Christiane: Stamceller – en sikker investering i fremtiden

Facts

Hvad er stamceller?

Stamceller er helt unikke celler på deres tidligste stadie, hvor de kan lave kopier af sig selv og udvikle sig til, hvilken som helst celle i kroppen. Stamceller fra navlesnoren består af to typer: blodstamceller og såkaldte mesenkymale stamceller.

Blodstamceller bruges eksempelvis til behandling af leukæmi og andre blodsygdomme. Størstedelen af alle anvendte navlesnorsstamceller bruges i dag til behandling af leukæmi, og her anvendes i de fleste tilfælde navlesnorsstamceller fra søskende eller en fremmed donor med matchende vævstype. De mesenkymale stamceller kan udvikle sig til væv og muskler mm. og er derfor særligt relevante i forbindelse med regenerative – dvs. genopbyggende – behandlinger.

Dette indlæg har været enormt svært for mig at skrive. Når jeg skriver en annonce som denne, sætter jeg mig altid grundigt ind i stoffet (i dette tilfælde har jeg faktisk været på skolebænken en hel dag for at sætte mig ind i stoffet) og gør meget ud af at lege djævlens advokat i processen således, at jeg virkelig har rundet alle tænkelige hjørner af produktet. I dette tilfælde kan jeg bare ikke finde det negative. Jeg kan ikke finde det kommercielle twist, for der er intet. Stamceller er ikke noget, man skal spøge med. Det er ikke et brand, der lover dig større bryster, hvis du tager denne pille eller noget i den dur. Det er logik, det er helbredende forskning på sit højeste, det er så rigtigt og ingen – hverken politikere eller du og jeg – kan sige, at stamceller ikke er noget af det vigtigste, når det kommer til forskning og til at medvirke i behandlingen af fatale sygdomme og lidelser.

“Jeg kan ikke finde det kommercielle twist, for der er intet. Stamceller er ikke noget, man skal spøge med. Det er ikke et brand, der lover dig større bryster, hvis du tager denne pille eller noget i den dur”

StemCare er en privat international virksomhed, der opbevarer stamceller fra nyfødte børn i hele Skandinavien, og samtidig er virksomheden den eneste, der tilbyder denne service i Danmark. Stamceller fra navlesnoren opsamles lige efter en fødsel, så det vil sige, når du sidder og læser dette, er det allerede for sent, men dog ikke for sent for dit ufødte barn, barnebarn etc. 

I lande som Sverige, Tyskland, England, Frankrig og USA har man offentlige stamcellebanker, hvor stamceller taget fra navlesnoren opbevares. Det har vi ikke i Danmark, og det er her, at snoren knækker lidt for mig. I de ovenfor nævnte lande har de forstået vigtigheden i at gemme stamceller fra navlesnoren, mens vi i Danmark smider alle navlesnore pladask i skraldespanden. Forskningens guld finder direkte vej til lossepladsen. Og når så et barn med eksempelvis leukæmi står overfor at skulle finde et cellematch, skal det danske sygehusvæsen søge i udenlandske stamcellebanker, hvor de er nødsaget til at købe disse stamceller. Det er dyrt, og der kan være op til flere års ventetid – ventetid, der kan betyde liv eller død.

“I lande som Sverige, Tyskland, England, Frankrig og USA har man offentlige stamcellebanker, hvor stamceller taget fra navlesnoren opbevares. Det har vi ikke i Danmark, og det er her, at snoren knækker lidt for mig”

Desuden er det ikke kun i tilfælde af leukæmi, at man benytter stamceller. I dag indgår stamceller fra navlesnoren og knoglemarven i behandlingen af hele 79 sygdomme. For mig er der er ingen tvivl om. at jeg tror, stamceller vil få en revolutionerende betydning for fremtidens sygdomsbehandling, og at vi endnu kun har set toppen af isbjerget.
Men da Danmark endnu ikke ligger inde med en offentlig stamcellebank, er det her StemCare kommer ind i billedet. Ved hjælp af StemCare kan man nemlig sikre sit barns stamceller. Man skal selvfølgelig beslutte sig før fødslen, da der skal være en StemCare-jordemoder tilstede, som efter fødslen kan tage stamcellerne fra navlesnore, når den er blevet klippet af. Alt dette står StemCare for.

“I dag indgår stamceller fra navlesnoren og knoglemarven i behandlingen af hele 79 sygdomme”

En ting er, at dit barns stamceller passer helt unikt til dit barn, hvilket vil sige, at der altid er et match, og at man ikke skal vente på en donor i tilfælde af, at der opstår et behov for stamceller, men en anden er også, at der hos eksempelvis en bror eller søster er 25% chance for et match. Har man for eksempel et barn med leukæmi, og står man overfor at skulle føde en søskende vil der, hvis man vælger at tage stamceller fra navlesnoren, være 25% chance for et perfekt match.


At sikre stamceller er jo lidt som en forsikring – Man håber aldrig, at man får brug for den, og her kommer vi så også til det uundgåelige spørgsmål: Hvad koster det? Nu hvor regeringen hverken støtter økonomisk eller har en national dansk stamcellebank, er det selvfølgelig ikke gratis at få opbevaret sit barns helt unikke stamceller. Så for at besvare spørgsmålet, koster det fra 19.100 – 36.200 at opbevare stamceller i alt fra 20-50 år. 

“At sikre stamceller er jo lidt som en forsikring – Man håber aldrig, at man får brug for den”

Så – ja, jeg er helt enig i at det er et stort beløb – men hvis man ser på det som en børneopsparing eller sammenligner det med andre forsikringer, som man har tegnet og regner sammen, hvad de vil koste over så mange år, er det jo ikke slemt. 19.100, som er for 20 år, svarer til ca. 1000 kr pr år. Det ser jeg ikke som værende et svimlende beløb for at sikre sit barns fremtid på sigt. En tillægsforsikring til en rejse eller en husforsikring kan snildt være dyrere.

Det er dog penge, der er svære at tage stilling til, for man ønsker jo aldrig nogensinde at få brug for dem. Vi kender det vel mere eller mindre alle sammen fra når vi køber flybilletter (bare for at sætte forbrugerkulturen i relief) – der er en afbudsforsikring til 199 kr, men vi vælger den fra, for vi får helt sikkert ikke brug for den. Vi skal jo afsted om 2 uger, og ingen er syge pt. Vi har svært ved at sætte os ind i, at vi skal forberede os på det værste, selv om vi ikke ønsker, at det værste skal ske.
Som med enhver anden forsikring er det så svært at tage beslutningen, for man ønsker jo så inderligt, at man aldrig får brug for den, så skal/skal ikke – det er spørgsmålet!  
I Danmark er det ikke så udbredt at få opbevaret navlesnoresstamceller, hvilket giver god mening eftersom vi jo nærmest slet ikke er informeret om, at dette tilbud eksisterer – eller informeret omkring stamceller i det hele taget for den sags skyld, så det er klart, at vi ikke opbevarer stamceller, når vi ikke ved, at det er en mulighed, og derudover er økonomi selvfølgelig også en reel faktor i forhold til at beslutte sig. Ligeledes er det ikke muligt at gemme stamceller, hvis man vælger en lotus-fødsel, hvor man efter fødslen tager moderkagen med hjem og lader barnets navlestreng falde af naturligt – ja så er det umuligt at indsamle stamcellerne ind (NB! Jeg tænker, at man skal huske at lufte ud, hvis man er til en lotus-fødsel. Efter sigende skulle blot den lille rest af navlestrengen på barnet ikke have den skønneste odeur , så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at gå rundt med hele snoren og moderkagen i taske efterfølgende), men jeg har nu ikke kendskab til mange (ingen), som ikke klipper navlestrengen efter fødslen.

 

“Danmark er et af de lande, hvor færrest opbevarer stamceller, hvilket giver god mening eftersom vi jo nærmest slet ikke er informeret om, at dette tilbud eksisterer”

Om man vil opbevare sit barns stamceller er meget personligt, og jeg synes, at man skal gå ind på StemCares hjemmeside og finde mere information. Der ligger videoer fra andre forældre, og så kan man ringe og spørge om alt – lige fra hvad en stamcelle er til hvordan opbevaringen kan finansieres. Al information omkring emnet ligger derinde og er letlæseligt og lige til. Held og lykke!

XXX
Christiane 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Pas på dit hår: Sådan gør du

Denne artikel indeholder sponsoreret indhold. Sundt og velplejet hår er noget af det øverste på ønskelisten hos rigtig mange kvinder og mænd. Dit hår er

De lækreste spinatvafler

Ingredienser1 banan 1 dl frosne ærter 1 stor håndfuld frisk spinat 1 håndfuld frosne broccoli 1-2 dl havregryn afhængig af, hvor faste vaflerne skal være