og de er nok ikke lige involveret i dem alle sammen, tænker jeg. Men hvem ved – jeg kan kun tale for mig selv. Men vid, at jeg helt selv har designet alle mine sko i min kollektion, og det har været en virkelig spændende proces.

“Nu er der måske nogle, der tror, at når man er et kendt ansigt og lancerer en kollektion for et allerede eksisterende brand, så betyder det, at man sætter kryds ved nogle allerede eksisterende styles og vupti, så var det arbejde gjort”

Da René fra Bianco (direktør og stifter) ringede til mig for at drøfte idéen om et collab mig og Bianco imellem, var min første indskydelse, om jeg nu fik designfrihed og styring på kollektionen, for ellers ville det ikke være noget for mig. René forsikrede mig om, at jeg havde kunstnerisk frihed. Dog kunne vi ikke rykke på antallet af sko eller sæsonen – dvs. store vinterstøvler ville de nok ikke blive så glade for i salgsafdelingen. Kollektionen skulle bestå af 5 styles, ikke mere ikke mindre. Det kunne jeg godt arbejde med 🙂
Det var svært for mig at skjule min entusiasme – jeg mener, hvor ofte får man lige lov til at designe 5 par sko – lige som man vil?

“Det var svært for mig at skjule min entusiasme – jeg mener, hvor ofte får man lige lov til at designe 5 par sko – lige som man vil?”

Jeg valgte at gå fuldstændig egoistisk til opgaven. Jeg ville lave 5 par, som jeg selv gerne ville have og/eller manglede her til sommer. 5 par som ville kunne opfylde mine krav til hverdag, fest og ballade. Jeg lavede først 2 moodboards indeholdende:

1. Stemning og retningslinje

2. Modeller, pasformer og detaljer

Dernæst gik jeg i gang med at skitsere forskellige modeller ned – jeg lavede 7 skitser (2 for meget) alle med dertilhørende moodboard – for jeg er jo ikke uddannet til at tegne sko, så jeg havde et moodboard til at understøtte modellen, fx en detalje jeg gerne ville have med etc.

Jeg tog derefter til en workshop med Biancos chefdesigner, vi gennemgik hver tegning og hun rådede mig og fik tegnet alle modellerne ind på en computer. Det var helt fantastisk at sidde sammen med hende og hendes ekspertise og knowhow. Det kunne være detaljer som: ”Hvis du vil ha’, at hælen skal være så tyk, som du har tegnet her, så kan vi ikke have sådan en sål på”. Ting jeg ikke aner, for ja, jeg er ikke hverken uddannet designer eller konstruktør. Men jeg ved, hvordan jeg vil ha’ det, jeg har idéen og modellen kommer fra min tankegang.

“Jeg tog derefter til en workshop med Biancos chefdesigner, vi gennemgik hver tegning og hun rådede mig og fik tegnet alle modellerne ind på en computer. Det var helt fantastisk at sidde sammen med hende og hendes ekspertise og knowhow”

I bund og grund er der mange store modehuse, der arbejder præcis således. Chefdesignerne kan ikke sy – de kan skabe. De er kreative direktører – de har visionen, men det er op til deres team at få den vision konstrueret ud i et stykke tøj. Man ser det faktisk meget tydeligt i filmen om Raf Simons, chefdesigner for Dior – han laver moodboards, har idéer og derefter er det hans team, der laver skitser og syr tøjet og vel egentlig også sætter deres præg på det, dog bliver de nok kun betalt som syersker og ikke som det, de faktisk er – designassistenter eller reelle designere. I gamle dage tror jeg, det var anderledes, der skulle man kunne sy for at være designer, nu skal man kunne style og have visioner.  

“I gamle dage tror jeg, det var anderledes, der skulle man kunne sy for at være designer, nu skal man kunne style og have visioner”

Biancos chefdesigner kan dele hele, og da vi forlod kontoret den dag, havde vi på computeren skabt 7 fuldstændige designs. Næste gang vi mødtes, var de første prototyper kommet hjem. Vi gennemgik hver enkelt – lavede lidt om hist og her, valgte nye materialer såler for at forbedre osv. Pasform har hele tiden stået højt på listen, da komfort er ret så afgørende for, om jeg køber en sko. Først kigger jeg efter design, dernæst er det komforten der afgør, om jeg køber eller ej. Så der blev ikke sparet her.

“Biancos chefdesigner kan dele hele, og da vi forlod kontoret den dag, havde vi på computeren skabt 7 fuldstændige designs. Næste gang vi mødtes, var de første prototyper kommet hjem”

Vi sløjfede 2 designs og stod tilbage med 5 fuldstændige fantastiske sko – hvis jeg selv skal sige det! Se hele kollektionen og mine tanker bag i galleriet nedenfor:

[Galleri er udgået]

Én ting er sikkert: Man kan røre og man kan se, men når først man prøver skoene, giver det hele mening.

xxx

CSM

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide