Jeps, så blev jeg sgu til en working mom. Mit yngre jeg ville kigge op på mig og tænke: “Du er fandme sej”. Mit nuværende jeg kigger ned ad mig selv og tænker: ”….alt andet end sejt!”
“Man kan, hvad man vil” er mit mantra – problemet er blot, at med en nyfødt i armene har mange af mine forhenværende ønsker taget en ny drejning.
Jeg havde mit første job væk fra hjemmet 14 dage efter fødslen. Og tre uger efter startede jeg med at arbejde omkring tre dage om ugen, og her på det sidste har jeg stort set arbejdet fuldtid.
Var det planlagt? Både og… Jeg havde faktisk planlagt at have barsel, men var overbevist om, at jeg sagtens kunne tage et par jobs hist og her. Mine veninder, som er selvstændige, havde nemlig fortalt mig, at en nyfødt baby de første tre måneder blot “sover, skider og spiser”, så skulle man arbejde, så var det ’no problem’ og faktisk bedst på det her tidspunkt i forhold til senere. ”Perfekt!”, tænkte jeg og planlagde noget arbejde!
LÆS OGSÅ: Christiane: Jeg er ikke bange for at skulle føde
Så kom vidunderet, og jeg kunne ikke helt genkende deres “sove, skide, spise”-regel. Jeg syntes, de manglede ret mange parenteser! Og det med søvnen forstod jeg slet ikke! Ifølge dem (veninderne), sov en baby (deres baby) minimum syv timer i streg om natten fra nyfødt og hele dagen! Det gjorde, og gør, min altså ikke. Jeg blev så frustreret, og jeg følte virkelig, at jeg havde gjort noget forkert, siden Constantin ikke ville sove igennem om natten. Jeg googlede “er det normalt, at baby ikke sover igennem om natten?”. Jeg følte mig faktisk ret alene om at have en baby, der holdt mig vågen om natten. De veninder, som jeg er omgivet af, som har spædbørn, har haft spædbørn, der selv sover mellem 7-12 timer om natten (I kid you NOT), siden de kom hjem fra hospitalet (det siger de i hvert fald!). Det var først, da jeg kom i min kommunes mødregruppe, at jeg forstod, at jeg ikke var den eneste, der skulle op hver tredje time for at amme, skifte ble, bøvse af etc. for så at sove en time og starte forfra. Nå, men (bortset fra at mine veninder er irriterende) så forstod jeg jo først alt dette, da arbejdet var planlagt. Jeg var hyret til jobbene (endnu ikke fyret!).
“Jeg blev så frustreret, og jeg følte virkelig, at jeg havde gjort noget forkert, siden Constantin ikke ville sove igennem om natten. “
Dernæst kom der en masse uforudset arbejde, som jeg som selvstændig ikke kunne komme ud af, medmindre jeg ville lukke mit firma eller miste jobs frem til 2018. Så pludselig var min kalender fuldt booket – jeg var max stresset – det kunne ses både på mælkeproduktionen og på mit energiniveau. Jeg har et team, der faktisk har hjulpet mig helt vildt, men det med ikke at kunne slippe det faktum, at jeg ikke er i stand til at forberede mig ordentlig til mine møder, fylder mig med tanker, som holder mig vågen og påbegynder en dårlig spiral.
Jeg tror også, hvad mine veninder havde glemt, og hvad jeg jo selv havde glemt at tænke over, var, at mit job er lidt ud over det sædvanlige. Det kan ikke klares i joggingtøj på sofaen med computeren og gylp i skødet. Jeg skal ud af døren – jeg skal have makeup på – høje hæle – ammeuvenligt tøj på, og så skal jeg stå “perfekt” foran en kunde.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan tage bebs med til nogle møder (det er faktisk hyggeligt, især når det er på ChriChri, der er det også på vores præmisser), og jeg tror heller ikke på, at nærvær kommer ved at sidde klistret til sofaen derhjemme. Det er op til en selv selvfølgelig, men jeg har det fint med at være ude, og også med at have den lille med på ChriChri og den slags. Men jeg kan også se, at jeg ikke har lyst til at overbooke kalenderen.
LÆS OGSÅ: Christiane: Jeg føler mig komplet uduelig
Jeg vil som selvstændig også have lov til at have barsel! (Jeg skriver have lov – som om der er nogle, der skal give mig det. Men det er jo mig selv, og jeg må indrømme, at barselsordninger for selvstændige med små virksomheder ikke sparker røv eller betaler huslejen). Man kan aldrig gå helt på barsel med en virksomhed i opstart, men lidt er også godt, så glædeligt kan jeg fortælle, at jeg har lidt barsel fra i dag!!! Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal nyde den max. Det betyder ikke, at jeg skal sidde på sofaen konstant (lidt – jo!!!), jeg skal også til frisøren, på cafe – restaurant måske (hvis vi er dristige), men først og fremmest så skal jeg nyde min lille bassemand og min familie!
Så glædelig jul herfra og godt nytår!
Smiler over hele krydderen pt, for jeg har fandme fri!!
xxx Christiane