Jeg har altid været en læsehest og en fantasifuld pige, der i skolen elskede at skrive og lave lektier. Jeps, I læste rigtigt – strææææber! Jeg så det ikke som et problem, at jeg ikke var god til at stave. Mine sætninger var godt konstrueret. De var spændende, til tider sjove, og mine historier og fortolkninger var meningsfulde. Jeg fik altid gode karakterer for indhold, men min retstavning var ikke god. Jeg blev sendt til en test, og de fandt ud af, at selvom jeg ikke gik under kategorien ordblind, havde jeg ligheder. Jeg var ”nok ordblind” til at få ekstra forberedelsestid til eksamenerne.

“Jeg blev sendt til en test, og de fandt ud af, at selvom jeg ikke gik under kategorien ordblind, havde jeg ligheder. Jeg var ”nok ordblind” til at få ekstra forberedelsestid til eksamenerne”

Det var først i gymnasiet, at det blev aktuelt med ekstra tid til de skriftlige eksamener. Det var rart. Virkelig rart, for dengang skulle man jo fysisk slå op i ordbøger, og det tog en helvedes masse tid. På universitetet var det en anden snak, men der var elektronisk stavekontrol også blevet normalt. På grund af min stavning har jeg altid brugt enormt lang tid på afleveringsopgaver. Jeg ville fandeme ikke have dårlige karakterer på grund af en stavefejl, så opgaverne blev gennemrettet gang på gang. Jeg brugte timer på at læse dem forfra og bagfra. Det skulle være perfekt.

Jeg er et visuelt menneske. Jeg husker alt visuelt – jeg kan for eksempel kun huske højre og venstre, fordi jeg visualiserer min første lejlighed, hvor jeg boede på 2. sal til venstre. Samtidigt er jeg et meget livligt og entusiastisk menneske. Skal jeg forklare noget, er jeg altid oppe at tegne og fortælle. Går det vildt for sig, danser jeg måske en lille dans, men så er man også heldig :). En blyant og et stykke papir fyldt med tegninger og kruseduller med forklaringer er normalen, når man forlader et møde med mig.

“Skal jeg forklare noget, er jeg altid oppe at tegne og fortælle. Går det vildt for sig, danser jeg måske en lille dans, men så er man også heldig”

Det har aldrig været en hindring for mig, at jeg ikke staver perfekt. Jeg ved, at hvis jeg gør mig umage, så staver jeg faktisk rigtig godt. Måske endda fejlfrit. Men det er også der, ulempen ligger. Jeg har brugt så lang tid på at gøre mig umage med diverse opgaver, at blot tanken er næsten udmattende. 

De sociale medier

Jeg er ikke en person, der fatter sig i korthed. Mine sms’er er alenlange, mine mails ligeså. Jeg droppede Twitter, fordi jeg simpelthen ikke kan ytre mig på 140 tegn. Instagram er mit drug. Men jeg gider på den anden side ikke at skulle bruge store mængder tid på at kontrollere hvert et ord, før jeg poster et billede for at se, om “yndlings” nu staves med “g” (som det lyder) eller med “d” (som det staves, men ikke udtales). Men hold nu op, hvor folk giver mig tørt på, og skal minde mig om, at jeg staver dårligt. Rub it in my face – “du staver dårligt“– “like i didn’t know!”. Men fair skal være fair, det ved de jo nok ikke.

“Men hold nu op, hvor folk giver mig tørt på, og skal minde mig om, at jeg staver dårligt. Rub it in my face – “du staver dårligt“– “like i didn’t know!”. Men fair skal være fair, det ved de jo nok ikke”

Hele ens pointe kan gå tabt, fordi det handler om, hvorledes “syntes” staves med “t” eller ej. Alternativet er, at jeg lader være med at poste noget, for jeg kan ikke tage hvert et post gennem stavekontrol. Det er mit liv på de sociale medier for kort til, og så vil jeg hellere være det foruden. At være på de sociale medier er selvvalgt, og alt selvvalgt skal i min verden have mindst en snert af fun tilknyttet.

“Hele ens pointe kan gå tabt, fordi det handler om, hvorledes “syntes” staves med “t” eller ej. Alternativet er, at jeg lader være med at poste noget, for jeg kan ikke tage hvert et post gennem stavekontrol”

Man hører ofte i medierne, at de unge staver dårligere og dårligere, og det er virkelig en kedelig tendens. Jeg håber ikke, at jeg er en rollemodel for at stave dårligt. Tværtimod synes jeg, at jeg er en rollemodel for piger og drenge, der har svært ved at stave, og som har brugt hele deres skolegang på at gøre sig umage. Jeg tør sige det ligeud, og jeg har aldrig set det som en hindring i min videre karriere.

Jeg har i dag et magasin. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan.

xxx

Christiane