– Redaktionens bekendelser

Denne her er svær. For nok så meget kan jeg have en holdning, men faktum er, at jeg ikke selv har nogle børn, så det er et ret touchy felt at begive sig ud på  – at tale om opdragelse! Men nu gør jeg det altså bare.

Jeg var til et bryllup for nogle år tilbage, hvor selve ceremonien i den grad blev forstyrret af et barns gråd – barnet var utrøstelig – og dette var selvfølgelig lige der, hvor selve vielsen stod på.
Moren, der havde barnet på armen, blev ufortrødent stående på sin plads og gyngende barnet frem og tilbage – men lige lidt hjalp det. Hvad fik dog denne mor til ikke at tænke: ”Jeg går da lige udenfor, så dette par kan få dette betydningsfulde moment i fred og ro”?
Synes man virkelig, det er okay, at man er med til at ødelægge selve livets højdepunkt for andre?

Jeg er fuldt forstående overfor barnets situation – at sidde stille på en hård smal bænk i over en time – man må ikke larme, man må ikke lege – man skal bare sidde stille og være eksemplarisk – ikke just en barne ting.

“Synes man virkelig, det er okay, at man er med til at ødelægge selve livets højdepunkt for andre?”

Det sker sjovt nok oftest, at et barn begynder at græde i kirken, lige som præsten siger: ”Med denne ring”, men der har de jo også været stille i ret lang tid allerede.

I mange kirker er der børnerum/legerum. Og de er der af en grund. Men det er som om, at nogle forældre måske tænker: ”Det her skal mit barn opleve” eller ”Det her skal jeg ikke gå glip af” – jo det skal du! Hvis ens barn, som ikke er brudeparrets eget, begynder at græde under en ceremoni, rejser man sig da lige og ”lister” udenfor?

“Hvad fik dog denne mor til ikke at tænke: ”Jeg går da lige udenfor, så dette par kan få dette betydningsfulde moment i fred og ro”?”

Når snakken falder på brudeparrets egne børn, og de børn de har nære, er situationen selvfølgelig en anden. Det er deres kød og blod, de kender deres børn bedst, og de vælger helt selv, hvordan og hvor de er placeret i kirken. Om det er ved dem ved alteret eller hos mormor/farmor etc. – og man må også regne med, at de har aftalt, med hvem end der har børnene, hvordan de gerne vil have det, såfremt barnet/børnene begynder at græde.

Jeg tænker bare, at er man gæst til et bryllup, og har man sine børn med, så sørger man lige for at gå ud med dem, hvis de græder… 

Det handler jo egentlig bare om at respektere andre – og behandle folk som man selv ønsker at blive behandlet.

Er I ikke enige?

xxx

Christiane