Life&Beyond

Christiane: Om kærlighed, kvalme & kejsersnit

Christiane: Om kærlighed

Da jeg ventede mig, følte jeg mig som verdens heldigste. Jeg var i en lykkerus, havde en nyfunden balance, og livet gav virkelig mening for mig. Jeg vil dog ikke lyve, i de første fire måneder af min graviditet havde jeg det elendigt. Jeg døjede med konstant kvalme. Heldigvis var der ingen, der vidste, at jeg var gravid, så jeg kunne ikke brokke mig til Gud og hver mand. At have det fysisk dårligt overskyggede dog på ingen måde min glæde ved at være gravid. I stedet skrev jeg mine tanker ned, og dem vil jeg nu dele med jer.

LÆS OGSÅ: Christiane: Hørebøffer & babygråd

Tanker fra mit første trimester

Da jeg opdagede, at jeg var gravid, blev jeg virkelig lykkelig. En følelse af eufori fór gennem min krop. Dernæst var tanken: Kan det virkelig passe? – noget, jeg havde ønsket så længe! Stregen på testen var jo heller ikke så tydelig. Måske var det en fejl? Efter tre test – jo den er go ́ nok: I er gravide! Med den positive test fulgte angsten. Hvad nu, hvis der ikke er nogen hjertebanken? Er der overhovedet liv derinde? Skuffelsen kendte jeg kun alt for godt, så jeg satte ikke mine forventninger op. Jeg regnede med det værste, for at helgardere mig. Jeg frygtede at håbe. For hvad nu, hvis det alligevel ikke ville lykkes?  Frygt er det værste for kroppen. Alene frygt og angst kan få dig til at abortere, siger man. Fuldstændig ligesom at man siger til folk, der prøver at blive gravide: ”Du må ikke tænke på at blive gravid, hvis du tænker for meget på det, bliver I ikke gravide”. Magen til urealiserbart råd fra fremmede, der spytter babyer ud, som var det et pingpongshow.  Hos lægen får jeg at vide, at jeg er syv uger henne – fantastisk! Det er kun gået tre uger siden min sidste udeblevne menstruation. Der fik jeg lige 5 uger foræret, hvor heldig har man lov at være? En graviditet tælles åbenbart fra første dag i sidste menstruation. Ergo, ud af de i alt fyrre uger en graviditet tager, får man tildelt et par gratis uger fra sundhedsvæsnet. Jamen 1000 tak siger jeg bare!  Jeg var gravid. Jeg havde det fantastisk. Jeg var ikke træt, intet var ændret – alt var normalt. Jeg var en af de heldige. 

“Da jeg opdagede, at jeg var gravid, blev jeg virkelig lykkelig. En følelse af eufori fór gennem min krop. Dernæst var tanken: Kan det virkelig passe?”

Uge 8: Heldet er ovre

Kvalmen presser sig på. Trætheden overmander mig. Om natten sover jeg ti timer, og i løbet af dagen tager jeg lange middagslure. Hver dag føles som at være tømmermændsramt – sådan rigtig, rigtig ramt. Jeg ligger på sofaen, har ikke lyst til noget mad – måske en tvebak med smør – nej en agurk, nej en bolle med ost – jeg ved det ikke. Denne kvalme gør hverdagen ulidelig. Dagskvalme kalder man det. Min tilværelse forgår i en boble, jeg orker intet.  De første tolv uger er endnu ikke gået. Ingen ved, at jeg er gravid. Ingen skal vide det. Jeg har det elendigt!  Forud for min graviditet har jeg hørt om gravide og morgenkvalme – men har altid tænkt, at det blot var, at man skulle kaste op om morgenen, og så var det ligesom det, jeg har ikke tænkt over det som værende noget, der overtager ens krop og udfordrer muligheden for at være rigtigt til stede. At have kvalme dagen lang kan sidestilles med at have influenza. Du føler dig ikke tilpas nogen steder. Koncentrationsbesværet tynger dig. Du ønsker faktisk blot, at dagen skal overstås. 

Uge 9: Pressetur og vin i lange baner

Jeg skal til Paris på pressetur. Vi er tre der skal afsted, og jeg er den eneste dansker. Det er præcis som en studietur. Programmet er lagt fra 8 morgen til 23 aften. Ingen middagslur, ingen 10-timers søvn – hvordan klarer jeg det?  Temaet er mad og vin. Jeg elsker mad, det ved de, det er derfor, jeg er med. Jeg skal skrive og anmelde maden til chrichri.dk. Men jeg er jo gravid, og mine smagsløg er helt ad h… til. Jeg genkender ikke engang mine egne smagspræferencer længere. Shit. Det hele bliver noget rod. Der er alligevel en dansk kvinde med på turen, så planen om rent faktisk at sige, at jeg er gravid, ryger i vasken. Mit mantra er: Stol på ingen.  Jeg må finde på en løgn. ”Jeg drikker ikke alkohol i denne måned”, siger jeg. Ej, den var dårlig, vi har kendt til denne vinsmagningstur i så lang tid. Hvorfor søren vælge denne måned, hvor åndssvagt er det lige? Turens første stop byder på en flaske rød fra 1963, creme de la creme. Sommelieren forstår mig slet ikke. Han kigger på mig med det der blik. Hvorfor er du dog på en vinsmagningstur, hvis du ikke drikker!? Jeg ved det godt, det er en virkelig dårlig løgn! Jeg har været heldig indtil videre. Kvalmen har endnu ikke været på sit værste.

Men så gud hjælpe mig, efter 2 timer i en tillukket grotte med vin alle vegne overrumpler kvalmen mig. Jeg bliver svimmel og tænker bare: ikke nu! Ikke nok med, at jeg ikke drikker vin i februar –apparently – nu skal jeg så også komme med endnu en løgn om, at jeg er blevet syg. Jeg er ynkelig. Jeg er verdens værste journalist at have med på pressetur!  Jeg holder det inde, men ikke længe. Jeg får klaustrofobi i grotten og må ud og have noget luft – noget mad, der kan tage kvalmen. Jeg får sagt, at jeg virkelig har det skidt. Jeg må tilbage på hotellet.  Guiden er forstående og siger, at vi alle sammen går. Jeg skal bare lige vente 20 minutter, så kører vi. Hun kommer med nogle franske piller til mig og et glas vand. Shit, må jeg godt tage de der piller? Det ved jeg ikke engang. De kigger på mig og venter på, at jeg tager dem. Men jeg har ikke lyst til at tage de piller, for jeg ved jo ikke, om man må, når man er gravid. Jeg skynder mig at sige, at jeg faktisk fik det dårligt allerede om eftermiddagen, og at jeg derfor har taget piller – Der skal jo gå nogle timer imellem, man indtager sådan nogle. Pyha, jeg slap!

“Shit. Det hele bliver noget rod. Der er alligevel en dansk kvinde med på turen, så planen om rent faktisk at sige, at jeg er gravid, ryger i vasken. Mit mantra er: Stol på ingen.”

Surprisemiddag, snegle og mere vin

Næste stop er en berømt Michelinrestaurant. Fusion af fransk og koreansk. Jeg er sulten, SÅ sulten. Jeg har kvalme, jeg har ikke fået mad siden kl. 12, hvor jeg spiste meget lidt, nu er klokken næsten 19. Jeg har lyst til kartoffelmos. Jeg kan næsten ikke klare tanken om noget andet.  Vi ankommer til restauranten. ”Kan jeg få en cola?” Nej vi har kun vin, du kan få noget vand. Vand, tak – det er perfekt. ”Skal du virkelig ikke have vin?”spørger tjeneren lidt fornærmet. Vi har ellers brugt meget lang tid på at forberede den lækreste vinmenu til jer. Vores sommelier vil fortælle dig alt om hver enkelt vin, så må vi se, om du stadig kan modstå. Ikke igen! ”Menukort? Kan vi få et menukort?”Jeg er ved at dø af sult.  Tjeneren er tilbage: ”I dag har vores chef forberedt en surprisemenu til jer. 6 retter. Jeg fortæller ikke, hvad der er i hver enkelt ret, det skal I gætte. Bon appetit!”Nej, nej, nej. Må jeg ikke engang få at vide, hvad jeg spiser? Og hvad sagde du, det var for et køkken? Fransk-koreansk! Jesus. Det lyder bestemt ikke appetitligt i mine ører. Menuen, vi får serveret, består af følgende:  Frølår Kammuslinger, Snegle, Krabber, Tatar, Shit – Jeg må ikke spise rødt kød. Jeg kan ikke døje skaldyr. Frølår og kammuslinger har jeg aldrig kunnet få ned. Og så har jeg ikke engang fortalt jer, at min værste fjende som gravid er karry. Karry giver mig omgående kvalme. Dagens dessert består af .. karryis.. Hvem f… finder på at lave en karryis?

Ubudne gæster i soveværelset

Da vi kommer tilbage på hotellet, er kl. 01, og er jeg ved at dø af træthed – og sult. Vi skal mødes næste dag kl. 08. Der er ikke lang tid at sove i, men jeg må have noget mad. Jeg bestiller en clubsandwich hos roomservice. Jeg spiser og sover, lige indtil jeg midt om natten vågner, fordi jeg hører døren til mit værelse blive åbnet. Jeg sover i en suite ( lidt held har jeg da haft), så jeg kan ikke se døren, den er i det andet rum. OMG, hvad foregår der? Jeg ligger musestille, helt forstenet.  En mand kommer ind i soveværelset. Jeg lader, som om jeg sover. Det er en tjener, han går hen og tager min tallerken med resterne af clubsandwichen (som jeg faktisk havde gemt, hvis nu jeg fik kvalme om morgenen). Han forsvinder ud af døren igen. What the f…. Man lister da ikke ind i en kvindes soveværelse midt om natten!? Eller også gør man netop det…

LÆS VIDERE  >

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *