Jeg ved ikke, om I alle sammen ved det, men jeg har faktisk min egen homewear kollektion, Loved by Christiane, som bliver solgt i alle Kvickly’er landet over samt i udvalgte SuperBrugsen’er.
LÆS OGSÅ: Sødt nattøj til efteråret
Historien bag det hele
Helt tilbage i 2008 gik jeg og drømte om at lave min egen nattøjslinje. Jeg samler på pyjamasser, og jeg er lidt fanatisk med nattøj generelt.
I min familie har vi altid været kæmpe hyggedyr. Så snart vi kom fra skole eller arbejde, skiftede vi til homewear eller nattøj (læs: pigerne i familien – ikke mændene). Min nabo Jettemor og hendes datter Frede(rikke) havde den samme indstilling, og vi rendte altid rundt i haven i nattøj – ja selv på vejen. Da jeg blev ældre, og blandt andet begyndte at lave TV, begyndte flere forskellige brands at spørge mig, om jeg ikke skulle designe tøj eller have min egen tøjlinje. Jeg har meget respekt for designere, og deres uddannelse, og jeg har slet ikke kompetencerne til at skabe et modehus. Så det skulle jeg ikke. Men tanken satte sig fast, og jeg blev mere og mere hooked på at lave et homewearkoncept med nattøj og hyggetøj – noget jeg selv elsker, og noget jeg selv går i og bruger rigtig meget. Jeg gik i gang. Jeg lavede en forretningsplan, skitser og tegninger af de forskellige styles. Jeg tog til forskellige møder, bl.a. med Triumph og andre undertøjs/nattøjs firmaer. Nogle viste interesse, men det blev kun ved ord – intet skete. Jeg arbejdede videre på konceptet, og et par år efter, hvor der stadig ikke var sket noget, besluttede jeg at søsætte projektet selv. Jeg fik en producent med på ideen, og langt om længe fik vi Coop med på konceptet, og de er i dag eneforhandler på brandet. Det var fantastisk.
LÆS OGSÅ: Sådan pakker du den perfekte weekendtaske til sommerhusturen
Målet med kollektionen
Mit mål var hele tiden, at det skulle være affordable luxury – allemandseje som alle har råd til. Jeg ville give køberen kvalitet for pengene, og tanken om at give folk mulighed for at købe god stil i supermarkedet, var lige det, jeg havde drømt om. Loved by Christiane henvender sig i bund og grund til alle. Alle der synes, det er fedt med en natkjole til 149 kr. i super kvalitet. Vi brugte lang tid på at finde de rigtige kvaliteter, og prissætte tøjet, sammen med Coop og deres team. For prisen skal være lav, samtidig med at kvaliteten skulle være høj.
Vi producerer altid kun limited editions. Der bliver leveret til butikkerne en gang om ugen, og så er det ellers først til mølle princippet – ny levering er lig med nyt design. Mange af modellerne går selvfølgelig igen, men i nye farver – nye detaljer. Man kan altid følge med i, hvilke styles der er i butikkerne lige nu, på Instagram profilen @lovedbychristiane. Priserne ligger fra 59 til 299 kr.
I efteråret 2014 udvidede vi kollektionen med en sportslinje.